Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: mar. (29)apr. (30)maj (26)juni (17)juli (31)aug. (26)sept. (29)okt. (30)nov. (27)dec. (2)

Blæst med havobs og oprydning

fredag 21. juli 2017
af MJH

Vejr: Regnbyger i løbet af natten og frem til formiddagen. Hård vind fra SØ med 11m/s i morgentimerne, der aftog til jævn vind midt på dagen. Samtidigt lidt opklaring med en del sol. Temperatur fra 13-17°C. Efter morgenens regn blev sigten god.

I blæst og regn var ringmærkningen aflyst, så der var mulighed for at sove lidt længere i dag. Det blev udnyttet, da vi midt i nat var blevet vækket af unge mennesker, der hyggede sig nede på gårdspladsen. Jeg var nu oppe ved 5 tiden og prøvede lidt havobs ved Kattegat siden mellem regnbygerne. Det gav de forventede Suler, enkelte lommer, lidt Mallemukker og Storkjover langt ude samt dagens store overraskelse, da en lys Mellemkjove kom forbi lidt før kl 7. Den havde travlt med at jage en Sule inden den forsvandt ud over Kattegat mod øst.
Friederike og Flemming Kusk sluttede sig til mig i klitten med deres teleskoper, men blev det varede ikke længe inden vi opgav, da en ny periode med regnbyger kom ind over os med blæsten fra SØ.
Vi prøvede videre gennem dagen med teleskoperne oppe fra Fuglestationens vinduer og det gav lidt ekstra vadefugle træk samt en del terner i løbet af eftermiddagen.
Ellers havde vi fordelt opgaverne mellem os med briefinger og ringmærkningstur, inden Simon, Friederike og Athena fik ryddet op og organiseret magasinet på loftet over ringmærkningsrummet.rsz img 1614

Vi prøver at udnytte de flere frivillige på stationen til at fordele opgaverne. Her er Athena på plads til en af dagens briefinger i "Birders Clubhouse"

Midt på dagen fik vi besøg fra Århus af Thomas Secher fra Naturhistorisk Museum, som både Athena og jeg kender fra vores tid dernede.
Vi havde nem aftensmad med de lækre fiskefrikadeller fra Flemming, Trine og Frederik. En dejlig familie som vi tog afsked med ved spisetid. De faldt hurtigt ind i vores dagligdag var samtidig så glæde for opholdet hos os, at de lover at vende tilbage.

TV dag!

torsdag 20. juli 2017
af MJH

Vejr: Vindstille og skyfri morgen med jordtåge i de lavtliggende områder. Siden svag vind fra SØ med sol fra en blå himmel. Til aften kom der flere skyer ind og vind tiltog langsomt, men holdt sig i SØ. God sigt bortset fra morgenens områder med jordtåge.

Athena, Friederike og jeg udnyttede en fantastisk flot morgenstund til at åbne alle net og få den hidtil bedste juli morgen med ringmærkning af i alt 26 fugle. Undervejs fik vi et aftalt besøg af Asger fra DR Nordjylland, der ville lave et indslag til ”Vores Vejr”. Han dukkede op lidt over 5 og det gik fint med optagelser i løbet af den næste halvanden time. Vi lukkede igen ned for ringmærkningen kl 9, så jeg kunne nå tilbage til stationen og tage mig af dagens briefinger.rsz img 1531

Nu er jeg ikke længere ene om at kunen nyde de mange flotte solopgang over ringmærkningsområdet på Grenen!
Athena og Friederike kunne heller ikke stå for foto mulighederne i solopgangen.

