Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: mar. (29)apr. (30)maj (26)juni (17)juli (31)aug. (26)sept. (29)okt. (30)nov. (27)dec. (2)

Blæsende dag med reduceret ringmærkning, men igen ekstra hjælp til arbejdet med indretningen af fuglestationen

mandag 8. maj 2017
af MJH

Vejr: Hård vind fra nordøst med vindstød af kulingstyrke i morgentimerne. Langsomt aftagende gennem eftermiddagen til jævn vind. Masser af sol og først mere udbredt skydække til aften. Temperatur fra 6 C til 10 C. God sigt.

Blæsten var så strid, at jeg opgav ringmærkning fra morgenstunden. Gik først ud og åbnede 6 net kl 7, men selv de mest beskyttede net var generet af vind. Fangede derfor kun 6 fugle inden jeg lukkede kl 11. Heldigvis var der fangst af en Gærdesanger, da Simon kom forbi som guide for en gruppe lærerstuderende. De nåede derfor at se en fugl i hånden trods vejrforholdene.
Undervejs var der 3 Lærkefalke i luften over området og en Rørdrum gav lidt lyd fra sig. Den art er ellers blevet mere tavs de seneste dage og har nok travlt med yngle, for de er her stadig og ses af og til flyvende over den gamle Strandengssø.rsz img 0184

Dagens fangst af Rørspurv. Normalt en art, hvor han og hun relativt nemt kan bestemmes, men dette individ er en af de sjælde hunner med meget mørkt i hovedet. Vingemål, flere brune fjer i den grå overgump og mangle på hvide fjer i nakken adskiller den dog fra en han.

Efter frokost på fuglestationen fik jeg sat bøger på plads i den nye bogreol i stuen. Efer arbejdsdagen i går ligener det mere og mere et beboet hjem her på 1. sal.
Simon gik videre med at få sat inventar op i ringmærkningslaboratoriet og sidst på eftermiddagen kom Tina, Lars og Martin og gav en stor hånd med i det arbejde. Tina tog endda en omgang vasketøj i form af viskestykker og håndklæder med hjem. Det kan kaldes god service, at de ikke kun tilbyder lå af deres vaskemaskine, men nu også vasker for os!
Igen en rigtig flot hjælp fra vennerne af Skagen Fuglestation!

Ud over arbejdet inde på stationen nåede jeg en lille tur ud og tjekke Fyrhaverne og Storsig. Det gav ikke meget nyt, men både en Rødstjert og Broget Fluesnapper søgte lyd for vinden i nordvestlige del af haverne.
I morgen skulle vinden være løjet noget af, så jeg har store forventninger om flere fugle i nettene fra morgenstunden.

Ringmærkning:
Sangdrossel     1
Gærdesanger   1
Løvsanger        1
Gransanger     2 – deraf én aflæst, mærket 2/4-2017
Rørspurv        1

Løvsanger morgen og venneforeningens eftermiddag

søndag 7. maj 2017
af MJH

Vejr: Lidt vejrskifte i løbet af dagen. Stille morgen med svag brise fra østlig retning. Vinden drejede efterhånden mod nordvest og tog til, så den til aften er hård vind. Fra solopgang lå der en skybræmme over den østlige horisont og den bredte sig langsomt, så der er 7/8 skydække til aften. Endda med en lille regnbyge til aften. Midt på dagene var der dog en del sol og lun luft. Temperatur fra 8°C til 16°C. Rimelig sigt trods noget lufturo.

Alle net blev åbnet før solopgang på en morgen med svag vind. For første gang i år havde jeg virkelig noget at se til med ringmærkningen, da der var kommet et ryk af Løvsangere. Ud af en total fangst på 117 fugle i løbet af de 5 timers mærkning var 93 Løvsangere, der alle fik ring på. Blandt de andre arter på dagens liste var flere Afrika trækkere med arter som Skovpiber, Skovsanger og Broget Fluesnapper, men slet ikke i antal som Løvsangerne.Michael Anchers ringmærkning ved Nordstjernevej gav 38 mærkede fugle. Underligt nok var der ikke samme ryk af Løvsangere hos ham. Til gengæld havde Michael godt med Broget Fluesnapper, da 10 ud af de 38 mærkede fugle var den art.rsz img 0171

Løvsanger dominerede totalt ringmærknignen i dag, men blandt Afrika trækkerne var det nu Rødstjerten, der var den mest farvestrålende.

De tilbageværende frivillige fra Tårnenes dag tog en tur ude omkring Verdens Ende, men oplevede slet ikke så mange arter som i går. Senere fik nogle af dem dog set en Hvid Stork på trækforsøg ved middagstid og en Islom, der krydsede ind over Odden helt nede ved Flagbakken
Klaus Malling Olsen samlede igen sammen på tal for rovfugle trækket, der dog ikke var helt så spektakulært denne dag.
Simon kom tilbage til stationen lige før middag, mens jeg var i gang med at spise frokost. Vi fik jo friske gæster fra SKAF venneforening på besøg fra kl 13. Selvom gæsterne kom med store mængder af hjemmebagt kage, så gik det hele ikke op i kaffe og kage, men blev en aktiv arbejdsdag, hvor der blev samlet reoler, køjeseng, vitrineskabe og sat lamper op i Fuglestationens lokaler, mens vi også kom i gang med indretningen af ringmærkningslaboratoriet.
Stor tak til Rita, Erik, Jørgen Hulbæk, Knud, Knud Erik, Kurt og Ole for den store hjælp.rsz img 0902

