Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: mar. (29)apr. (30)maj (26)juni (17)juli (31)aug. (26)sept. (29)okt. (30)nov. (27)dec. (2)

Ringmærkningsmorgen og formidlingsture

tirsdag 11. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen med svag vind fra syd til sydvest. I løbet af eftermiddagen kom vinden op i jævn til frisk styrke. En del skyer gennem dagen, med regnbyger sidst på eftermiddagen, men også plads til lidt sol. Temperatur mellem 14 og 18°C.

Jeg havde Andreas og Friederike med ude og åbne net i den stille morgen, hvor myggene nød vores selskab. Lidt senere dukkede Simon op, så vi kunne køre to teams med oplæring i ringmærkningen kunst. Det blev til fangst af 21 fugle inden vi lukkede ned, så der var god praktik i dag for de nye frivillige, der ankom i løbet af aftenen i går.
Mark var klar ved fuglestationen da vi kom tilbage med morgenens tal, så han på ny stod for briefing af gæsterne til Fyret og Trækfuglecenteret.

Kl 13 tog Simon sig af dagens ringmærkningstur med 9 deltagere plus Andreas og Friederike, der var med for at lære formidlingsdelen.
Selv havde jeg besøg om eftermiddagen af onkel, tante, fætter og hans familie, der var taget en sommerferietur til det nordjyske fra vores sydfynske hjemstavn.
Mark og Simon holdt møde med Blom og Funder fra Naturstyrelsen om samarbejdet og planer mellem DOF og Trækfuglecenteret, så Mark kan tage helt friske indtryk med retur til Fuglenes Hus, når han tager hjem i morgen.

Han har været så glad for besøget her og vores arbejde, at han inviterede os til spisning i byen, så aftensmaden var en let omgang for alle.
Det en lidt større opgave for Mark og Simon, da vi kom tilbage til Fuglestationen efter spisning og gik i gang med Kongespil/Kubb på gårdspladsen. De udfordrede ”Orlando Bloom”, Friederike og jeg og tabte selvfølgelig med et brag i tredje og afgørende runde.
Brugere af Facebook kan se en lille videodagbog som Mark lavede til Skagen Fuglestations Facebook-side.

Ringmærkning:
Rørsanger               1
Gulbug                   1
Tornsanger            12
Gærdesanger          2
Grå Fluesnapper      2
Lille Gråsisken        2 
Rørspurv                 1

Nyt personale på Skagen Fuglestation!

mandag 10. juli 2017
af MJH

Vejr: Svag til jævn vind fra S drejende til SV. Sol i første halvdel af dagen, derefter flere skyer, men stadig med plads til solstrejf fra tid til anden. 14-18°C. God sigt.

Tog ud og havde gang i morgenringmærkningen da vejret artede sig fantastisk med svag vind. Fik fanget 19 fugle på de timer, hvor net var åbne. En hel del af dem er unger af de lokale ynglefugle, så vi har endnu ikke så travlt med at følge efterårstrækket.
Simon kom ud kl 8 med en familie på booket tur og de fik set lidt fugle i hånden, inden de var med Simon ude på klitttopen og se lidt havfugle i teleskopet.
Mark stod igen for formidling formiddag og middag til centerets gæster og kunne undervejs observere en flok på 5 Tornirisk ved Fyrhaven.
Jeg tog mig af kl 13 turen, der var godt besøgt med 10 deltagere, hvoraf halvdelen var børn. Godt at se interessen i den aldersgruppe. Blandt deltagerne var Lars Mortensen og Martin. Lars har taget et super billede fra den tur, hvor jeg står med en Gærdesanger i nettet mens børnene ser på. Tusinde tak til Lars for at dele med Skagen Fuglestation.
Det holdt ellers hårdt med at få fanget en fugl på den tur og det var først, da vi var på vej retur fra Fyrhaverne, at den fløj i og redde dagens tur.  Inden da var det de faste Hugorme ved Cafeen, der kunne bidrage med lidt feltoplevelser for vores gæster.

Eftermiddag og aften holdt en Husrødstjert til ved gårdspladsen og p-pladsen – en art vi ikke har set herude siden maj!
Ellers var dagens helt store begivenhed, at vi til aften kunne byde velkommen til vores nye frivillige Friederike, der er biolog og kommer fra Bremen. Hun har tilbudt at være her i næsten 4 måneder og få erfaringer med fuglestationsarbejd og ringmærkningen. Det bliver rigtig godt med flere personer til at dække opgaverne og er jo slet ikke tosset, at vi snart kan tilbyde ture til tysk talende turister uden sprogproblemer.
Allersidst på aftenen tog Simon og Mark imod Andreas Boe Bennetsen, der skal være her i 8 dage. Jeg var på det tidspunkt gået i seng, så mit møde med Andreas måtte vente til tirsdag morgenens ringmærkning.

