Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: mar. (29)apr. (30)maj (26)juni (17)juli (31)aug. (26)sept. (29)okt. (30)nov. (27)dec. (2)
Fugleunger og fyrmesterbørn
Vejr: Halvskyet morgen. Senere opklaring, og igen skyet ud på eftermiddagen/aften. Let vind fra Ø, drejende mod NØ. 15-18°C.Vejr: Halvskyet morgen. Senere opklaring, og igen skyet ud på eftermiddagen/aften. Let vind fra Ø, drejende mod NØ. 15-18°C.
Eftersom Morten var ude og efterforske herlighederne i Thy, tog jeg i dag tangentstokken ved morgenens ringmærkning, og havde både Friederike og Athena med. Detvar mest af alt ungfugle, som blev fanget, og antallet af mærkninger begrænsede sig til 9 styk. Athena og Friederike tog sig igen af at fortælle om nyt fra felten nede i Birders’ Club, til en snes interesserede besøgende, inden Athena rejste søndenfjords et par dage som danseinstruktør. To glade deltagere deltog i ringmærkningsturen kl. 13, hvor vi var heldige at fange en voksen tornsanger (en hun), som havde startet sin fældning af svingfjer, så den bliver klar til den lange rejse til Afrika i efteråret med nye friske fjer. Om eftermiddagen fik vi besøg af Lars og hans familie, som var kommet for at se hvordan fyrbygningen ser ud i dag. Lars var opvokset herude som søn af fyrmester Flemming, og familien fortalte mange gode anekdoter om, hvordan det var at leve herude dengang. Friederike brugte tid på at læse om aldersbestemmelse af småfugle, samt lave en ny video med de seneste dages oplevelser, inden vi satte os til bords for at spise rester fra dagen inden. Hvilket dog ikke var så ringe endda! Om aftenen kiggede vi på, hvordan vi vil organisere Fuglestationens billedarkiv, hvorefter vi gennemgik vejledningen til fotodokumentation af håndholdte fugle, som efterfølgende blev printet ud og lamineret, så den kan komme med ud i felten.
Nærkontakt med tornsanger ved dagens ringmærkningstur.
Ringmærkning:
Tornsanger 4
Gærdesanger 1
Musvit 3
Lille Gråsisken 1
Rørspurv 1
Vadefuglemorgen
Vejr: Overskyet morgen med lidt regnbyger sidst på natten. Vinden startede frisk fra SØ, løjede af og drejede mod Ø. Fra middag steg vinden til jævn styrke samtidig med, at den drejede videre om mod NØ. Efterhånden en del sol, selvom grå skyer stadig dækkede halvdelen af himlen. Lunt og varmt med op over 20°C. God sigt.
Vejrudsigten havde varslet en del nedbør i morgentimerne, så vi sprang på ny ringmærkningen over og flere på stationen udnyttede det til at få hvilet igennem. Jeg stod først op lidt over 5 og fandt ud af, at bortset fra vinden, så var vejret rigtig godt. Satte mig ud til klitkanten og fik et par timers obs ved Kattegat inden jeg skulle forberede tavlen for dagens briefinger.
Friederike nåede at komme ud og gå en tur langs stranden til Grenen og retur, mens cafe vært Flemming fik sig en ny art, da jeg kunne vise en Storkjove til ham inden Centerets åbningstid.
Ellers var det mest vadefuglene jeg nød denne morgen. Ikke de store antal, men godt blandet med forskellige ryler. Bl.a. mine første Krumnæbbede denne sommer. Lidt Fløjlsænder blandede sig med Sortænder et stykke ude, mens Sule tallet ved Revet var nede under 100 stk.
Største overraskelse var blandt pattedyrene, da et Egern pludselig rendte rundt ved Fyret, haven og P-pladsen. Nok en strejfer fra Batteriskoven elelr Ellekrattet.
En uventet morgengæst tjekker Trækfuglecenterets skilt for åbningstiderne ... de er iøvrigt kl 10 - 19 her i sommer sæsonen.
Athena og Friederike tog sig af formiddagens briefinger, mens Simon var på indkøbstur, da der stadig mangler lidt udstyr til stationen.
Kl 13 ringmærkningsturen delte vi mellem os, da der både blev en barnetur, som Athena og jeg tog os af og en voksentur på Engelsk, som Simon klarede.
