Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Blæst med havobs og oprydning
Vejr: Regnbyger i løbet af natten og frem til formiddagen. Hård vind fra SØ med 11m/s i morgentimerne, der aftog til jævn vind midt på dagen. Samtidigt lidt opklaring med en del sol. Temperatur fra 13-17°C. Efter morgenens regn blev sigten god.
I blæst og regn var ringmærkningen aflyst, så der var mulighed for at sove lidt længere i dag. Det blev udnyttet, da vi midt i nat var blevet vækket af unge mennesker, der hyggede sig nede på gårdspladsen. Jeg var nu oppe ved 5 tiden og prøvede lidt havobs ved Kattegat siden mellem regnbygerne. Det gav de forventede Suler, enkelte lommer, lidt Mallemukker og Storkjover langt ude samt dagens store overraskelse, da en lys Mellemkjove kom forbi lidt før kl 7. Den havde travlt med at jage en Sule inden den forsvandt ud over Kattegat mod øst.
Friederike og Flemming Kusk sluttede sig til mig i klitten med deres teleskoper, men blev det varede ikke længe inden vi opgav, da en ny periode med regnbyger kom ind over os med blæsten fra SØ.
Vi prøvede videre gennem dagen med teleskoperne oppe fra Fuglestationens vinduer og det gav lidt ekstra vadefugle træk samt en del terner i løbet af eftermiddagen.
Ellers havde vi fordelt opgaverne mellem os med briefinger og ringmærkningstur, inden Simon, Friederike og Athena fik ryddet op og organiseret magasinet på loftet over ringmærkningsrummet.
Vi prøver at udnytte de flere frivillige på stationen til at fordele opgaverne. Her er Athena på plads til en af dagens briefinger i "Birders Clubhouse"
Midt på dagen fik vi besøg fra Århus af Thomas Secher fra Naturhistorisk Museum, som både Athena og jeg kender fra vores tid dernede.
Vi havde nem aftensmad med de lækre fiskefrikadeller fra Flemming, Trine og Frederik. En dejlig familie som vi tog afsked med ved spisetid. De faldt hurtigt ind i vores dagligdag var samtidig så glæde for opholdet hos os, at de lover at vende tilbage.