Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Vadefuglemorgen
Vejr: Overskyet morgen med lidt regnbyger sidst på natten. Vinden startede frisk fra SØ, løjede af og drejede mod Ø. Fra middag steg vinden til jævn styrke samtidig med, at den drejede videre om mod NØ. Efterhånden en del sol, selvom grå skyer stadig dækkede halvdelen af himlen. Lunt og varmt med op over 20°C. God sigt.
Vejrudsigten havde varslet en del nedbør i morgentimerne, så vi sprang på ny ringmærkningen over og flere på stationen udnyttede det til at få hvilet igennem. Jeg stod først op lidt over 5 og fandt ud af, at bortset fra vinden, så var vejret rigtig godt. Satte mig ud til klitkanten og fik et par timers obs ved Kattegat inden jeg skulle forberede tavlen for dagens briefinger.
Friederike nåede at komme ud og gå en tur langs stranden til Grenen og retur, mens cafe vært Flemming fik sig en ny art, da jeg kunne vise en Storkjove til ham inden Centerets åbningstid.
Ellers var det mest vadefuglene jeg nød denne morgen. Ikke de store antal, men godt blandet med forskellige ryler. Bl.a. mine første Krumnæbbede denne sommer. Lidt Fløjlsænder blandede sig med Sortænder et stykke ude, mens Sule tallet ved Revet var nede under 100 stk.
Største overraskelse var blandt pattedyrene, da et Egern pludselig rendte rundt ved Fyret, haven og P-pladsen. Nok en strejfer fra Batteriskoven elelr Ellekrattet.
En uventet morgengæst tjekker Trækfuglecenterets skilt for åbningstiderne ... de er iøvrigt kl 10 - 19 her i sommer sæsonen.
Athena og Friederike tog sig af formiddagens briefinger, mens Simon var på indkøbstur, da der stadig mangler lidt udstyr til stationen.
Kl 13 ringmærkningsturen delte vi mellem os, da der både blev en barnetur, som Athena og jeg tog os af og en voksentur på Engelsk, som Simon klarede.
Efter den tur skrev jeg en tidlig dagbog for at holde fri et døgn og komme på tur til Thy. Hen ad aftenen tog Friederik, Athena og Simon ud på lidt aftenobs, hvor de kunne nyde tre almindelige kjove jage splitterner.
Bliver lidt underligt at være væk fra Skagen i morgen, hvor vejret ser fint ud til ringmærkning. Simon bliver instruktøren i morgen tidlig og når måske også, at skrive noget dagbog inden jeg vender tilbage torsdag.