Knud P. og Erik Kramshøj lægger planer for samling af et IKEA skab.(Foto:Simon S. Christiansen)

rsz img 0903

Opgaven med ophængning af loftlamper blev overladt til Jørgen Hulbæk. Han har for år tilbage live hørt Henrix spille Electric Ladyland, så vi havde tiltro til, at han kunne udføre opgaven som en proff. (Foto:Simon S. Christiansen)

Alt i alt en vellykket dag, der dog fik en knap så heldig slutning for mit vedkommende. Jeg havde haft et vindue åbent på mit værelse, da Knud Erik og jeg fik varmen med at samle køjesenge mit på eftermiddagen. Jeg havde så ikke fået lukket det yderste vindue og da blæsten her til aften tog til, blev en rude smadret, da jeg ville lukke det. Ikke det heldigste tidspunkt at lave den slags dumheder, for alle har jo travlt med at det hele til art se pænt ud til åbningen d. 12. maj.

Ringmærkning:
Gærdesmutte    1
Skovpiber          1
Rødstjert           6
Rødhals            6
Gærdesanger    3 – deraf 2 aflæst, bl.a. Michaels Anchers fugl, der også blev aflæst 3/5
Skovsanger       2
Løvsanger       93
Gransanger      1
Broget Fluesnapper  3 
Bogfinke          1

 

Tårnenes Dag på Verdens Ende klarede sig godt med 102 fuglearter registreret fra solopgang til kl 13.

lørdag 6. maj 2017
af MJH

Vejr: Fortsat højtryk over Skagen med svage vinde fra nordøst til nordvest og masser af sol. Midt formiddag op til 3/8 skydække. Temperatur fra 7°C til 15°C. God sigt, men en del lufturo på afstande.

Jeg var første mand ude af den gamle fyrbolig før solopgang for at åbne net, men kun en halv time senere var alle mand fra teamet for Tårnenes Dag på Verdens Ende nået ud på Grenen. På vej ud hørte vi alle årets første Græshoppesanger heroppe.
Jeg havde håbet, at det varslede mange nye fugle i nettene, men det blev nu kun til 31stk, selv om jeg havde alle net åbne og først lukkede helt ned kl 11. Undervejs fik jeg selskab et par runder af de ellers så faste morgenobservatører fra Nordstrand – Knud Pedersen og Jørgen Hulbæk. De droppede ud af et fint lom træk med over 1000 Rødstrubbede Lom og en Hvidnæbbet Lom, der passerede de mange fuglekiggere ved Nordstrand. Knud og Jørgen trængte dog til at se lidt småfugle og fik bl.a deres første Rødstjert i år.IMG 0140

Set fra ringmærkningsområdet var Skagen Fuglestations team af frivillige klar til fra solopgang, at registrere arter under Tårnenes Dag arrangementet på klittpoen "Verdens Ende"

Da jeg havde lukket net gik jeg den korte tur ud til Verdens Ende for at se, hvordan fuglestationens frivillige team klarede sig på Tårnenes Dag. De havde stadig godt humør og arbejdede med at få nye arter på dagslisten lige til slut tidspunkt kl 13. Det endte med, at de på 6 timer havde registreret 102 arter, hvilket er ganske pænt (108 arter sidste år). Måske nok til at blive artsrigeste lokalitet igen i år – resultatet fra andre deltagere skulle blive offentliggjort i morgen.

Simon, Gunnar og Søren tog lidt tidligere retur mod Aalborg og forlod teamet inden middag, mens resten af holdet fortsatte til sidste sekund. Tilbage på fuglestationen stod vores DOF-base mand Morten Christensen for indtastning af data fra Tårnenes Dag, mens Anders og to gange Lars, plus Elias fortsatte til Flagbakken for eftermiddagen.
Selv nåede jeg en times tiltrængt middagslur og lidt pc arbejde inden en lille tur rundt ved Fyrhaverne. På gårdspladsen fik jeg en snak med Flemming fra Cafeen. Han og Christel havde set en Hugorm unge kravle midt på den støbte betongårdsplads. Inde de kunne nå at gribe inde var den gledet ned i rillen, der skal dræne regnvand væk fra pladsen. Hugormen var ikke til at finde og få op igen, så vi var lidt kede af, at den muligvis ville gå til.
Et par timer senere kom den dog selv op igen og fandt vej ud af gårdspladsen mod mere naturlige områder. Kunne ikke dy mig for nogle nærbilleder af den lille slange, der gjorde det bedste den har lært for at forsvare sig mod en stor grim fjende som mig.DSC 1000

En lille Hugorm havde midt på eftermiddagen forvildet sig ind midt på gårdspladsen foran fyrboligen.

DSC 1014 2

Et udsat sted for så lille en størrelse, men efter en tur nede i drænrenden for overfladevand fandt den selv tilbage til mere beskyttende habitat i Fyrhaverne. Den havde sine instinkter i behold og forsvarede sig efter bedste evner, når man kom tæt på den.

Lars Ytte og Anders Bojesen kom hjem fra Flagbakken med stor indkøb af mad til Fuglestationen og lavede verdens bedste Lasagne. Luksus med den madordning og det kan anbefales alle, der overnatter og deltager i arbejdet på fuglestationen, at være med i den superordning!