Simon ringede imellem tiden og fortalte, at han var på vej (og så en Grønspætte flyve langs vejen ved Simon Skrivers Klit, Tuen), men at der også ville komme en journalist/kameramand fra TV2 Nord Salto og lave et indslag om Fuglestationen til deres programserie ”Hold da helt ferie! ”
Det blev derfor en dag hvor medieshowet var i fokus, men heldigvis var manden TV2 sendte den samme, som havde lavet et indslag med Simon og jeg i det tidlige forår. Han kendte derfor allerede en del til os. Athena var på omkring det at leve på en Fuglestation, mens Simon og jeg blev filmet undervejs på vores kl 13 ringmærkningstur.  Vi delte den i dag mellem os, da der både var udenlandske og danske gæster med på den tur, så vi lavede en engelsk og en dansk udgave af guidningen.
Friederike var den store dokumentarist af hele dagen i forhold til vores egne indlæg på de sociale medier som Facebook og Instagram. I er meget velkomne til at kigge med på de videoopslag!
Heldigt for os, der var godt brugte sidst på dagen efter al den opmærksomhed, så var Flemming, Trine og Frederik så flinke at bidrage med en forrygende aftensmad. Lækker forret med laks og så de bedste hjemmelavede ”Skagens” fiskefrikadeller. Simon og Frederik nåede desuden et par spil shuffle ball inden vi tog aftensmødet i stuen med chokolade som dessert.

Inden da havde vi alle været samlet omkring pc skærmen for at se 10 minutters vejrudsigt på DR. Ikke noget vi plejer at bruge tid på, men nu var det jo varslet at indslaget fra morgenens ringmærkning ville blive sendt i dag. TV2 optagelsen kommer først på programmet i næste uge
Rigtig dejligt for os, at familien har følt sig hjemme blandt os og har hygget sig – noget vi faktisk selv er dygtig til!

Ringmærkning:
Kærsanger         1
Rørsanger           2
Tornsanger          6
Gærdesanger      1
Gransanger         6
Musvit                 5
Blåmejse            1
Skægmejse        1
Bogfinke             1
Gulspurv             2

Gæster med på morgenringmærkning

onsdag 19. juli 2017
af MJH

Vejr: Vekslen fra en overskyet morgen med svag vind til en solrig dag, hvor vinden holdt sig i SØ med svag til jævn styrke. Temperatur fra 12 til 18°C. God sigt.

Jeg havde mine elever Athena og Friederike med ude i ringmærkningsområdet indtil kl 9. Der var gang i ungeproduktionen af de lokale Tornsangere, så vi fik fanget 20 fugle i løbet af morgenen.
Vores gæstefamilie på stationen – Flemming, Trine og Frederik – var med rundt et par timer og fik set vores arbejde med fuglene i hånden. Frederik var undervejs vaks og fandt den første Lille Vandsalamander jeg ser i området!
Var nødt til at lukke igen lidt efterl 9 for at nå tilbage til Fuglestationen og formidlingsopgaverne. Erik Christoffersen kom forbi og hilste på os lige som vi lukkede ned og håndtere de sidste fugle. Meget heldigt for han var mere vågen end jeg, da Friederikke håndtere en ung mejse. Jeg havde i farten dømt den til en Musvit unge, men Erik så hurtigt, at det var en ung Sortmejse – puha, der var jeg lige ved at få noteret en kæmpefejl i ringmærkningsdata!
Jeg fulgtes med Erik tilbage til Fuglestationen, hvor der stadig sker nyde ting omkring Trækfuglecenteret. En kæmpebænk er blevet sat op inde på gårdspladsen, og ude foran den fik Naturstyrelsen slået alle planter.
Efter at havde sagt farvel til Erik gik jeg i gang med dagens formidling. Både et par briefinger i løbet af formiddagen og lige over middag dagens ringmærkningstur. Den guidede tur i Fyrhaverne gav fangst af en Skovpiber, så vi har efterhånden en enkelt fugl at vise frem de fleste dage med de ture.
Athena og Friederike stod for dagens praktiske opgaver med lidt rengøring, indkøb og madlavning. Flemming, Trine og Frederik ville gerne deltage i vores fælles mad og det blev rigtig hyggeligt selskab.
Det fælles aftenmøde i stuen blev forsødet af Friederikes nybagte chokoladekage, så alle kunne gå tilfredse i seng og være klar til i morgen tidlig, hvor det igen ser godt ud vejrmæssigt for ringmærkning.

