Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: mar. (29)apr. (30)maj (26)juni (17)juli (31)aug. (26)sept. (29)okt. (30)nov. (27)dec. (2)

Medlemmer af Mad og Fugle returnere til Fuglestation for en festaften til fejring af art nr. 300 for Andreas!

lørdag 15. juli 2017
af MJH

Vejr: En sommerdag i Skagen, hvor temperaturen midt på dagen sneg sig op på 20°C. Vinden holdt sig svag til jævn fra vestlige retninger, så selvom solen jævnligt var skjult af skyer var det varmt at gå rundt i klitterne. Sigten præget af varmeflimmer.

Vi prøvede en ny strategi, hvor jeg åbnede net i Fyrhaverne fra morgenstunden, mens Andreas og Friederike tog en obs tur ud til Verdens Ende. Det lykkedes endelig for Andreas at få sin art nr. 300 i Danamrk, da 2 Hvidvingede Korsnæb kom forbi derude. Formodentlig samme fugle som jeg havde trækkende vest over Fyrhaverne, mens jeg passede netrunderne. Det var morgenens absolutte højdepunkt, da eneste fangst blev en ung Tornsanger.rsz 7151348 2

I de tidlige morgentimer høre og ser vi jævnligt de lokale Traner, der kommer ud fra Reservatet, hvor de resten af dagen går meget skjult.

Simon pakkede sine ting sammen og tog midt på dagen til sit hjem inde i byen, så han kan komme på plads og starte en ny tilværelse med at skulle ordne have og hvad der ellers følger med at bo i hus.
Andreas stod for dagens briefinger – han havde jo stort at berette med de Hvidvingede Korsnæb. Jeg tog mig af ringmærkningsturen, hvor der var én deltager. Desværre var der ingen fugle i nettet på dagens tur, men alligevel blev det til en god fortælling om ringmærkningsarbejdet til en interesseret gæst.
Lige inden Simon tog afsted, dukkede fuglestationens ven Morten Christensen op med beretningen om en Sølvhejre rastende på Hulsig Hede. Senere på eftermiddage kom Søren Knorr Søndergaard også til stationen og de levede helt op til deres ry som medlemmer af Mad &Fugle. Gruppen der gør hvad de kan for at forkæle Fuglestationen når de er her.
Morten og Søren tog sig både af indkøb og madlavningen med Sørens lækre Risotto på programmet.
Det gav Andreas tid til at bruge eftermiddagen med Rolf Christensen nede i Klitplantagen i håb om flere Hvidvingede Korsnæb, men de fandt kun én overflyvende dernede.
Friederikke gik en tur og arbejdede på sine danske artsliste, mens jeg tog en lille eftermiddagslur.
Vi fik dog også tid til at beundre de flotte natsommerfugle, der i nattens løb var lokket til af lyset fra Andreas ´s  lampe.
Aftenen blev sommerferieagtig med spisning ude i aftensol og senere fejring af den nye art for Andreas.
Både et par omgange Kongespil og smagning af Sørens’ hjemmelavede gin var på programmet og da vi lige over midnat tjekkede natsværmerlampen inden vi gik i seng, fik vi et meget pædagogisk syn inden for padderne med både en Strandtudse og en Skrubtudse ved siden af hinanden tiltrukket af lyset og de lækre natsværmere.

Ringmærkning:

Tornsanger     1

Hvidvingede Korsnæb og aften hygge

fredag 14. juli 2017
af MJH

Vejr: Jævn vind fra V. Lidt vekslende skydække med masser af sol gennem dagen. Temperatur fra 14-19°C. God sigt.