Morten, Anders og Lars overnatter her til i morgen, hvor de får lov at tage på morgenobs, inden de skal hjemad mod en hverdag med deres normale arbejde.
Til gengæld får vi andet godt besøg i morgen, da SKAF venner over middag deltager i en arbejdsdag på fuglestationen.
Spændende, hvor langt vi når med alle opgaverne inden åbningsdagen d. 12. maj!

Ude fra Nordstjernevej meldte Michael Ancher om mærkning af 24 fugle, hvoraf én var en Spurvehøg De fugle Michael mærkede er ikke med på nendestående liste over ringmærkning fra Grenen.

Ringmærkning:
Gærdesmutte   2
Sangdrossel     2
Rødstjert         2
Rødhals          7
Munk              2
Gærdesanger  2
Løvsanger       8
Gransanger     5
Rørspurv         1

Fuldt hus på Fuglestationen

fredag 5. maj 2017
af MJH

Vejr: Endnu en skyfri dag i Skagen. Jævn vind fra nordøst ved solopgang løjede af til svag styrke og drejede mod nord sidst på dagen. Temperatur fra 7°C til 15°C. God sigt.

Selvom alle net var i brug under dagens vindforhold var det tyndt med ringmærkede fugle i højtryksvejret. På de første timer fangede jeg 3 Gærdesmutter, 1 Rødhals og en Solsort. Var det ikke for en syngende Gærdesanger i krattet ville jeg tro, at det var start april og ikke starten af maj jeg gik rundt i med den artsliste.
Simons studiegruppe af naturvejledere kom forbi ringmærkningen og nogle af dem fik da set, at der begyndte at komme Løv- og Gransangere i nettene. Det var dog stadig begrænset antal og jeg lukkede ned 9:30 med kun 13 mærkede og en aflæst fugl i notesbogen.

Fik aftalt med Knud Pedersen, at vi brugte sidste del af formiddagen på projektet med Skarv kolonien i Skarvsøen. Kørte ud til Nordstrand, hvor Knud havde tilbragt morgen og nåede at hilse på Karsten Klausen, Jørgen Kabel og Freddy Hansen inden turen gik ud til Skarverne.
Trods modlys blev det en god optælling af de nu 235 aktive Skarv reder, mens 6 par Gråstrubbet Lappedykker også havde gang i redebygning i søen. Knud kunne fortælle, at en Nordisk Lappedykker i flot sommerdragt var trukket forbi Nordstrand i løbet af morgenen, hvor en Islom også var kommet forbi på noget afstand.
Jeg fandt en ny farvemærket Skarvb i kolonien og det bliver spændende at høre, om den også er mærket som unge på Mågeøerne i den sydlige del af Kattegat, som den fugle, der er aflæst i kolonien de seneste 3 år.rsz dsc 6659

Der er god aktivitet i Skarv kolonien og nogle af de rugende fugle ligger nu så højt i reden, at æg må være klækket og det er små unger, der skal varmes. Fx fuglen på reden midt i billedet.

Simon havde kørt med mig ud mod Nordstrand, men var sat af ved Michael Ancher for at snakke om CES ringmærkningen. Michael havde net åbne udenfor CES programmet, men fangede kun 17 fugle i dag med 6 Gransangere som talrigeste art.
Efter arbejdet med Skarve registreringen tog jeg selv omkring Michael og blev budt på Michaels lækre nybagte brød til frokost på en solbeskinnet terrasse.

Tilbage på fuglestationen svingede Simon støvsugeren inden vi til aften fik rykind af team Skagen Fuglestation for morgendagens ”Tårnenes dag”.
Anders Bojesen, Søren Knorr Søndergaard, Morten Christensen, Lars Ytte og Simons far Gunnar overnatter på stationen for at være klar på obsposten fra solopgang.
Vi får dermed afprøvet max kapaciteten for overnattende frivillige på stationen, men selvom det er tætte forhold, så er det jo herlige folk at dele værelser og madklub med.

Var vi optaget af det selskabelige hjørne, så var Klaus Malling Olsen og mange andre i felten dagen lang og noterede igen en række fine rovfugle på træk over Skagen. Dagen nåede bl.a. op på 5 Steppehøge, 7 Vandrefalke og 30 Lærkefalke.Fiskeørn ad hun Nordstrand 05.05.17KNP.IMG 9739

Knud Pedersen delte sit foto af en af dagens Fiskeørne fra Nordstrand med Skagen Fuglestation. En adult hun, der trak forbi på tæt hold i det flotte morgenlys.

Til aften var vinden løjet helt af og en gå tur ude omkring Det Grå Fyr bød igen på lydbilledet af Strandtudser som baggrund for den flotte aftenhimmel.
Tidligere på dagen havde jeg haft mine første Skovrandøje i Fyrhaven i år.rsz dsc 6707 2

Skovrandøje i Fyrhaven midt på eftermiddagen.

Ringmærkning:
Gærdesmutte    3
Solsort              1
Rødstjert           1
Rødhals            2 – deraf én aflæst, mærket 3/5-2017
Løvsanger          4 
Gransanger        1
Gråsisken, lille   1
Rørspurv            1

 

Besøg af naturvejledere

torsdag 4. maj 2017
af MJH

Vejr: Skyfri dag med uafbrudt sol. Jævn vind fra nordøst ved solopgang tog hurtigt til i løbet af morgen og blev til frisk vind det meste af dagen. Sidst på eftermiddagen igen løjet af til jævn vind – stadig fra nordøst. Temperatur fra 8 C til 13 C. God sigt.