Ringmærkning:
Skovpiber      1
Solsort          1
Tornsanger   15
Gransanger    2
Sortmejse      1
Gulspurv        1

Skagens blæst og sol til vores gæster i lejligheden

tirsdag 18. juli 2017
af MJH

Vejr: Solrigt, men igen blæsende med frisk vind fra V og NV. Temperatur fra 12 til 19C. God sigt.

I det blæsende vejr opgav vi ringmærkningen. Jeg tog et par runder ved Fyret i morgentimerne, mens vores gæst Flemming var en tur ude med teleskopet på Grenen. Friederike tog en cykeltur til Skarvsøen og nød de ynglefugle, der stadig er aktive derude. Fuglemæssigt var det bedste en Hvidvinget Korsnæb, der kom alene over Fyrhaven. Jeg nåede en tur ind til nærmeste genbrugscontainer med papir og glasaffald inden resten af huset vågnede. Søren og Athena hjalp derefter med at flytte venneforeningens store telt fra Fyrmesterboligens loft til loftet over ringmækningslaboratoriet, så nu har vi opfyldt Naturstyrelsens ønske om at få ryddet op på loftet.
Formiddagen holdt vi os til de planlagte briefinger for besøgende til Trækfuglecenteret og jeg tog mig af kl 13 turen med ringmærkning, hvor det lykkedes af fange en ung Tornsanger i Fyrhaven.
Simon havde møde med Kurt Rasmussen fra Venneforeningen og jeg nåede også en lille snak med Kurt i solen på gårdspladsen. Simon tog hjem igen midt på eftermiddagen, lidt efter at Søren var kørt hjemad for denne gang. Vores kok efterlod os altså til varmemad med rester fra køleskabet. Nemt at lave og det gav igen plads til lidt luksus havobs fra køkkenvinduet, hvor der var udsyn til en god gruppe fiskende Suler og lidt Storkjover ude ved Revet.

Vores gæstefamilie i lejligheden havde en flot dag i det solrige Skagen med besøg af nogle gamle venner, men nåede alligevel at komme ind til en lille snak med os inden vores tidlige sengetid – der er dømt ringmærkning fra solopgang i morgen med svag vind på vejrudsigten.

Ringmærkning:
Tornsanger      1

Fuldt hus på Fuglestationen

mandag 17. juli 2017
af MJH

Vejr: Stadig blæsende med kuling fra vest hele dagen. Solrigt med få skyer og temperatur fra 15 til 18°C. God sigt, dog med lidt varmeflimmer over havet.

Trods blæsten, så forsøgte jeg at åbne nogle net i vores ringmærkningsområde ude ved Grenen i morgentimerne. Havde ingen forhåbninger om stor fangst med vindstyrke på 10m/s, men Simon havde en gruppe på 12 personer på en guidet tur kl. 7. Vi vil jo gerne fortælle om vores arbejde med ringmærkningen, så jeg havde gang i de 7 net, der stod mest i læ. Det blev som forventet en tam omgang med 3 fugle på 3 timer, hvoraf de 2 var gengangere fra tidligere på foråret. Heldigvis kom der en ung Musvit og kunne vises til de fremmødte, der indtil da havde klaret sig med fortællingen og lidt overflyvende fugle, samt botanik, da jeg kunne vise en ”stationær” orkide frem. De står trods alt det samme sted hver dag også i blæsevejr!
Simon fortsatte guidningen ved kysten og i Fyrhaverne, mens jeg lukkede net og lavede forberedelserne til dagens briefinger. Søren og Friederikke fik lov at sove længe, da de havde haft svært ved at sove i nat på varme værelser, hvor vi var lidt nervøse for at have vinduer åbne i blæsten. Der er allerede røget tre vinduesglas pga kastevinde omkring Fyrmesterboligen.rsz img 1467

På en blæsende solskinsmorgen kunne Simon fortælle om den ene Musvit vi kunne fremvise til gæsterne på den guidede tur.