Med jævn vestenvind og resultatet af gårsdagens morgenmærkning i mente, sprang vi over i dag og sov til efter solopgang. Jeg tog en runde ude mellem kl 5 og 7 med tjek af Kattegat og Fyrhaverne, hvilket bragte en flok på 9 Hvidvingede Korsnæb i notesbogen, da de kom trækkende lavt ude fra Grenen, over Fyrhaverne og ned mod Batteriskovven kl 6:00.
Andreas og Friederike tog en cykeltur ud til Nordstrand og Skarvsøen. Måske drømte de om Sortbrynet Albatros i farvandet efter den var meldt ud for Hirtshals i går, men både Nordstrand og Skarvsøen lignede sig selv uden de helt store vingefang.
Jeg tog mig af et par formiddags og middags briefinger indtil de unge var tilbage på stationen. Simon ankom med lidt indkøb til udlejningslejligheden, mens Andreas og Friederike tog sig af ringmærkningsturen kl.13. De to deltagende gæster fik oplevelsen af en Gransanger med en gamle ring. Andreas fik kaldt mig ned og jeg kunne stolt berette om en gammel kending mærket af mig ved Ellekrattet den 15. august sidste år.
Friederikke og jeg cyklede derefter til byen for storindkøb, da jeg har inviteret Fuglestationens altid hjælpsomme venner Lars, Tina og Martin til pizza aften på Fuglestationen. De har hjulpet mig så meget hele foråret med tøjvask og samtidigt givet hånd med ved alle arbejdsweekender på Fuglestationen, så det er kun en lille kompensation, at kunne byde på middag herude.
Inden det stod på pizza bagning tog Andreas en tur rundt og ledte efter Hvidvinget Korsnæb – der er vist noget med, at den art kunne blive hans art nr. 300 i DK!
Aftenen var rigtig hyggelig – et begreb Friederikke hurtigt har lært at kende!
Vi både spiste godt, Martin fik set sin faste fredags Disney show og vi tilbragte resten af aftenen sammen med myg og knots på gårdspladsen i det stille vejr med et par omgange af Kongespillet.
Lars, Tina og Martin havde desuden en stor godtepose med til os på stationen, så vi kan fortsætte hyggen de kommende aftener!

Ringmærkning:

Gransanger      1

Dagbøgerne vender tilbage!

torsdag 13. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen før vinden tog til i løbet af dagen og endte med frisk vind fra vest og nordvest til aften. Solrigt med få skyer og temperatur fra 12-17°C. God sigt.

Ringmærkningsteamet var klar med åbne net lidt før solopgang, hvor vi havde alle net åbne. Endte med at lukke igen allerede kl 08:30, da fangst og bevægelse af fugle i området var begrænset. Kun 14 fugle havde vi gennem hænderne i dag – de fleste unger fra de lokale ynglefugle, hvor Tornsanger stod for 8 stk. Andreas og Friederike var mest glæde for den unge Topmejse, der fløj i et net. Første gang de har den charmetrold med stritnakke i hånden.

Tilbage på fuglestationen tog Simon sig af dagens briefing, mens Andreas prøvede sin første guidetur med ringmærkning kl 13. Rigtig godt med flere folk på stationen, så vi kan dele opgaverne mellem os og det giver mig nu tid til at komme lidt med omkring dagbøgerne, der desværre har været langt på hylden de sidste uger.
Ikke fordi jeg vil skjule noget for jer læsere, men jeg har simpelthen været så brugt efter forårssæsonen og den aktive formidling her i sommertiden, at jeg ikke har klaret opgaven med dagbøgerne.
Til gengæld har der været godt gang i fuglestationens indslag på de sociale medier som Facebook. Friederike brugte desuden eftermiddagen på at oprette en Instagram profil for Skagen Fuglestation.
De unge frivillige har noget mere styr på de ting end jeg har!