Selvom der var dømt rent solskin hele dagen, så blev det slet ikke så varmt som i går. Vinden var nemlig tilbage og nåede op i frisk styrke fra nordøst. Jeg fik derfor ikke sved på panden ved morgenens ringmærkningsrunder – hverken af at rende rundt i landskabet eller af antal fugle i nettene. Vinden generede de fleste net, der blafrede for meget til at fange fugle.
Endte med at have mærket 13 stk da jeg lukkede tidligt ned kl 09.
Løvsanger stod igen for broderparten med 8 ud af de 13.
Simon kom forbi tidsnok til at se en glad ringmærker trods det lave fangsttal.
Jeg fik mig nemlig en ny ringmærkningsart denne morgen med fangst af en Lille Korsnæb.rsz dsc 0981

En han Lille Korsnæb blev dagens fugl for mit vedkommende!

rsz dsc 0987

Selv chefen var glad for at stå med en Lille Korsnæb!

Der var et ganske pænt træk af finker over området – langt de fleste Bogfinker, men også flere flokke af Lille Korsnæb. Flokke af Sjaggere kom i de tidligste timer, mens Engpiberne trak mere jævnt fordelt hel frem til jeg lukkede net. En enkelte trækkende adult han Dværgfalk blev det også i mrogenlyset.

Fra Nordstrand var der igen gode fugle til de mange, der står derude fra morgenstunden. Highlights rapporteret videre af vores rovfuglemand Klaus inkluderede en adult Mellemkjove, en ny Gråmåge (denne en 3k fugl) og ikke mindst en Hvidnæbbet Lom, der kom lavt over vandet og må have været en stor oplevelse. Desværre for mig, så bevirkede dens lave flugt over vandet, at jeg ikke kunne se den bag yderste klitrække fra ringmærkningsområdet.

Simon gik en tur rundt omkring Verdens Ende inden han tog imod en gruppe på 4 naturvejledere fra hans kursusdage. De har et døgn på fuglestationen med øvelser og samtaler både ude og inde.
Mens de var på tur ude tog jeg en tidlig frokost og fik besøg af et par DOF medlemmer, der gerne ville se fuglestationen. Da de var gået igen fik jeg samlet en af de nyindkøbte IKEA kommoder, der skal bruges på værelset som printerbord. Vi er presset med plads, så vi må prøve at lufte godt ud på værelset inden sovetid, når printeren har været i brug.

En kort tur ud ved Fyrhaverne som afbræk i de praktiske opgaver gav de første Bynkefugle jeg ser i år, da 2 hanner holdt til i kanten af buskene ud mod Storsig klitheden.
Simon og naturvejlederne havde en rastende Lille Præstekrave på den nyanlagte p-plads og et par Lærkefalke i området. Lærkefalk var i øvrigt en af de talrigeste rovfuglearter over Skagen Odde denne dag!
I Fyrboligens gårdsplads fik jeg hilst på vores faste maler Lene, der har været tilbage nogle dage for at få mere klart inden åbningen den 12. maj. Det bevirkede, at hun i dag var blevet murer på gårdspladsens mur, da murefirmaet åbenbart ikke har tid til at afslutte den del.
Vores cafe værter bød på kaffe og småkager og da de flinke naturvejledere dukkede op med jordbærkage til eftermiddagskaffen, så blev jeg godt belønnet for at gå inde og arbejde i det gode vejr.
Simon stod for den fælles aftensmad og vi kom igennem aftensmødet med opdatering og planlægning af morgendagen inden jeg var klar til at gå tidligt til ro.
Vinden skulle ikke være så strenge i morgen, så jeg satser stort på flere fugle i nettene fra tidlig morgen.

Ringmærkning:
Sangdrossel     1
Gærdesanger   1
Løvsanger     8
Gransanger   1
Bogfinke        1
Lille Korsnæb   1

Vindstille i Skagen!!

onsdag 3. maj 2017
af MJH

Vejr: Ny dag med masser af sol og blå himmel med ganske tynde, højtliggende skyer. Lun morgen næsten uden vind og den svage vind, der kom var svingede fra SØ til NØ i løbet af dagen. Hele 10°C ved solopgang og rundede 15°C midt på dagen. God sigt, men en del varmeflimmer over både hav og land.

Var i går aftes en tur ude lige efter solnedgang og fotografere en flot aftenhimmel med masser af rødme og halvmånen på himlen mod vest. Da jeg gik ud til klitrækken lige bag fyret luskede en Ræv forbi, hvilket er første gang jeg ser den så tæt på boligen. Samtidigt var det så stille vejr, at jeg for første gang i år kunne høre Strandtudsernes snurren i baggrunden.
Vejrmæssigt var morgen fantastisk med lun luft og stille vejr. Havde selvfølgelig alle net åbne og fik mærket 43 fugle og aflæst 4 inden jeg lukkede mellem 10:30 og 11. Det var Løvsangere med 18 stk, der talte op blandt de mærkede, men dagens mest spændende var genfangsten af to Gærdesangere. Den ene en af dem helt tilbage fra mærkningen ved Fyrhaverne i maj 2015.
rsz dsc 0961

To gammel Gærdesanger blev fanget på samme netrunde - altid herligt at gense fugle, der har været langt væk i vintermånderne og alligevel finder tilbage til vores net gennem flere år!

