Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Dagbøgerne vender tilbage!

torsdag 13. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen før vinden tog til i løbet af dagen og endte med frisk vind fra vest og nordvest til aften. Solrigt med få skyer og temperatur fra 12-17°C. God sigt.

Ringmærkningsteamet var klar med åbne net lidt før solopgang, hvor vi havde alle net åbne. Endte med at lukke igen allerede kl 08:30, da fangst og bevægelse af fugle i området var begrænset. Kun 14 fugle havde vi gennem hænderne i dag – de fleste unger fra de lokale ynglefugle, hvor Tornsanger stod for 8 stk. Andreas og Friederike var mest glæde for den unge Topmejse, der fløj i et net. Første gang de har den charmetrold med stritnakke i hånden.

Tilbage på fuglestationen tog Simon sig af dagens briefing, mens Andreas prøvede sin første guidetur med ringmærkning kl 13. Rigtig godt med flere folk på stationen, så vi kan dele opgaverne mellem os og det giver mig nu tid til at komme lidt med omkring dagbøgerne, der desværre har været langt på hylden de sidste uger.
Ikke fordi jeg vil skjule noget for jer læsere, men jeg har simpelthen været så brugt efter forårssæsonen og den aktive formidling her i sommertiden, at jeg ikke har klaret opgaven med dagbøgerne.
Til gengæld har der været godt gang i fuglestationens indslag på de sociale medier som Facebook. Friederike brugte desuden eftermiddagen på at oprette en Instagram profil for Skagen Fuglestation.
De unge frivillige har noget mere styr på de ting end jeg har!

Simon tog sidst på eftermiddagen til sit nye hjem i Skagen og skulle prøve den første overnatning der, mens Andreas var super aktiv og fik flyttet ting fra vores og venneforeningens magasin på loftet til loftet i udhuset med laboratoriet. En opgave vi var blevet bedt om, da Naturstyrelsen vil bruge loftet i selve Fyrboligen.
Andreas klarede opgaven med bravur uden min hjælp. Jeg havde taget en fri eftermiddag med besøg af Charlotte og Marlene. Et par gamle bofæller gennem fem år i slutningen af 90´erne i Århus og de kender derfor godt min appetit og diskede op med den store grillkurv og Marlenes bedste chokoladetærte til en fin aften i Fyrhaven.
Oppe fra køkkenvinduet kunne Andreas og Friederikke følge med, mens de selv måtte nøjes med varmemad fra i går. De fik dog hver et stykke af den lækre dessert efter jeg havde taget afsked med de gamle veninder, så vi kom alle mætte til ro.

Ringmærkning:
Gærdesmutte     1
Tornsanger         8
Gærdesanger     1
Topmejse           1
Bogfinke            1
Rørspurv            2