Ringmærkning:
Munk                   1
Tornsanger           7
Gærdesanger       4
Gransanger          3
Grå Fluesnapper   1
Musvit                  1
Blåmejse              1
Rørspurv               1

Simon tilbage fra ferie

søndag 9. juli 2017
af MJH

Vejr: Hård vind på 12m/s fra V prægede morgen og formiddag. Fra middag tog vinden lidt af og endte helt nede på svag vind til aften. Få skyer og meget sol med god sigt og temperatur fra 14-18°C.

I den hårde vestenvind var der ingen ide i at forsøge ringmærkning. Jeg prøvede først lidt obs ved havet, men der var slet ikke den samme gang i fuglene derude som i går aftes. Endte derfor med at tage en ”fri morgen” og køre ned til Klitplantagen og gå en morgentur i håb om, at kunne pille et par Hvidvingede Korsnæb ud blandt de mange Lille Korsnæb, der i øjeblikket turnere rundt og æder frø fra koglerne. Det lykkedes ikke, men mange Korsnæb var der da og et par Grå Fluesnappere blev det også til.
Selvom det ikke blev til nogle specielle arter, så var det egentligt rart, at gå en tur i lidt andre omgivelser end Skagen Grå Fyr og Grenen. Jeg kom tilbage til fuglestationen tids nok til at orientere Mark om dagens obs inden han stod for briefing til turisterne.
Selv gjorde jeg mig klar til dagens ringmærkningstur, hvor én person deltog og lød til at være godt tilfreds med den guidning, trods det, at vinden stadig var lige kraftig nok til at få en fugl i nettene.

Eftermiddagen gik ellers med at byde Simon velkommen tilbage fra ferien. Mark og han har selvfølgelig en del at nå igennem, mens Mark er her, men jeg skulle også lige orientere lidt om ugens forløb og de nyeste tiltag på Trækfuglecenteret.

Ingen ringmærkning i morgenregn

lørdag 8. juli 2017
af MJH

Vejr: Overskyet indtil middag med lidt regnbyger fra morgenstunden. Derefter opklaring, men samtidig tiltagende vind fra vest, der til aften var oppe i hård styrke.

Med regnbyger i morgentimerne blev ringmærkningen droppet. Jeg prøvede at køre en tur syd for byen mellem kl. 9 og 11, men fandt ikke meget i Klitplantagen. Et par Ravne blev bedste fugle dernede sammen med en del Lille Korsnæb.
Mark blev på stationen og var klar som formidler på dagens briefinger, mens jeg tog mig af ringmærkningsturen kl 13, hvor en familie på 4 deltog. Desværre uden held med fangst selvom regnen var holdt op. De var nu alligevel godt tilfredse med gennemgangen og fortællingen, så de kommer gerne igen en anden gang og ser en fugl i hånden.
Som fuglestationens telefonpasser fik jeg et opkald fra en Vendelbo, der har arvet sin fars æg samling. Han var godt klar over, at den slags i dag er ulovligt og ville høre, om Fuglestationen kunne være interesseret i, at overtage samlingen i formidlingsøjemed. Det var en af de forespørgsler, hvor jeg som frivillig ikke helt kan tage ansvaret og må vente på, at Simon kommer retur fra ferie.
Om eftermiddagen kiggede Lars Mortensen og Martin forbi. Hyggeligt besøg og en god snak, inden jeg gjorde klar til en gang rester fra køleskabet til aftensmaden, mens Mark udforskede Skagens tilbud for spisesteder. Måske var jeg kulinarisk ikke helt på højde med Skagens restauranter, men til gengæld kunne jeg havobse fra køkkenvinduet, så Mark gik glip af godt med Suler, terner og Storkjover.
Han huskede til gengæld sin nøglekode i dag og kom ind igen uden behov for ekstra cykelture

Lidt morgenringmærkning inden oprydning på loftet

fredag 7. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen med svag vind skiftende fra vest til syd. Halvskyet indtil middag, hvor let regnfront kom ind. Eftermiddagen vindstille. Temperatur 12-16°C