Simon kom forbi med sin gruppe af lærerstuderende og de fik set en Bogfinke og en Løvsanger i hånden.
Da de var gået videre ud mod klitrækken for spredte obs var det tid for mig at lukke net. Det var efterhånden blevet en varm omgang at gå rundt og passe net i terrænet, så jeg havde brug for et bad da jeg kom tilbage til fuglestationen.
Samtidigt kom Arne P. Rasmussen fra Århus med en varevogn fyldt med flotte donationer til Fuglestationen. Vi kunne bl.a. bære både et par stole, reoler og køkkenudstyr til gæstekøkkenet op på første sal. Tilmed medbragte Arne lækre fiskefrikadeller, laks og friskbagt rugbrød til frokosten, så vi blev virkelig forkælet i dag. Stor stor tak til Arne!rsz 1img 0035

Dagens gruppe af lærerstuderende samlet om Simon, der giver informationer i felten. Selvfølgelig i rundkreds - de skulle jo leve op til fordomme om lærere og pædagoer..


rsz img 0048 Svedte jeg tran i solen på netrunderne midt på formiddagen, så var de varmeelskende Hugorme og her Markfirben i deres es

Eftermiddagen gik hurtigt med praktiske ting og lidt skriveri, mens Simon havde telefonmøder og tog ind til byen og købte proviant ind til de næste par dage.
Jeg havde gang i den ugentlige støvsugning og gulvvask og fik kun tid til en lille time ude i nærområdet, hvor 4 Røde Glenter var blandt returtrækket lige over Fyrhaverne. Desværre har vi så meget at lave og få på plads på Fuglestationen inden åbningen den 12. maj, at der næsten kun bliver tid i felten under morgenens ringmærkning.
Lidt ærgerligt under disse vejrforhold, der giver mulighed for gode oplevelser med rovfugle over Skagen hele dagen.

Der er dog mange andre folk i felten og obsposterne fra Verdens Ende til Nordstrand om morgenen og lokaliteter som Flagbakken og Bankes Marker er dækket af mange folk. Klaus samlede igen rovfugletal ind og det gav en ny dagsrekord for Skagen, da 10 forskellige Havørne blev set gennem dagen, mens endnu 2 2k Steppehøge bidrager til et nyt flot forår for den art.
Andre af de "fede" arter denne morgen var de imponerende Islommer, der trækker mod nordvest, mens lommen over dem alle - den Hvidnæbbede Lom - tog turen ind mod Kattegat og undervejs passerede både Nordstrand og grenens spids.
Det var en af de helt sjældne morgner i Skagen med havblik hele vejen rundt om Odden, hvilket gav en ny rekord for Skagen. Knud Pedersen fortalte mig, at der midt på morgen blev lavet en tælling af 65 Marsvin ud for Nordstrand og samtidigt blev 31 set fra Verdens Ende. De samlede 96 Marsvin er tæt på en fordobling af det tidligere største tal. Erik Kramshøj holdt imens styr på trækket af terner og nåede op på 1354 Fjordterner i dag.

Til aften var der endnu en rigtig flot solnedgang med masser af farve. Noget jeg lige var ude og nyde sammen med folkene fra Art Com, der først holdt fyraften på det tidspunkt.

Ringmærkning:
Skovpiber         1
Gærdesmutte   1
Sangdrossel     5
Sjagger            1
Rødstjert          1
Rødhals           9
Tornsanger       1 – aflæst, mærket 2/5-2017
Gærdesanger   3 – deraf 2 aflæst, mærket hhv af Michael Ancher ved Nordstjernevej sidste år og af Anders Odd i Fyrhaverne 12/5-2015
Løvsanger      18
Gransanger      4 – deraf én aflæst, mærket 2/5-2017
Broget Fluesnapper 1
Bogfinke         2

Fint vejr og nydelige arter

tirsdag 2. maj 2017
af MJH

Vejr: Masser af sol og blå himmel med ganske tynde, højtliggende skyer. Vinden jævn fra SØ ved solopgang, siden svag fra øst indtil midt på dagen, hvor den om eftermiddagen igen kom op i jævn styrke og drejede videre til nordøst. Temperatur fra 6°C til 12°C. God sigt.

Morgenens vindstyrke var svag nok til at jeg kunne åbne alle net. Fangsten gik nu meget stille og roligt uden det store ryk af fugle. Endte med at have mærket 27 og aflæst 1 da jeg sluttede ved halv elleve tiden. Manglede det store antal fugle, så var det til gengæld en fin dag for artdiversiteten. Dagens mærkede fugle var fordelt på 11 arter, hvoraf 4 endda var nye årsarter for ringmærkningen: Skovpiber, Hvid Vipstjert, Tornsanger og Skovsanger.rsz dsc 0911 2

Den ene af dagens to ringmærkede Skovsangere. Så kan jeg jo ikke undgå, at blive i godt forårshumør selvom dagens samlede antal af mærkede fugle skuffede.

En sisken lå på et tidspunkt i et net og lyste op med en ren hvid undergump. Jeg var på vej til, at glæde mig til at ringmærke en forårs Hvidsisken, men da jeg kom helt hen til fuglen og fik taget den ud af nettet var det klart, at det var en Lille Gråsisken! Jeg måtte lige høre Pandions feltbisse, Henrik Haaning Nielsen, om han havde stået med sådan et eksemplar blandt alle de siskener, han og Arne Urvang har ringmærket de seneste vintre i Nordvestjylland. Det havde Henrik ikke, så hold øje med Pandion siden en af de nærmeste dage, hvor der vil komme en kort nyhed med fotos af dette eksempel på en Lille Gråsisken med Hvidsisken undergump.
Dagens aflæste fugl var en Musvit mærket sidste år i august ved Ellekrattet. Det er den tredje Musvit fra sidste års mærkninger, som jeg genfanger i år.