Ud over briefingerne som Simon tog sig af, så tilbød vi igen en kl 13 ringmærkningstur, men ingen af centerets gæster ønskede at gå med ud i kulingen, der da var oppe på 14 m/s. Det gav mig rum til at få en times eftermiddagslur, da jeg jo havde brugt nattetimer på himmelshow med lysende natskyer.
Simon fik pakket en nyindkøbt megafon ud, så vi er ved at være klar til at prøve natfangst af terner i sensommeren.
Søren og Friederikke tog sig igen af maden og forsøgte at fange nogle friske fisk langs høfterne. De kom nu kun tilbage med frisk plukket blæretang og måtte en tur ind i menneskemylderet på havnen for at få en fisk i hånden.rsz 1img 1482

rsz img 1493

Det er lidt lavsæson mht fugle, så i får lige et blik på, hvor godt vi lever på Skagen Fuglestation med et køkkenteam som Søren og Friederike!
Paneret Skærsing med tilbehør af bl.a. frisk plukket blæretang og hvidløgs/karry blancherede gulerødder!
Der må blive rift om at få tjansen som frivillig på Danmarks nordligste fuglestation..
Øverst smager Søren på blæretang, mens Frederike er igang med saltproduktion med filtrering og indampning af Kattegat vand.

Simon holdt en fri eftermiddag med familien, men kom retur efter aftensmaden for at modtage Athena, der er tilbage på stationen for de næste 8 uger.
Endelig kom vores første gæster til udlejnings lejligheden. Flemming og familie skal være her de næste 4 dage.
Velkommen til dem og håber, at de både vil nyde opholdet og finde vores arbejde interessant. 

 

 

Andreas tager hjem for denne gang

søndag 16. juli 2017
af MJH

Vejr: Hård vind fra SV nåede op i 12m/s og drejede midt på dagen til V. Det blev ved med at blæse hele døgnet, men morgenens skyer og regnbyger forsvandt fra middag og gav en solrig eftermiddag og aften. Temperatur fra 15-19°C. Sigten vekslede fra morgenens regn og dis til helt klart eftermiddag og aften.

Vi havde timet fejringen af Andreas 300 arter efter vejrforholdene, så morgenens regn og blæst gav mulighed for at sove lidt længere. Jeg kom ud lidt over kl 5, hvor Andreas samlede nattens sværmere ind, inden han gik i seng igen og først stod op med de andre frivillige efter kl 8.
Jeg luskede imens rundt uden at finde noget specielt i felten og da vinden stod ind fra Kattegat uden læ muligheder i klitten opgav jeg længere havobs. Fik dog lige hentet Flemming fra Cafeen, da han manglede at se en Rødstrubbet Lom.
Da de andre kom op gjorde vi klar til dagens briefinger som Morten Ch. og Søren var fælles om at tage. I byger og blæst var det dog meget tyndt med gæster til Trækfuglecenteret. Opklaringen midt på dagen gav lidt flere besøgende, men ingen med på ringmærkningsturen, som jeg stod for.
Så var der til gengæld tid til at vise Andreas Egelund og familie rundt på fuglestationen. En af de faste forårsgæster i Skagen og nu på plads igen for et par uger her midt på sommeren.

Andreas BB pakkede sammen og skulle tilbage mod Århus til feltkurser på hans biologistudie. 
En stor hjælp at have ham på besøg i en uge og vi håber meget, at han senere får tid og lyst til at være med igen. Han blev i hvert fald sendt hjem med maner, da Flemming og Christel var så søde ved os, at de leverede de lækreste restekager fra i går til alle fem frivillige på Fuglestationen.