Simon tog sidst på eftermiddagen til sit nye hjem i Skagen og skulle prøve den første overnatning der, mens Andreas var super aktiv og fik flyttet ting fra vores og venneforeningens magasin på loftet til loftet i udhuset med laboratoriet. En opgave vi var blevet bedt om, da Naturstyrelsen vil bruge loftet i selve Fyrboligen.
Andreas klarede opgaven med bravur uden min hjælp. Jeg havde taget en fri eftermiddag med besøg af Charlotte og Marlene. Et par gamle bofæller gennem fem år i slutningen af 90´erne i Århus og de kender derfor godt min appetit og diskede op med den store grillkurv og Marlenes bedste chokoladetærte til en fin aften i Fyrhaven.
Oppe fra køkkenvinduet kunne Andreas og Friederikke følge med, mens de selv måtte nøjes med varmemad fra i går. De fik dog hver et stykke af den lækre dessert efter jeg havde taget afsked med de gamle veninder, så vi kom alle mætte til ro.

Ringmærkning:
Gærdesmutte     1
Tornsanger         8
Gærdesanger     1
Topmejse           1
Bogfinke            1
Rørspurv            2

Arbejde med sommer formidlingen og afsked med Mark for denen gang

onsdag 12. juli 2017
af MJH

Vejr: Jævn vind fra V og NV. Solrigt med enkelte skyer og god sigt. 14°C til 18°C.

Her midt sommer fanger vi så få fugle på morgenmærkningen, at vi nogle dage prioritere andre opgaver. Dette var en sådan morgen, hvor jeg stod op og kørte til Skarvsøen for at tjekke, om de ynglende Skarver virkelig havde opgivet alt efter Rævens hærgen i rederne.
Det havde de og der var kun rastende Skarver uden yngleaktivitet tilbage. Søen er nu stadig et besøg værd med bl.a. de Gråstrubede Lappedykker med unger og altid mulighed for lidt blandet ande og vadefugle samt chancen for Sølvhejre og Traner.
Mark og Simon havde haft samtale til sent på natten, så de sov længe, mens Andreas og Friederike tog en tur langs stranden ud til Grenen.
Simon gjorde sig klar midt på dagen til at tage kl 13 ringmærkningsturen, der var godt besøgt og igen havde Andreas og Friederike med som formidlingselever.
Mark tog sig af lidt praktiske ting i udlejningslejligheden, et videoredigeringskursus til Simon og Friederike og pakkede derefter sammen til han skulle afsted kl 14. Jeg tog mig af dagens briefing i Birders Clubhouse. Vi forsøgte i dag med ca. 10 minutters briefing på hele klokkeslæt – kl 11, 12 og 14, hvor vi tidligere dag har været til styede fra kl 11 til 12.
Håber det giver en lidt større kontaktflade at sprede det ud over flere korte briefinger – i dag var middagsfortællingen den bedst besøgte og bl.a. Knud P. og familie dukkede op. Vi fik en god snak efterfølgende, mens de nød en af de gode tapas platter fra Cafeen til frokost.
Når det gælder mad, så stod Andreas for lækker aftensmad til os og han og Friederike cyklede om eftermiddagen ind til alle menneskerne i Skagen midtby for indkøb til de næste par dage.

Da de kom tilbage var jeg lige startet på rengøringen af Fuglestationen – det er jo onsdag!

Rigtigt dejligt er det, at der nu er flere om opgaven. Mark havde allerede taget sig af udlejningsdelen, så Friederike, Andreas og jeg kunne dele os op med rengøringen af resten af stationen.
Vi holdt vores faste aftensmøde lige før spisning, så vi havde mulighed for at komme tidligt i seng med store planer for en ringmærkningsmorgen på Grenen før solopgang!

Ringmærkningsmorgen og formidlingsture

tirsdag 11. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen med svag vind fra syd til sydvest. I løbet af eftermiddagen kom vinden op i jævn til frisk styrke. En del skyer gennem dagen, med regnbyger sidst på eftermiddagen, men også plads til lidt sol. Temperatur mellem 14 og 18°C.