Mens jeg gik rundt ved nettene var andre på plads ved Verdens Ende og Nordstrand, hvor Klaus igen stod for rovfugletællingerne for Fuglestationen. Fra middag flyttede han til Flagbakken og derfra blev det en ørne dag med minimum 8 Havørne. Morgenens bedste rovfugl var ikke overraskende blandt kærhøgene med både Steppehøg og en Hedehøg.
Under morgenens obs blev der også set 2 Islom – den ene af dem rundede Grenens spids, men desværre så lavt over vandet, at jeg ikke kunne se den fra ringmærkningsområdet.
Nede i området blev det efterhånden ret varmt i læ og sol, så Hugorme, Mark- og Almindelig Firben kom frem og slikkede sol. Det samme gjorde flere Grøn Busksommerfugl og det er første gang i år, at jeg ser den art.rsz dsc 6650 2

 

Når først solen varmer på de bare pletter af sand på læsider af klitterne, så er det et eldorado for varmeelskende arter. Her vinkler en Grøn Busksommerfugl, så solindstrålingen er størst.

Et par timer af eftermiddagen brugte jeg på en gåtur ud af Gyvelstien og rundt ved kanten af plantagen. Det gav en fin adult Blå Kærhøg, der fløj lavt over de afgræssede marker, mens nogle af dagens mange Havørne kom noget højere oppe. Mens jeg gik ad Pælebakkevejen med næsen i sky for at tjekke himlen for højtflyvende ørne, flushede jeg pludselig en Sørgekåbe, der havde solet sig på grusvejen. For anden gang i år, så drønede den art langt væk fra mig inden jeg kunne nå, at få taget fotos af den. Det var ellers et flot eksemplar og jeg prøvede at følge efter den. Blev dog ringet op af chefen Simon, der var på vej fra Ålborg sammen med Kurt fra venneforeningen og en trailer fyldt med nyindkøbt inventar til Fuglestationen. Jeg blev derfor kaldt tilbage til Det Grå Fyr og hjalp med at slæbe samlesæt af reoler, køjesenge, vitrineskabe og andet godt op på 1. sal.
Der skal nok blive lidt at lave på søndag, hvor venneforeningen kommer og hjælper os på med en arbejdsdag og så må Sørgekåben vente til en anden dag.

Morgendagen byder på ringmærkning, hvor Simon deltager og guider et hold lærerstuderende. Desuden kan det da lige nævnes, at vi nu kan findes på tv, da der mandag aften blev sent 5 minutter fra Fugelstationen i en del af TV2 Nords program ”Nordliv”. Udsendelsen kan ses på dette link og indsalget om Fuglestationen kommer som noget af det første.
http://www.tv2nord.dk/nordliv/nordliv-420?autoplay=1#player

Ringmærkning:
Skovpiber       1
Hvid Vipstjert  1
Rødhals         4
Rødstjert       1
Tornsanger    1
Skovsanger   2
Løvsanger    10
Gransanger   2
Musvit          2 – deraf én aflæst, mærket 19/8-2016 ved Ellekrattet
Bogfinke        3
Gråsisken, lille  1

1. maj og tilbage til start for ringmærkningen, men nu ganske pænt med rovfugle i østenvind

mandag 1. maj 2017
af MJH

Vejr: Skyfrit og sol hele dagen. Blæsende morgen med frisk vind fra sydøst. Drejede i løbet af eftermiddagen om i nordøst og tog af til svag vind sidst på dagen. Temperatur fra morgenens 4°C til 11°C om eftermiddagen. God sigt, men med noget lufturo.

Havde fået lidt for lidt søvn, da håndværkerne i går aftes arbejde med udstillingen i stueetagen til efter kl. 22. Var alligevel ude ved nettene kl 05:00, men håbet om en god ringmærkningsstart på maj måned svandt hurtigt. Modsat det stille vejr i går, så stod der en frisk vind fra sydøst ind i området. Kunne kun åbne 108 netmeter og selv de net stod og blafrede, så fuglene kunne se dem og flyve udenom. Jeg holdt ud i 3 timer, men lukkede altså kl 8, da jeg på det tidspunkt kun havde fanget 4 fugle. En Spurvehøg var dog inde og ligge i et net, men fløj ud igen inden jeg fik fat i den.
Bedste fangst blev den første ringmærkede Broget Fluesnapper i år.

Tog tilbage til fuglestationen for at smøre en madpakke og bruge tiden ude mod nord for at se rovfugle trækket. Blev dog lidt forsinket i de planer, da jeg lige skulle præsenteres for den første nyansatte medarbejder i cafeen. Susanne er uddannet dyrepasser og skulle kunne lave verdens bedste kager, så det virker som en meget spændende samarbejdspartner. Vi skal nok uddybe Susannes interesse for fuglene, mens min diætløn hurtigt kan forsvinde, når jeg bliver fristet af hendes konditorevner!