Ringmærkningen forløb med alle net åbne fra solopgang til kl 08:30. Ungfuglene af Tornsangere var det mest markante indslag og der var ikke meget rører i luften. Havde aftalt med Lars Mortensen, at han ville komme med en trailer, så vi kunne få ryddet alt papaffald ned fra loftet.
Vi ville helst havde det overstået før Trækfuglecenterets åbningstid kl 10, så jeg var tilbage på Fuglestationen kl 9 og hjalp Mark med at bære pap ned.
Lars kom som aftalt og endte med at køre to gange med fyldt trailer til genbrugspladsen. Kæmpe hjælp for os, at havde så gode venner af Fuglestationen!
Mark tog igen lidt formidling med briefing om dagens obs, mens jeg tog mig af ringmærkningsturen. Om eftermiddagen havde Mark gang i Skype møder, mens jeg tjekkede Kattegat, der havde en af de helt sjældne dage med havblik.
Det gav bl.a. en adult Tejst, som Flemming fra Cafeen blev kaldt ud til, da det var en ny art på hans liste.

Der kom besked fra Michael Ancher, at han havde haft lidt gang i ringmærkningen og fanget 15 fugle – de 10 var kommet i på en gang, da 2 voksne og 8 ungfugle af Lille Korsnæb fløj i et net og fik ring på.
Mark og jeg spiste tidligt, hvorefter Mark ville udforske Skagen Bryghus. Det viste sig nu, at de lukkede kl 19 – lige som Mark var kommet derind, men så cyklede han da bare videre i byen. Åbenbart så god en tur, at da han ved midnat kom retur til en låst hoveddør på Fyrmesterboligen lige måtte cykle en ekstra gang til byen for at blive klar i hovedet til at huske nøglekoden.
Jeg lå da troligt og fik min skønhedssøvn og opdagede ingenting.

Ringmærkning:
Kærsanger             1
Rørsanger              1
Gulbug                  1
Munk                    3
Tornsanger            6
Gærdesanger        3
Rødhals                1
Rørspurv               1

Ringmærkning, reklamespot og frisk fisk

torsdag 6. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen med jordtåge, siden jævn vind fra S til V. Solrigt med lidt skyer midt på dagen og igen til aften. 12-18°C

Mark var med mig ude til morgenens ringmærkning inden han gik videre omkring Verdens Ende.
Ringmærkningen var ganske god med 17 fugle fanget.
Mark tog sig igen af briefingen for Trækfuglecenteret indtil middag, mens jeg havde kl 13 ringmærkningsturen. Ingen gæster var med på den tur, men en fotograf der skal lave en reklamevideo for Trækfuglecenteret og Turisthus Nord var med. Det lykkedes at fange en Munk, der blev filmet, ringmærket og vist til en familie, der havde besøgt centeret, så fotografen fik de ønskede scener i kassen.
Eftermiddagen lavede jeg lidt indkøb og indtastninger, mens Mark var aktiv med både Skype møde og en tur ved høfterne med fiskestangen. Det gav pote med en friskfanget Hornfisk som forret til aftensmaden.

Ringmærkning:
Kærsanger          1
Rørsanger           2
Munk                  2
Tornsanger          7
Gærdesanger      5
Lille Korsnæb      1

Mark Desholm ankommer og venneforeningen samles i Birders Clubhouse

onsdag 5. juli 2017
af MJH

Vejr: Solrigt til sidst på aftenen, hvor lidt skyer drev ind over Odden. Vinden svag SØ i morgentimerne, senere drejende omkring S til V og tiltagende til jævn styrke. 15-18°C og god sigt.

Alene på skansen i dagens første timer fravalgte jeg ringmærkningen og brugte tiden på obs – først ved Kattegat, hvor der var godt med Suler med 200 rast og 170 træk V. En enkelt Almindelig Kjove og en Sortstrubet Lom var også ude over havet, mens dagens rastetal for Toppet Skallesluger ud for Det Grå Fyr blev 32 stk.
Fra sidst på formiddagen og hen over middag kom der lidt rovfugle på trækforsøg med Rørhøg, Rød Glente, Musvåge, Hvepsevåge og Spurvehøg på listen og kunne bruges under dagens briefing.
Mark Desholm fra Fuglenes Hus ankom midt på dagen efter den lange rejse fra København.
Han er dels ferieafløser for Simon og i det hele taget heroppe for at suge til sig med indtryk fra Fuglestationens arbejde. Brugbart for det videre forløb, hvor Mark som DOF´s videnskabelige chef er inde over strategien for fuglestationens virke.
Min kl 13 ringmærkningstur havde 2 deltagere, der fik en god fortælling, men desværre ingen fugle i hånden.
Sidst på eftermiddagen var der kaldt til møde i ”Birders Club” mellem venneforeningen og Naturstyrelsen ved Jakob Funder. Håbet er, at der kan blive indrettet et brugbart klublokale og mødested. Der var mødt 8 op fra vennenforeningen og flere forslag kom på bordet, men der er stadig et stykke vej til at lokalet fungere optimalt.
Mark gav aftensmad fra Cafeen som fejring af hans ankomst og ”mini-ferie” væk fra stenbroen og med arbejdsplads på Danmarks flotteste fuglestation.