Vinden var efterhånden drejet mere mod vest fra morgenens sydvestlige retning, så vi kunne åbne vinduerne i køkkenet og havobse i luksusomgivelser med kage og kaffe lige ved hånden. Sulerne boltrede sig ude i Revet og det gav da også et par Storkjover og en rastende Alk i løbet af eftermiddagen.
Simon dukkede op med kæresten Trine lige tidsnok til at sige farvel til Morten Ch., der skulle hjem til en ny arbejdsuge, mens Søren bliver lidt længere og holder et par dages ferie her med fugleobs og den store kokketjans.
Igen levede vi godt med aftensmad i høj kvalitet og afslapning med dagens spil – denne gang turnering i shuffle ball. Faktisk velfortjent fælles hygge for alle frivillige, da vi inden da havde gjort udlejnings lejligheden klar til de første gæster, der kommer i morgen.

Midt på natten vågnede jeg og Søren i det østvendte værelse og kunne se lysende natskyer ude over Grenen. Kunne ikke stå for, at hoppe i tøjet og tage kameraet med ud til at forevige det skue – ikke helt i klasse med nordlys, men stadig flot.rsz dsc 0073

Medlemmer af Mad og Fugle returnere til Fuglestation for en festaften til fejring af art nr. 300 for Andreas!

lørdag 15. juli 2017
af MJH

Vejr: En sommerdag i Skagen, hvor temperaturen midt på dagen sneg sig op på 20°C. Vinden holdt sig svag til jævn fra vestlige retninger, så selvom solen jævnligt var skjult af skyer var det varmt at gå rundt i klitterne. Sigten præget af varmeflimmer.

Vi prøvede en ny strategi, hvor jeg åbnede net i Fyrhaverne fra morgenstunden, mens Andreas og Friederike tog en obs tur ud til Verdens Ende. Det lykkedes endelig for Andreas at få sin art nr. 300 i Danamrk, da 2 Hvidvingede Korsnæb kom forbi derude. Formodentlig samme fugle som jeg havde trækkende vest over Fyrhaverne, mens jeg passede netrunderne. Det var morgenens absolutte højdepunkt, da eneste fangst blev en ung Tornsanger.rsz 7151348 2

I de tidlige morgentimer høre og ser vi jævnligt de lokale Traner, der kommer ud fra Reservatet, hvor de resten af dagen går meget skjult.

Simon pakkede sine ting sammen og tog midt på dagen til sit hjem inde i byen, så han kan komme på plads og starte en ny tilværelse med at skulle ordne have og hvad der ellers følger med at bo i hus.
Andreas stod for dagens briefinger – han havde jo stort at berette med de Hvidvingede Korsnæb. Jeg tog mig af ringmærkningsturen, hvor der var én deltager. Desværre var der ingen fugle i nettet på dagens tur, men alligevel blev det til en god fortælling om ringmærkningsarbejdet til en interesseret gæst.
Lige inden Simon tog afsted, dukkede fuglestationens ven Morten Christensen op med beretningen om en Sølvhejre rastende på Hulsig Hede. Senere på eftermiddage kom Søren Knorr Søndergaard også til stationen og de levede helt op til deres ry som medlemmer af Mad &Fugle. Gruppen der gør hvad de kan for at forkæle Fuglestationen når de er her.
Morten og Søren tog sig både af indkøb og madlavningen med Sørens lækre Risotto på programmet.
Det gav Andreas tid til at bruge eftermiddagen med Rolf Christensen nede i Klitplantagen i håb om flere Hvidvingede Korsnæb, men de fandt kun én overflyvende dernede.
Friederikke gik en tur og arbejdede på sine danske artsliste, mens jeg tog en lille eftermiddagslur.
Vi fik dog også tid til at beundre de flotte natsommerfugle, der i nattens løb var lokket til af lyset fra Andreas ´s  lampe.
Aftenen blev sommerferieagtig med spisning ude i aftensol og senere fejring af den nye art for Andreas.
Både et par omgange Kongespil og smagning af Sørens’ hjemmelavede gin var på programmet og da vi lige over midnat tjekkede natsværmerlampen inden vi gik i seng, fik vi et meget pædagogisk syn inden for padderne med både en Strandtudse og en Skrubtudse ved siden af hinanden tiltrukket af lyset og de lækre natsværmere.