Efter den tur skrev jeg en tidlig dagbog for at holde fri et døgn og komme på tur til Thy. Hen ad aftenen tog Friederik, Athena og Simon ud på lidt aftenobs, hvor de kunne nyde tre almindelige kjove jage splitterner.
Bliver lidt underligt at være væk fra Skagen i morgen, hvor vejret ser fint ud til ringmærkning. Simon bliver instruktøren i morgen tidlig og når måske også, at skrive noget dagbog inden jeg vender tilbage torsdag.
Vores Landsvale unger har fået ring på
Vejr: Vekslende med en del skyer og lidt sol. Vinden var helt svag fra Ø i de tidligste morgentimer, men friskede op til 8m/s midt på dagen og drejede til SØ. Mere udbredt skydække gennem eftermiddagen og korte regnbyger i aften og nattetimerne. Moderat temperatur på 15-18ºC. God sigt.
Efter de kun 6 fugle i nettene i går morges tog vi en pause fra ringmærkningen på Grenen. Jeg havde åbne net i Fyrhaven et par timer om morgenen ude at der kom fugle i, så jeg brugte ventetiden på lidt obs ud over Kattegat fra cafeens terrasse. Luksus havobs fra Skagerrakbænke med plads til både kaffen og en ostemad. Det gav ikke mange fugle – fx ingen kjover i dag, så bedste blev en Sortstrubet Lom, der trak ind i Kattegat. En Hvepsevåge kom over havet langt ude fra Ø og forsvandt mod SV ude bag skibene der ligger på red, mens småfuglene over land blev domineret af de trækforsøgende Lille Korsnæb, der registreres dagligt i denne periode.
Friederike tog en cykeltur og tjekkede Skarvsøen med de Gråstrubede Lappedykkere og Nedermose med bl.a. en Rødrygget Tornskade.
Athena havde gang i den sidste af hendes jobansøgninger denne uge og blev derefter klar til at briefe folk sammen med Friederike. Jeg skrev lidt på dagbøgerne inden middagens ringmærkningstur blev forberedt, mens Simon var dukket op og tog sig af gæster.
Både Andreas Egelund og familie, samt Simon egen familie kom med op.
Eftermiddagen fik vi opgjort vores ringbeholdning og sent bestilling for efterårsmærkningen til ZM, så vi er klar til mange fangster de kommende måneder.
Friederike var super aktiv med både en ny indkøbstur og stod for en dejlig duft i køkkenet med friskbagt brød inden aftensmaden. Et initiativ der blev højt værdsat herfra!
Fyldt godt op med mad var vi til aften klar til at ringmærke vores Landsavle unger inden de snart flyver fra reden. Et kuld på 5 stk havde lige den rette størrelse til at sætte ring på benene uden risiko for, at unger ville forlade reden for tidligt på grund af vores forstyrrelser.
Det var de første svaler Friederike og Athena ser bliver ringmærket, så en fin aften for dem og svale forældrene tog sig med det samme af ungerne, da vi havde forladt reden igen.
Ringmærkning:
Landsvale 5 – et kuld fra reden på cafe bygningen.
Guided tur til morgenringmærkning og flere gæster i løbet af dagen
Vejr: Stille vejr fra morgenstunden med svag til jævn vind fra Ø til SØ. Halvskyet og lunt efter natten med 16°C før solopgang! Gennem dagen kom der noget mere sol og temperaturen endte på 19°C midt på eftermiddagen. God sigt hele dagen.
De fleste af os var kommet tidligt i seng, men blev igen vækket ved midnatstid af unge mennesker, der denne nat kørte rundt om Fyret og ind på gårdspladsen på deres scootere. De forsvandt først, da Simon legede nattevagt og fandt vores kraftige lommelygte frem, blændede dem fra køkkenvinduet og bad dem havde en god tur hjem!
Jeg og Athena kom nu op til netåbning ved solopgang, mens Frederike havde sovet så dårligt, at hun fik en time ekstra til at komme ud til ringmærkningen. Tidsnok til at være med, da Simon kom med 4 gæster på en guide morgentur. En gruppe, der allerede har været med på en kl 13 tur, men var blevet så interesseret, at de havde booket en tur til morgen mærkningen. Desværre viste det sig at være en meget sløv morgen, hvor vi kun fik fanget 6 fugle. Heldigvis var 3 af dem mens gæsterne så på.
Endnu en smuk solopgang over Grenen til samlingen - et fast indslag i ringmærkernes liv på Skagen fuglestation
Der er heldigvis stor interesse for at opleve vores ringmærkning - selv i de tidlige morgentimer.