Tilbage til dagens fugle, så var Klaus Malling Olsen igen på Nordstrand hele dagen i selskab med mange andre folk. Da der altså var rigtig god dækning ved både Nordstrand og Storklit, valgte jeg at prøve den lille perle Nedermosen. Det blev til 5 timer derude i selskab med Niels Edvald Jensen og Morten Ellis Pedersen. Vi fik set en hel del rovfugle med flere falke, 3 Sorte Glenter og Steppehøg som nogle af højdepunkterne. Da jeg senere tog ud til Batterivej for at få den sidste del af eftermiddagens træk mødte jeg Klaus, så han fik vores obs fra Nedermose og har samlet tal for dagens rovfugletræk til DOF basen.rsz dsc 6613 2

Tidligere dage har der været vist nogle forrygende fotos af Steppehøge på nært hold fra Nordstrand. Det er dog ikke alle fugle, der kommer så godt, så i får lige mit foto fra Nedermose af en af dagens 4 2K Steppehøge i Skagen. Kan give et indtryk af, hvordan man også kan se de fugle, men i teleskop var det nu stadig en nydelse at se vores logo live!

Da jeg kl. 17 var tilbage ved Det Grå Fyr kom der stadig lidt falke også over Fyrhaverne, med en fin Lærkefalk og en håndfuld Tårnfalke på et kvarter inden jeg gik ind. Inde i Fyrboligen var der både kommet et par nye tyskere op til installering af udstillingen og de danske konsulenter for tekster og oversættelser er også dukket op. De sidste bliver her lige til åbningsdagen den 12. maj. Lederen af det tyske selskab - Gerd - kom med is til alle og inviterede mig til at hilse på de fugleinteresserede konsulenter. Samtidigt fik jeg så set udstillingen for første gang, hvor de nu er kommet så langt, at der er aktivitet på de fleste skærme. Det bliver spændende at se det endelige resultat om knap 2 uger!

Michael Ancher, vores CES ringmærker, havde premier på årets CES ringmærkning ved Nordstjernevej/Heden. Trods et ihærdigt forsøg med åbne net i 6 timer, blev det en ligeså tam omgang som min ringmærkning på Grenen. Kun 8 fugle blev fanget i løbet af de 6 timer! Det kan kun blive bedre i næste periode, der starter om 10 dage! 

Ringmærkning:
Rødhals    1
Løvsanger  1
Gransanger 1
Broget Fluesnapper   1

CES ringmærkning:
Jernspurv      1
Sangdrossel  2
Rødstjert    1
Munk            1
Løvsanger     1
Gransanger   1
Broget Fluesnapper  1

April slutter af med en søndag, med blå himmel, mange fugle og folk

søndag 30. april 2017
af MJH

Vejr: Nærmest en vindstille morgen uden en sky på himlen. Frem til middag var der kun en svag vind fra sydsydøst. Den drejede til syd og blev af jævn styrke i løbet af eftermiddagen. Sol hele dagen og kun enkelte skyer. Temperatur fra 4°C til 9°C. God sigt, men meget flimrende lufturo midt på dagen.

Sidste dag i april blev første dag i måneden med en fornuftig ringmærkning! Vindstille fra morgenstunden, så jeg kunne åbne alle net. Temperaturen var lige nede ved frysepunktet i jord højde med lidt rim, men oppe i net højde føltes det næsten lunt i forhold til gårsdagens kolde morgenblæst. Perfekt timet, så var det aftalt, at vores samarbejdspartner Flemming Quist fra Det Grå Fyrs Cafe kom ud og fulgte med mig rundt. Flemming fik en rigtig god intro til mit arbejde med ringmærkning, da han i løbet af tre timer fik set omkring 50 fugle håndteret. Undervejs fik vi yderligere fint besøg fra Fuglestationens bestyrelse, da repræsentanten fra Danmarks Ringmærkerforening – Henning Ettrup dukkede op sammen med Mette og Niels Erik. De kom med på to runder ved nettene, hvor der stadig var et fint flow af fugle at arbejde med.

Da jeg lukkede sidste net kl. 11 var dagstotalen præcist 80 mærkede fugle. I dag var der ikke en eneste genfangst. Rødhals var dominerende med 36 stk, mens Phylloscopus sangerne kom på de næste pladser med 16 Løvsanger og 10 Gransanger.
Blandt de andre arter var dagens absolut arrigste individ – en Skovskade skældte højlydt ud under det meste af håndteringen og gjorde hvad den kunne for at få fat på mig. rsz 1rsz dsc 0883

Dagens ”Angry Bird”! De rejste issefjer viser lidt om, hvor ophidset den var, men det var nu mest højlydt skældud og kun enkelte bid den delte ud af, inden den blev sluppet fri.

Med fugle at håndtere i nettene i dag, fik jeg ikke set så meget fra klittoppen mellem runderne, men et par trækkende Bjergvipstjerter kom godt og en Stor Tornskade satte sig til rast i en busk kun 40 meter fra nærmeste net. Desværre kom den ikke tættere på end det, men Henning Ettrup havde sit kamera med og fik taget et par fotos af den.rsz dsc0210 3

Stor Tornskade i morgenlys blot 40 meter fra et ringmærkningsnet. Tak til Henning Ettrup for at dele sit foto med Skagen Fuglestation.