Ringmærkning:

Tornsanger     1

Hvidvingede Korsnæb og aften hygge

fredag 14. juli 2017
af MJH

Vejr: Jævn vind fra V. Lidt vekslende skydække med masser af sol gennem dagen. Temperatur fra 14-19°C. God sigt.

Med jævn vestenvind og resultatet af gårsdagens morgenmærkning i mente, sprang vi over i dag og sov til efter solopgang. Jeg tog en runde ude mellem kl 5 og 7 med tjek af Kattegat og Fyrhaverne, hvilket bragte en flok på 9 Hvidvingede Korsnæb i notesbogen, da de kom trækkende lavt ude fra Grenen, over Fyrhaverne og ned mod Batteriskovven kl 6:00.
Andreas og Friederike tog en cykeltur ud til Nordstrand og Skarvsøen. Måske drømte de om Sortbrynet Albatros i farvandet efter den var meldt ud for Hirtshals i går, men både Nordstrand og Skarvsøen lignede sig selv uden de helt store vingefang.
Jeg tog mig af et par formiddags og middags briefinger indtil de unge var tilbage på stationen. Simon ankom med lidt indkøb til udlejningslejligheden, mens Andreas og Friederike tog sig af ringmærkningsturen kl.13. De to deltagende gæster fik oplevelsen af en Gransanger med en gamle ring. Andreas fik kaldt mig ned og jeg kunne stolt berette om en gammel kending mærket af mig ved Ellekrattet den 15. august sidste år.
Friederikke og jeg cyklede derefter til byen for storindkøb, da jeg har inviteret Fuglestationens altid hjælpsomme venner Lars, Tina og Martin til pizza aften på Fuglestationen. De har hjulpet mig så meget hele foråret med tøjvask og samtidigt givet hånd med ved alle arbejdsweekender på Fuglestationen, så det er kun en lille kompensation, at kunne byde på middag herude.
Inden det stod på pizza bagning tog Andreas en tur rundt og ledte efter Hvidvinget Korsnæb – der er vist noget med, at den art kunne blive hans art nr. 300 i DK!
Aftenen var rigtig hyggelig – et begreb Friederikke hurtigt har lært at kende!
Vi både spiste godt, Martin fik set sin faste fredags Disney show og vi tilbragte resten af aftenen sammen med myg og knots på gårdspladsen i det stille vejr med et par omgange af Kongespillet.
Lars, Tina og Martin havde desuden en stor godtepose med til os på stationen, så vi kan fortsætte hyggen de kommende aftener!

Ringmærkning:

Gransanger      1

Dagbøgerne vender tilbage!

torsdag 13. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen før vinden tog til i løbet af dagen og endte med frisk vind fra vest og nordvest til aften. Solrigt med få skyer og temperatur fra 12-17°C. God sigt.

Ringmærkningsteamet var klar med åbne net lidt før solopgang, hvor vi havde alle net åbne. Endte med at lukke igen allerede kl 08:30, da fangst og bevægelse af fugle i området var begrænset. Kun 14 fugle havde vi gennem hænderne i dag – de fleste unger fra de lokale ynglefugle, hvor Tornsanger stod for 8 stk. Andreas og Friederike var mest glæde for den unge Topmejse, der fløj i et net. Første gang de har den charmetrold med stritnakke i hånden.

Tilbage på fuglestationen tog Simon sig af dagens briefing, mens Andreas prøvede sin første guidetur med ringmærkning kl 13. Rigtig godt med flere folk på stationen, så vi kan dele opgaverne mellem os og det giver mig nu tid til at komme lidt med omkring dagbøgerne, der desværre har været langt på hylden de sidste uger.
Ikke fordi jeg vil skjule noget for jer læsere, men jeg har simpelthen været så brugt efter forårssæsonen og den aktive formidling her i sommertiden, at jeg ikke har klaret opgaven med dagbøgerne.
Til gengæld har der været godt gang i fuglestationens indslag på de sociale medier som Facebook. Friederike brugte desuden eftermiddagen på at oprette en Instagram profil for Skagen Fuglestation.
De unge frivillige har noget mere styr på de ting end jeg har!