Da vi havde lukket igen delte vi opgaverne, så jeg tog mig af dagens briefinger og kl 13 tur, mens Athena gjorde en god indsats med at trimme netbanerne for den vækst af græs og buske, der var begyndt at genere. Friederike tog sig af den vigtige opgave med indkøb og madlavning, mens Simon tog af flere hold gæster. Først kom Andreas Brunn og familie forbi om formiddagen, mens Simons egen familie besøgte os om eftermiddagen. I mellemtiden holdt Simon møde med Knud P. og de fik lavet både opdatering af billedeling fra venneforeningen til fuglestationen og arbejdet med nogle S.U. opgaver.
Anette Aaen kom på eftermiddagsbesøg for at hente nogle af hæfterne om Brian Zobbe. Jeg fik en lang snak med hende lige til Friederike kaldte mig op til den lækre aftensmad hun havde tilberedt. Den stod på bordet da jeg kom op. Imponeret af havd Friedrike hvade nået, da hun inden madlavningen lige var cyklet en tur rundt for at se Gammel Skagen - ikek til at mærke, at hun kun havde fået 3 timers søvn i nat!
Vi holdt aftensmøde uden Simon, der prøvede at overnatte hjemme hos sig selv, så nu må vi selv klare nattegæster uden hjælp fra vagthunden Simon, men prøver igen at gå tidligt til ro.
Ringmærkning:
Tornsanger 4
Gransanger 1
Musvit 1
Blæst med havobs og oprydning
Vejr: Regnbyger i løbet af natten og frem til formiddagen. Hård vind fra SØ med 11m/s i morgentimerne, der aftog til jævn vind midt på dagen. Samtidigt lidt opklaring med en del sol. Temperatur fra 13-17°C. Efter morgenens regn blev sigten god.
I blæst og regn var ringmærkningen aflyst, så der var mulighed for at sove lidt længere i dag. Det blev udnyttet, da vi midt i nat var blevet vækket af unge mennesker, der hyggede sig nede på gårdspladsen. Jeg var nu oppe ved 5 tiden og prøvede lidt havobs ved Kattegat siden mellem regnbygerne. Det gav de forventede Suler, enkelte lommer, lidt Mallemukker og Storkjover langt ude samt dagens store overraskelse, da en lys Mellemkjove kom forbi lidt før kl 7. Den havde travlt med at jage en Sule inden den forsvandt ud over Kattegat mod øst.
Friederike og Flemming Kusk sluttede sig til mig i klitten med deres teleskoper, men blev det varede ikke længe inden vi opgav, da en ny periode med regnbyger kom ind over os med blæsten fra SØ.
Vi prøvede videre gennem dagen med teleskoperne oppe fra Fuglestationens vinduer og det gav lidt ekstra vadefugle træk samt en del terner i løbet af eftermiddagen.
Ellers havde vi fordelt opgaverne mellem os med briefinger og ringmærkningstur, inden Simon, Friederike og Athena fik ryddet op og organiseret magasinet på loftet over ringmærkningsrummet.
Vi prøver at udnytte de flere frivillige på stationen til at fordele opgaverne. Her er Athena på plads til en af dagens briefinger i "Birders Clubhouse"
Midt på dagen fik vi besøg fra Århus af Thomas Secher fra Naturhistorisk Museum, som både Athena og jeg kender fra vores tid dernede.
Vi havde nem aftensmad med de lækre fiskefrikadeller fra Flemming, Trine og Frederik. En dejlig familie som vi tog afsked med ved spisetid. De faldt hurtigt ind i vores dagligdag var samtidig så glæde for opholdet hos os, at de lover at vende tilbage.
TV dag!
Vejr: Vindstille og skyfri morgen med jordtåge i de lavtliggende områder. Siden svag vind fra SØ med sol fra en blå himmel. Til aften kom der flere skyer ind og vind tiltog langsomt, men holdt sig i SØ. God sigt bortset fra morgenens områder med jordtåge.
Athena, Friederike og jeg udnyttede en fantastisk flot morgenstund til at åbne alle net og få den hidtil bedste juli morgen med ringmærkning af i alt 26 fugle. Undervejs fik vi et aftalt besøg af Asger fra DR Nordjylland, der ville lave et indslag til ”Vores Vejr”. Han dukkede op lidt over 5 og det gik fint med optagelser i løbet af den næste halvanden time. Vi lukkede igen ned for ringmærkningen kl 9, så jeg kunne nå tilbage til stationen og tage mig af dagens briefinger.