Jeg havde Andreas og Friederike med ude og åbne net i den stille morgen, hvor myggene nød vores selskab. Lidt senere dukkede Simon op, så vi kunne køre to teams med oplæring i ringmærkningen kunst. Det blev til fangst af 21 fugle inden vi lukkede ned, så der var god praktik i dag for de nye frivillige, der ankom i løbet af aftenen i går.
Mark var klar ved fuglestationen da vi kom tilbage med morgenens tal, så han på ny stod for briefing af gæsterne til Fyret og Trækfuglecenteret.

Kl 13 tog Simon sig af dagens ringmærkningstur med 9 deltagere plus Andreas og Friederike, der var med for at lære formidlingsdelen.
Selv havde jeg besøg om eftermiddagen af onkel, tante, fætter og hans familie, der var taget en sommerferietur til det nordjyske fra vores sydfynske hjemstavn.
Mark og Simon holdt møde med Blom og Funder fra Naturstyrelsen om samarbejdet og planer mellem DOF og Trækfuglecenteret, så Mark kan tage helt friske indtryk med retur til Fuglenes Hus, når han tager hjem i morgen.

Han har været så glad for besøget her og vores arbejde, at han inviterede os til spisning i byen, så aftensmaden var en let omgang for alle.
Det en lidt større opgave for Mark og Simon, da vi kom tilbage til Fuglestationen efter spisning og gik i gang med Kongespil/Kubb på gårdspladsen. De udfordrede ”Orlando Bloom”, Friederike og jeg og tabte selvfølgelig med et brag i tredje og afgørende runde.
Brugere af Facebook kan se en lille videodagbog som Mark lavede til Skagen Fuglestations Facebook-side.

Ringmærkning:
Rørsanger               1
Gulbug                   1
Tornsanger            12
Gærdesanger          2
Grå Fluesnapper      2
Lille Gråsisken        2 
Rørspurv                 1

Nyt personale på Skagen Fuglestation!

mandag 10. juli 2017
af MJH

Vejr: Svag til jævn vind fra S drejende til SV. Sol i første halvdel af dagen, derefter flere skyer, men stadig med plads til solstrejf fra tid til anden. 14-18°C. God sigt.

Tog ud og havde gang i morgenringmærkningen da vejret artede sig fantastisk med svag vind. Fik fanget 19 fugle på de timer, hvor net var åbne. En hel del af dem er unger af de lokale ynglefugle, så vi har endnu ikke så travlt med at følge efterårstrækket.
Simon kom ud kl 8 med en familie på booket tur og de fik set lidt fugle i hånden, inden de var med Simon ude på klitttopen og se lidt havfugle i teleskopet.
Mark stod igen for formidling formiddag og middag til centerets gæster og kunne undervejs observere en flok på 5 Tornirisk ved Fyrhaven.
Jeg tog mig af kl 13 turen, der var godt besøgt med 10 deltagere, hvoraf halvdelen var børn. Godt at se interessen i den aldersgruppe. Blandt deltagerne var Lars Mortensen og Martin. Lars har taget et super billede fra den tur, hvor jeg står med en Gærdesanger i nettet mens børnene ser på. Tusinde tak til Lars for at dele med Skagen Fuglestation.
Det holdt ellers hårdt med at få fanget en fugl på den tur og det var først, da vi var på vej retur fra Fyrhaverne, at den fløj i og redde dagens tur.  Inden da var det de faste Hugorme ved Cafeen, der kunne bidrage med lidt feltoplevelser for vores gæster.

Eftermiddag og aften holdt en Husrødstjert til ved gårdspladsen og p-pladsen – en art vi ikke har set herude siden maj!
Ellers var dagens helt store begivenhed, at vi til aften kunne byde velkommen til vores nye frivillige Friederike, der er biolog og kommer fra Bremen. Hun har tilbudt at være her i næsten 4 måneder og få erfaringer med fuglestationsarbejd og ringmærkningen. Det bliver rigtig godt med flere personer til at dække opgaverne og er jo slet ikke tosset, at vi snart kan tilbyde ture til tysk talende turister uden sprogproblemer.
Allersidst på aftenen tog Simon og Mark imod Andreas Boe Bennetsen, der skal være her i 8 dage. Jeg var på det tidspunkt gået i seng, så mit møde med Andreas måtte vente til tirsdag morgenens ringmærkning.