Simon tog sidst på eftermiddagen til sit nye hjem i Skagen og skulle prøve den første overnatning der, mens Andreas var super aktiv og fik flyttet ting fra vores og venneforeningens magasin på loftet til loftet i udhuset med laboratoriet. En opgave vi var blevet bedt om, da Naturstyrelsen vil bruge loftet i selve Fyrboligen.
Andreas klarede opgaven med bravur uden min hjælp. Jeg havde taget en fri eftermiddag med besøg af Charlotte og Marlene. Et par gamle bofæller gennem fem år i slutningen af 90´erne i Århus og de kender derfor godt min appetit og diskede op med den store grillkurv og Marlenes bedste chokoladetærte til en fin aften i Fyrhaven.
Oppe fra køkkenvinduet kunne Andreas og Friederikke følge med, mens de selv måtte nøjes med varmemad fra i går. De fik dog hver et stykke af den lækre dessert efter jeg havde taget afsked med de gamle veninder, så vi kom alle mætte til ro.

Ringmærkning:
Gærdesmutte     1
Tornsanger         8
Gærdesanger     1
Topmejse           1
Bogfinke            1
Rørspurv            2

Arbejde med sommer formidlingen og afsked med Mark for denen gang

onsdag 12. juli 2017
af MJH

Vejr: Jævn vind fra V og NV. Solrigt med enkelte skyer og god sigt. 14°C til 18°C.

Her midt sommer fanger vi så få fugle på morgenmærkningen, at vi nogle dage prioritere andre opgaver. Dette var en sådan morgen, hvor jeg stod op og kørte til Skarvsøen for at tjekke, om de ynglende Skarver virkelig havde opgivet alt efter Rævens hærgen i rederne.
Det havde de og der var kun rastende Skarver uden yngleaktivitet tilbage. Søen er nu stadig et besøg værd med bl.a. de Gråstrubede Lappedykker med unger og altid mulighed for lidt blandet ande og vadefugle samt chancen for Sølvhejre og Traner.
Mark og Simon havde haft samtale til sent på natten, så de sov længe, mens Andreas og Friederike tog en tur langs stranden ud til Grenen.
Simon gjorde sig klar midt på dagen til at tage kl 13 ringmærkningsturen, der var godt besøgt og igen havde Andreas og Friederike med som formidlingselever.
Mark tog sig af lidt praktiske ting i udlejningslejligheden, et videoredigeringskursus til Simon og Friederike og pakkede derefter sammen til han skulle afsted kl 14. Jeg tog mig af dagens briefing i Birders Clubhouse. Vi forsøgte i dag med ca. 10 minutters briefing på hele klokkeslæt – kl 11, 12 og 14, hvor vi tidligere dag har været til styede fra kl 11 til 12.
Håber det giver en lidt større kontaktflade at sprede det ud over flere korte briefinger – i dag var middagsfortællingen den bedst besøgte og bl.a. Knud P. og familie dukkede op. Vi fik en god snak efterfølgende, mens de nød en af de gode tapas platter fra Cafeen til frokost.
Når det gælder mad, så stod Andreas for lækker aftensmad til os og han og Friederike cyklede om eftermiddagen ind til alle menneskerne i Skagen midtby for indkøb til de næste par dage.

Da de kom tilbage var jeg lige startet på rengøringen af Fuglestationen – det er jo onsdag!

Rigtigt dejligt er det, at der nu er flere om opgaven. Mark havde allerede taget sig af udlejningsdelen, så Friederike, Andreas og jeg kunne dele os op med rengøringen af resten af stationen.
Vi holdt vores faste aftensmøde lige før spisning, så vi havde mulighed for at komme tidligt i seng med store planer for en ringmærkningsmorgen på Grenen før solopgang!


FORRIGE     1  |   2   |  3  |  4     NÆSTE