Nu er jeg ikke længere ene om at kunen nyde de mange flotte solopgang over ringmærkningsområdet på Grenen!
Athena og Friederike kunne heller ikke stå for foto mulighederne i solopgangen.
Simon ringede imellem tiden og fortalte, at han var på vej (og så en Grønspætte flyve langs vejen ved Simon Skrivers Klit, Tuen), men at der også ville komme en journalist/kameramand fra TV2 Nord Salto og lave et indslag om Fuglestationen til deres programserie ”Hold da helt ferie! ”
Det blev derfor en dag hvor medieshowet var i fokus, men heldigvis var manden TV2 sendte den samme, som havde lavet et indslag med Simon og jeg i det tidlige forår. Han kendte derfor allerede en del til os. Athena var på omkring det at leve på en Fuglestation, mens Simon og jeg blev filmet undervejs på vores kl 13 ringmærkningstur. Vi delte den i dag mellem os, da der både var udenlandske og danske gæster med på den tur, så vi lavede en engelsk og en dansk udgave af guidningen.
Friederike var den store dokumentarist af hele dagen i forhold til vores egne indlæg på de sociale medier som Facebook og Instagram. I er meget velkomne til at kigge med på de videoopslag!
Heldigt for os, der var godt brugte sidst på dagen efter al den opmærksomhed, så var Flemming, Trine og Frederik så flinke at bidrage med en forrygende aftensmad. Lækker forret med laks og så de bedste hjemmelavede ”Skagens” fiskefrikadeller. Simon og Frederik nåede desuden et par spil shuffle ball inden vi tog aftensmødet i stuen med chokolade som dessert.
Inden da havde vi alle været samlet omkring pc skærmen for at se 10 minutters vejrudsigt på DR. Ikke noget vi plejer at bruge tid på, men nu var det jo varslet at indslaget fra morgenens ringmærkning ville blive sendt i dag. TV2 optagelsen kommer først på programmet i næste uge
Rigtig dejligt for os, at familien har følt sig hjemme blandt os og har hygget sig – noget vi faktisk selv er dygtig til!
Ringmærkning:
Kærsanger 1
Rørsanger 2
Tornsanger 6
Gærdesanger 1
Gransanger 6
Musvit 5
Blåmejse 1
Skægmejse 1
Bogfinke 1
Gulspurv 2
Gæster med på morgenringmærkning
Vejr: Vekslen fra en overskyet morgen med svag vind til en solrig dag, hvor vinden holdt sig i SØ med svag til jævn styrke. Temperatur fra 12 til 18°C. God sigt.
Jeg havde mine elever Athena og Friederike med ude i ringmærkningsområdet indtil kl 9. Der var gang i ungeproduktionen af de lokale Tornsangere, så vi fik fanget 20 fugle i løbet af morgenen.
Vores gæstefamilie på stationen – Flemming, Trine og Frederik – var med rundt et par timer og fik set vores arbejde med fuglene i hånden. Frederik var undervejs vaks og fandt den første Lille Vandsalamander jeg ser i området!
Var nødt til at lukke igen lidt efterl 9 for at nå tilbage til Fuglestationen og formidlingsopgaverne. Erik Christoffersen kom forbi og hilste på os lige som vi lukkede ned og håndtere de sidste fugle. Meget heldigt for han var mere vågen end jeg, da Friederikke håndtere en ung mejse. Jeg havde i farten dømt den til en Musvit unge, men Erik så hurtigt, at det var en ung Sortmejse – puha, der var jeg lige ved at få noteret en kæmpefejl i ringmærkningsdata!
Jeg fulgtes med Erik tilbage til Fuglestationen, hvor der stadig sker nyde ting omkring Trækfuglecenteret. En kæmpebænk er blevet sat op inde på gårdspladsen, og ude foran den fik Naturstyrelsen slået alle planter.
Efter at havde sagt farvel til Erik gik jeg i gang med dagens formidling. Både et par briefinger i løbet af formiddagen og lige over middag dagens ringmærkningstur. Den guidede tur i Fyrhaverne gav fangst af en Skovpiber, så vi har efterhånden en enkelt fugl at vise frem de fleste dage med de ture.