Ringmærkning:
Munk                   1
Tornsanger           7
Gærdesanger       4
Gransanger          3
Grå Fluesnapper   1
Musvit                  1
Blåmejse              1
Rørspurv               1

Simon tilbage fra ferie

søndag 9. juli 2017
af MJH

Vejr: Hård vind på 12m/s fra V prægede morgen og formiddag. Fra middag tog vinden lidt af og endte helt nede på svag vind til aften. Få skyer og meget sol med god sigt og temperatur fra 14-18°C.

I den hårde vestenvind var der ingen ide i at forsøge ringmærkning. Jeg prøvede først lidt obs ved havet, men der var slet ikke den samme gang i fuglene derude som i går aftes. Endte derfor med at tage en ”fri morgen” og køre ned til Klitplantagen og gå en morgentur i håb om, at kunne pille et par Hvidvingede Korsnæb ud blandt de mange Lille Korsnæb, der i øjeblikket turnere rundt og æder frø fra koglerne. Det lykkedes ikke, men mange Korsnæb var der da og et par Grå Fluesnappere blev det også til.
Selvom det ikke blev til nogle specielle arter, så var det egentligt rart, at gå en tur i lidt andre omgivelser end Skagen Grå Fyr og Grenen. Jeg kom tilbage til fuglestationen tids nok til at orientere Mark om dagens obs inden han stod for briefing til turisterne.
Selv gjorde jeg mig klar til dagens ringmærkningstur, hvor én person deltog og lød til at være godt tilfreds med den guidning, trods det, at vinden stadig var lige kraftig nok til at få en fugl i nettene.

Eftermiddagen gik ellers med at byde Simon velkommen tilbage fra ferien. Mark og han har selvfølgelig en del at nå igennem, mens Mark er her, men jeg skulle også lige orientere lidt om ugens forløb og de nyeste tiltag på Trækfuglecenteret.

Ingen ringmærkning i morgenregn

lørdag 8. juli 2017
af MJH

Vejr: Overskyet indtil middag med lidt regnbyger fra morgenstunden. Derefter opklaring, men samtidig tiltagende vind fra vest, der til aften var oppe i hård styrke.

Med regnbyger i morgentimerne blev ringmærkningen droppet. Jeg prøvede at køre en tur syd for byen mellem kl. 9 og 11, men fandt ikke meget i Klitplantagen. Et par Ravne blev bedste fugle dernede sammen med en del Lille Korsnæb.
Mark blev på stationen og var klar som formidler på dagens briefinger, mens jeg tog mig af ringmærkningsturen kl 13, hvor en familie på 4 deltog. Desværre uden held med fangst selvom regnen var holdt op. De var nu alligevel godt tilfredse med gennemgangen og fortællingen, så de kommer gerne igen en anden gang og ser en fugl i hånden.
Som fuglestationens telefonpasser fik jeg et opkald fra en Vendelbo, der har arvet sin fars æg samling. Han var godt klar over, at den slags i dag er ulovligt og ville høre, om Fuglestationen kunne være interesseret i, at overtage samlingen i formidlingsøjemed. Det var en af de forespørgsler, hvor jeg som frivillig ikke helt kan tage ansvaret og må vente på, at Simon kommer retur fra ferie.
Om eftermiddagen kiggede Lars Mortensen og Martin forbi. Hyggeligt besøg og en god snak, inden jeg gjorde klar til en gang rester fra køleskabet til aftensmaden, mens Mark udforskede Skagens tilbud for spisesteder. Måske var jeg kulinarisk ikke helt på højde med Skagens restauranter, men til gengæld kunne jeg havobse fra køkkenvinduet, så Mark gik glip af godt med Suler, terner og Storkjover.
Han huskede til gengæld sin nøglekode i dag og kom ind igen uden behov for ekstra cykelture