Jeg tog tilbage til fuglestationen og spiste frokost inden jeg tilbragte 3 timer fra nordenden af Fyrhaverne med rovfugleobs. Derfra fik jeg dog kun set under halvdelen af, hvad der kom ved Nordstrand, hvor mange observatører var på plads. Bl.a. vores rovfuglemand Klaus Malling Olsen, der tog en heldags obs derfra. Fra morgenen af havde de et fint træk af Rødstrubbet Lom med 666 stk. Udvalgte rovfugle gennem dagen var Sort Glente, Rød Glente 13, Fiskeørn 7, Blå Kærhøg 21, Steppehøg 2, Vandrefalk minimum 19, Dværgfalk11 og Lærkefalk 7.
Specielt eftermiddagen fik gang i trækket af falke og det blev sæsonens første rigtig gode dag med Vandrefalke. Måske en dagsrekord for Skagen, når alle tider bliver sammenstillet fra de forskellige obs poster?
Se evt senere på Erik Christofferens fotoblog, hvor der findes en liste med de største forekomster gennem tiderne i Skagen for en række arter.

Så jeg ikke alle rovfugle, så nød jeg alligevel det flotte vejr og blev underholdt af både Ravn og Sortkrage i Fyrhaverne. En flok på 7 Ringdrosler kom forbi og en del svaler trak retur fra Grenen og mod vest over Storsig. De kom lavt over klitten ved Fyrhaverne, så jeg sad og håbede på en Rødrygget Svale imellem dem. Den havde været nem at pille ud under de forhold og i godt lys, men det blev nu kun til flest Landsvaler og enkelte By- og Digesvaler.

Ringmærkning:
Gærdesmutte   4
Jernspurv        1
Rødhals         36
Munk              1
Gærdesanger   1
Løvsanger      16
Gransanger    10
Fuglekonge     1
Blåmejse        1
Skovskade      1
Bogfinke         1
Kvækerfinke    1
Gråsisken, stor   2
Rørspurv          2

Masser af fuglefolk i blæsende østenvind

lørdag 29. april 2017
af MJH

Vejr: Skagens vejr med blæst og sol! Nattens hårde vind fra øst fortsatte til over middag, hvor den drejede mod nordøst og langsomt tog af. Til aften endelig nede i svag styrke. Masser af sol dagen lang og kun få skyer. Temperatur fra 5°C til 10°C. God sigt med lidt dis og noget lufturo på afstand.

I morgenens hårde østenvind opgav jeg alle tanker om at åbne net i dag og tog en lille time ved Kattegat kysten foran fyret. Det gav lidt Rider og terner, der trak øst, mens en Storkjove og 880 Sortænder på lang afstand trak ind i Kattegat mod sydvest. Jeg kunne ikke finde ordentlig læ i østenvinden, så det blev hurtigt en kold omgang i morgenluften. Gik derfor en tur ud i Fyrhaverne, hvilket gav en rastende Ringdrossel og både Blå Kærhøg, Rørhøg og 4 Agerhøns ved klitheden.
Med obsen af de morgenfriske kærhøge valgte jeg at satse på Flagbakken om formiddagen. Der var rimeligt med læ for østenvinden og omkring 15 andre fuglekiggere havde fået samme ide. Blandt andet gensyn med Erik Kramshøj, der er på plads igen efter 2 ugers pause.
Trækket af rovfugle var både spredt og kom i de fleste tilfælde højt, men da jeg tog derfra kl. 13, var der da kommet lidt obs i notesbogen. Bl.a. en Sort Glente, 3 Lærkefalke og en Vandrefalk. Blandt ørne måtte vi i dag nøjes med den unge Kongeørn og vi fandt kun en enkelt Fiskeørn.rsz dsc 6515 2

Den Sorte Glente passerede Flagbakken i modlys, så fotoet har ikke nær samme kvalitet som gårsdagens foto af Rød Glente ved Nedermose. Flugtsiluet for den Sort Glente er dog tydelig her med den kun svagt kløftede hale.

Mange havde nok håbet på Stor Skrigeørn, men den fugl kom ikke op i dag.
Der var til gengæld uvelkommen besøg på p-pladsen ved Flagbakken i løbet af eftermiddagen, hvor flere af de parkerede biler havde haft indbrud. Ærgerlig tendens, men husk at tage jeres optik og værdigenstanden med fra bilen, når i går ture eller tilbringer tiden på en obspost heroppe.
Det er virkelig blevet højsæson for besøg af folk med kikkerter og kameraer i Skagen denne weekend og det frister åbenbart nogle personer.
Blandt de besøgende i denne weekend var Jan Drachmann fra det midtjyske. Han er manden, der startede CES ringmærkningsprojektet i Danmark og da jeg på Flagbakken fik en hilsen fra ham via Hans Christoffersen tog jeg tid til at tage omkring hans sommerhus og hilse på.

Selvom vinden langsomt lagde sig i løbet af eftermiddagen gav det ikke meget nyt på fuglefronten ved Det Grå Fyr. De tyske folk har travlt med at installere udstillingen og arbejder stadig i huset her ved dagbogs tid kl. 21. Selv er jeg ved at gøre mig klar til en lang dag i morgen – sommerens lyse nætter starter i Skagen i dette døgn!
Med vejrvarsel for i morgen om svag vind fra nordøst står det på en tidlig omgang ringmærkning og forhåbentlig et fint træk af rovfugle senere på dagen. Med alle de folk med kikkerter og kameraer, der ser ud til at være på de fleste klitter og bakker i Skagen, må der kunne findes en sjælden fugl eller to i morgen!


FORRIGE     1  |  ...  |  17  |  18  |  19  |  20  |  21  |  ...  |  25     NÆSTE