Athena og Friederike stod for dagens praktiske opgaver med lidt rengøring, indkøb og madlavning. Flemming, Trine og Frederik ville gerne deltage i vores fælles mad og det blev rigtig hyggeligt selskab.
Det fælles aftenmøde i stuen blev forsødet af Friederikes nybagte chokoladekage, så alle kunne gå tilfredse i seng og være klar til i morgen tidlig, hvor det igen ser godt ud vejrmæssigt for ringmærkning.
Ringmærkning:
Skovpiber 1
Solsort 1
Tornsanger 15
Gransanger 2
Sortmejse 1
Gulspurv 1
Skagens blæst og sol til vores gæster i lejligheden
Vejr: Solrigt, men igen blæsende med frisk vind fra V og NV. Temperatur fra 12 til 19C. God sigt.
I det blæsende vejr opgav vi ringmærkningen. Jeg tog et par runder ved Fyret i morgentimerne, mens vores gæst Flemming var en tur ude med teleskopet på Grenen. Friederike tog en cykeltur til Skarvsøen og nød de ynglefugle, der stadig er aktive derude. Fuglemæssigt var det bedste en Hvidvinget Korsnæb, der kom alene over Fyrhaven. Jeg nåede en tur ind til nærmeste genbrugscontainer med papir og glasaffald inden resten af huset vågnede. Søren og Athena hjalp derefter med at flytte venneforeningens store telt fra Fyrmesterboligens loft til loftet over ringmækningslaboratoriet, så nu har vi opfyldt Naturstyrelsens ønske om at få ryddet op på loftet.
Formiddagen holdt vi os til de planlagte briefinger for besøgende til Trækfuglecenteret og jeg tog mig af kl 13 turen med ringmærkning, hvor det lykkedes af fange en ung Tornsanger i Fyrhaven.
Simon havde møde med Kurt Rasmussen fra Venneforeningen og jeg nåede også en lille snak med Kurt i solen på gårdspladsen. Simon tog hjem igen midt på eftermiddagen, lidt efter at Søren var kørt hjemad for denne gang. Vores kok efterlod os altså til varmemad med rester fra køleskabet. Nemt at lave og det gav igen plads til lidt luksus havobs fra køkkenvinduet, hvor der var udsyn til en god gruppe fiskende Suler og lidt Storkjover ude ved Revet.
Vores gæstefamilie i lejligheden havde en flot dag i det solrige Skagen med besøg af nogle gamle venner, men nåede alligevel at komme ind til en lille snak med os inden vores tidlige sengetid – der er dømt ringmærkning fra solopgang i morgen med svag vind på vejrudsigten.
Ringmærkning:
Tornsanger 1
Fuldt hus på Fuglestationen
Vejr: Stadig blæsende med kuling fra vest hele dagen. Solrigt med få skyer og temperatur fra 15 til 18°C. God sigt, dog med lidt varmeflimmer over havet.
Trods blæsten, så forsøgte jeg at åbne nogle net i vores ringmærkningsområde ude ved Grenen i morgentimerne. Havde ingen forhåbninger om stor fangst med vindstyrke på 10m/s, men Simon havde en gruppe på 12 personer på en guidet tur kl. 7. Vi vil jo gerne fortælle om vores arbejde med ringmærkningen, så jeg havde gang i de 7 net, der stod mest i læ. Det blev som forventet en tam omgang med 3 fugle på 3 timer, hvoraf de 2 var gengangere fra tidligere på foråret. Heldigvis kom der en ung Musvit og kunne vises til de fremmødte, der indtil da havde klaret sig med fortællingen og lidt overflyvende fugle, samt botanik, da jeg kunne vise en ”stationær” orkide frem. De står trods alt det samme sted hver dag også i blæsevejr!
Simon fortsatte guidningen ved kysten og i Fyrhaverne, mens jeg lukkede net og lavede forberedelserne til dagens briefinger. Søren og Friederikke fik lov at sove længe, da de havde haft svært ved at sove i nat på varme værelser, hvor vi var lidt nervøse for at have vinduer åbne i blæsten. Der er allerede røget tre vinduesglas pga kastevinde omkring Fyrmesterboligen.
På en blæsende solskinsmorgen kunne Simon fortælle om den ene Musvit vi kunne fremvise til gæsterne på den guidede tur.
Ud over briefingerne som Simon tog sig af, så tilbød vi igen en kl 13 ringmærkningstur, men ingen af centerets gæster ønskede at gå med ud i kulingen, der da var oppe på 14 m/s. Det gav mig rum til at få en times eftermiddagslur, da jeg jo havde brugt nattetimer på himmelshow med lysende natskyer.