Lidt morgenringmærkning inden oprydning på loftet

fredag 7. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen med svag vind skiftende fra vest til syd. Halvskyet indtil middag, hvor let regnfront kom ind. Eftermiddagen vindstille. Temperatur 12-16°C

Ringmærkningen forløb med alle net åbne fra solopgang til kl 08:30. Ungfuglene af Tornsangere var det mest markante indslag og der var ikke meget rører i luften. Havde aftalt med Lars Mortensen, at han ville komme med en trailer, så vi kunne få ryddet alt papaffald ned fra loftet.
Vi ville helst havde det overstået før Trækfuglecenterets åbningstid kl 10, så jeg var tilbage på Fuglestationen kl 9 og hjalp Mark med at bære pap ned.
Lars kom som aftalt og endte med at køre to gange med fyldt trailer til genbrugspladsen. Kæmpe hjælp for os, at havde så gode venner af Fuglestationen!
Mark tog igen lidt formidling med briefing om dagens obs, mens jeg tog mig af ringmærkningsturen. Om eftermiddagen havde Mark gang i Skype møder, mens jeg tjekkede Kattegat, der havde en af de helt sjældne dage med havblik.
Det gav bl.a. en adult Tejst, som Flemming fra Cafeen blev kaldt ud til, da det var en ny art på hans liste.

Der kom besked fra Michael Ancher, at han havde haft lidt gang i ringmærkningen og fanget 15 fugle – de 10 var kommet i på en gang, da 2 voksne og 8 ungfugle af Lille Korsnæb fløj i et net og fik ring på.
Mark og jeg spiste tidligt, hvorefter Mark ville udforske Skagen Bryghus. Det viste sig nu, at de lukkede kl 19 – lige som Mark var kommet derind, men så cyklede han da bare videre i byen. Åbenbart så god en tur, at da han ved midnat kom retur til en låst hoveddør på Fyrmesterboligen lige måtte cykle en ekstra gang til byen for at blive klar i hovedet til at huske nøglekoden.
Jeg lå da troligt og fik min skønhedssøvn og opdagede ingenting.

Ringmærkning:
Kærsanger             1
Rørsanger              1
Gulbug                  1
Munk                    3
Tornsanger            6
Gærdesanger        3
Rødhals                1
Rørspurv               1

Ringmærkning, reklamespot og frisk fisk

torsdag 6. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen med jordtåge, siden jævn vind fra S til V. Solrigt med lidt skyer midt på dagen og igen til aften. 12-18°C

Mark var med mig ude til morgenens ringmærkning inden han gik videre omkring Verdens Ende.
Ringmærkningen var ganske god med 17 fugle fanget.
Mark tog sig igen af briefingen for Trækfuglecenteret indtil middag, mens jeg havde kl 13 ringmærkningsturen. Ingen gæster var med på den tur, men en fotograf der skal lave en reklamevideo for Trækfuglecenteret og Turisthus Nord var med. Det lykkedes at fange en Munk, der blev filmet, ringmærket og vist til en familie, der havde besøgt centeret, så fotografen fik de ønskede scener i kassen.
Eftermiddagen lavede jeg lidt indkøb og indtastninger, mens Mark var aktiv med både Skype møde og en tur ved høfterne med fiskestangen. Det gav pote med en friskfanget Hornfisk som forret til aftensmaden.

Ringmærkning:
Kærsanger          1
Rørsanger           2
Munk                  2
Tornsanger          7
Gærdesanger      5
Lille Korsnæb      1


FORRIGE     1  |  ...  |  12  |  13  |  14  |  15  |  16  |  ...  |  25     NÆSTE