Godt besøgt ringmærkningstur mens jeg er alene om at passe Fuglestationen

tirsdag 4. juli 2017
af MJH

Vejr: Højtryk med blå himmel og sol. Svag vind fra N i første halvdel af dagen senere op til jævn styrke. Temperatur 12-18°C

”Alene hjemme” med ansvar for at tage mig af både briefinger og kl 13 tur valgte jeg at springe morgenringmærkning over. Der var godt besøg til dagens tur med 6 voksne og 1 barn. Bestyrelsesmedlem Børge Søndergaard var én af dem, da han havde sit barnebarn med på en sommerferietur. Ud over de betalende gæster, så deltog Kristoffer og Matilde fra Cafeen også og fik dermed lidt baggrundsviden om det vi laver på Fuglestationen.
Der var desværre ikke meget gang i småfuglene og fangsten midt på dagen, men deltagerne kunne da nyde lidt rovfugle på turen. Der var bl.a. 45 Musvåger, 8 Hvepsevåger, 2 Røde Glenter og 5 Spurvehøge over Fyrhaverne i middagstimerne.
Resten af dagen blev brugt på praktiske opgaver ved stationen og der sker også hele tiden nye tiltag omkring Centeret for Trækfugle. I dag var det G4S og alarmsystem, der var igennem nogle ændringer. Heldigvis til en lettere løsning for os som brugere af bygningen.

Rekreationsdag i blæsevejr

mandag 3. juli 2017
af MJH

Vejr: Blæst fra nord med 9-11m/s. Halvskyet og kun 15°C.

Det var en rigtig dagen derpå. Sent hjemme fra aftenens gode musik og øl på Skagen Bryghus sov jeg længe og lavede kun spredte obs gennem dagen. Jeg havde dog timet den udskejelse til at passe med en dag, hvor vejret ikke tillod ringmærkning.
Var alene på skansen til dagens briefinger og aflyste dagens ringmærkningstur pga den kraftige blæst, der gjorde det umuligt at åbne net i Fyrhaverne.
Fra Kattegat ved Fyret var der stadig gang i Sulerne, lidt Mallemukker, Rider og 2 Tejst, mens enkelte rovfugle midt på dagen trodsede nordenvind. 8 Hvepsevåger og 3 Røde Glenter kom henover.  

Lidt rovfugle trods kuling - til aften blæst igennem af bluesmusik

søndag 2. juli 2017
af MJH

Vejr: Kuling fra vest og en blanding af sol og skyer gennem dagen. Temperatur fra 13-17°C.

Der var ingen ringmærkning på programmet i kuling, så jeg tilbragte noget tid med obs ved Kattegat kysten. Sulerne var imponerende at følge og jeg fik talt 285 inden jeg midt på dagen vendte blikket mod Fyrhaverne. Efter frokost kom der lidt rovfugle retur på denne side af Odden, hvilket er typisk i nordenvind og jeg fik 30 Hvepsevåger og 3 Røde Glenter i notesbogen.
Til aften holdt jeg fri og tog en tur ind til den sidste dag af Skagen Festivalen, hvor Skagen Bryghus bød på koncert med Karsten ”Flukz” og hans band. Ikke kun en god lokal fuglekigger og tømre, men også en ferm musiker. Fik endda godt selskab af Michael Ancher og familie samt venner. Michael er også tømmer, det samme var en af vennerne Jan – der i øvrigt kunne fremvise et foto af en Brunrandet Humlebisværmer fra deres have i Skagen – fin art af sommerfugl, der ligner en lille kolibri. Sidst på koncerten fik jeg selskab af endnu en af de naturinteresserede tømre - Erik Christoffersen og Jette. Selv om jeg ikke er medlem af den faggruppe, så følte jeg mig i rigtig godt selskab til de fine bluesrytmer og var privilegeret af, at Michael og co gav flere omgange af det gode øl på bryghuset.


FORRIGE     1  |  2  |   3   |  4     NÆSTE