Simon fik pakket en nyindkøbt megafon ud, så vi er ved at være klar til at prøve natfangst af terner i sensommeren.
Søren og Friederikke tog sig igen af maden og forsøgte at fange nogle friske fisk langs høfterne. De kom nu kun tilbage med frisk plukket blæretang og måtte en tur ind i menneskemylderet på havnen for at få en fisk i hånden.
Det er lidt lavsæson mht fugle, så i får lige et blik på, hvor godt vi lever på Skagen Fuglestation med et køkkenteam som Søren og Friederike!
Paneret Skærsing med tilbehør af bl.a. frisk plukket blæretang og hvidløgs/karry blancherede gulerødder!
Der må blive rift om at få tjansen som frivillig på Danmarks nordligste fuglestation..
Øverst smager Søren på blæretang, mens Frederike er igang med saltproduktion med filtrering og indampning af Kattegat vand.
Simon holdt en fri eftermiddag med familien, men kom retur efter aftensmaden for at modtage Athena, der er tilbage på stationen for de næste 8 uger.
Endelig kom vores første gæster til udlejnings lejligheden. Flemming og familie skal være her de næste 4 dage.
Velkommen til dem og håber, at de både vil nyde opholdet og finde vores arbejde interessant.
Andreas tager hjem for denne gang
Vejr: Hård vind fra SV nåede op i 12m/s og drejede midt på dagen til V. Det blev ved med at blæse hele døgnet, men morgenens skyer og regnbyger forsvandt fra middag og gav en solrig eftermiddag og aften. Temperatur fra 15-19°C. Sigten vekslede fra morgenens regn og dis til helt klart eftermiddag og aften.
Vi havde timet fejringen af Andreas 300 arter efter vejrforholdene, så morgenens regn og blæst gav mulighed for at sove lidt længere. Jeg kom ud lidt over kl 5, hvor Andreas samlede nattens sværmere ind, inden han gik i seng igen og først stod op med de andre frivillige efter kl 8.
Jeg luskede imens rundt uden at finde noget specielt i felten og da vinden stod ind fra Kattegat uden læ muligheder i klitten opgav jeg længere havobs. Fik dog lige hentet Flemming fra Cafeen, da han manglede at se en Rødstrubbet Lom.
Da de andre kom op gjorde vi klar til dagens briefinger som Morten Ch. og Søren var fælles om at tage. I byger og blæst var det dog meget tyndt med gæster til Trækfuglecenteret. Opklaringen midt på dagen gav lidt flere besøgende, men ingen med på ringmærkningsturen, som jeg stod for.
Så var der til gengæld tid til at vise Andreas Egelund og familie rundt på fuglestationen. En af de faste forårsgæster i Skagen og nu på plads igen for et par uger her midt på sommeren.
Andreas BB pakkede sammen og skulle tilbage mod Århus til feltkurser på hans biologistudie.
En stor hjælp at have ham på besøg i en uge og vi håber meget, at han senere får tid og lyst til at være med igen. Han blev i hvert fald sendt hjem med maner, da Flemming og Christel var så søde ved os, at de leverede de lækreste restekager fra i går til alle fem frivillige på Fuglestationen.
Vinden var efterhånden drejet mere mod vest fra morgenens sydvestlige retning, så vi kunne åbne vinduerne i køkkenet og havobse i luksusomgivelser med kage og kaffe lige ved hånden. Sulerne boltrede sig ude i Revet og det gav da også et par Storkjover og en rastende Alk i løbet af eftermiddagen.
Simon dukkede op med kæresten Trine lige tidsnok til at sige farvel til Morten Ch., der skulle hjem til en ny arbejdsuge, mens Søren bliver lidt længere og holder et par dages ferie her med fugleobs og den store kokketjans.
Igen levede vi godt med aftensmad i høj kvalitet og afslapning med dagens spil – denne gang turnering i shuffle ball. Faktisk velfortjent fælles hygge for alle frivillige, da vi inden da havde gjort udlejnings lejligheden klar til de første gæster, der kommer i morgen.
Midt på natten vågnede jeg og Søren i det østvendte værelse og kunne se lysende natskyer ude over Grenen. Kunne ikke stå for, at hoppe i tøjet og tage kameraet med ud til at forevige det skue – ikke helt i klasse med nordlys, men stadig flot.