Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Tårnenes Dag på Verdens Ende klarede sig godt med 102 fuglearter registreret fra solopgang til kl 13.
Vejr: Fortsat højtryk over Skagen med svage vinde fra nordøst til nordvest og masser af sol. Midt formiddag op til 3/8 skydække. Temperatur fra 7°C til 15°C. God sigt, men en del lufturo på afstande.
Jeg var første mand ude af den gamle fyrbolig før solopgang for at åbne net, men kun en halv time senere var alle mand fra teamet for Tårnenes Dag på Verdens Ende nået ud på Grenen. På vej ud hørte vi alle årets første Græshoppesanger heroppe.
Jeg havde håbet, at det varslede mange nye fugle i nettene, men det blev nu kun til 31stk, selv om jeg havde alle net åbne og først lukkede helt ned kl 11. Undervejs fik jeg selskab et par runder af de ellers så faste morgenobservatører fra Nordstrand – Knud Pedersen og Jørgen Hulbæk. De droppede ud af et fint lom træk med over 1000 Rødstrubbede Lom og en Hvidnæbbet Lom, der passerede de mange fuglekiggere ved Nordstrand. Knud og Jørgen trængte dog til at se lidt småfugle og fik bl.a deres første Rødstjert i år.
Set fra ringmærkningsområdet var Skagen Fuglestations team af frivillige klar til fra solopgang, at registrere arter under Tårnenes Dag arrangementet på klittpoen "Verdens Ende"
Da jeg havde lukket net gik jeg den korte tur ud til Verdens Ende for at se, hvordan fuglestationens frivillige team klarede sig på Tårnenes Dag. De havde stadig godt humør og arbejdede med at få nye arter på dagslisten lige til slut tidspunkt kl 13. Det endte med, at de på 6 timer havde registreret 102 arter, hvilket er ganske pænt (108 arter sidste år). Måske nok til at blive artsrigeste lokalitet igen i år – resultatet fra andre deltagere skulle blive offentliggjort i morgen.
Simon, Gunnar og Søren tog lidt tidligere retur mod Aalborg og forlod teamet inden middag, mens resten af holdet fortsatte til sidste sekund. Tilbage på fuglestationen stod vores DOF-base mand Morten Christensen for indtastning af data fra Tårnenes Dag, mens Anders og to gange Lars, plus Elias fortsatte til Flagbakken for eftermiddagen.
Selv nåede jeg en times tiltrængt middagslur og lidt pc arbejde inden en lille tur rundt ved Fyrhaverne. På gårdspladsen fik jeg en snak med Flemming fra Cafeen. Han og Christel havde set en Hugorm unge kravle midt på den støbte betongårdsplads. Inde de kunne nå at gribe inde var den gledet ned i rillen, der skal dræne regnvand væk fra pladsen. Hugormen var ikke til at finde og få op igen, så vi var lidt kede af, at den muligvis ville gå til.
Et par timer senere kom den dog selv op igen og fandt vej ud af gårdspladsen mod mere naturlige områder. Kunne ikke dy mig for nogle nærbilleder af den lille slange, der gjorde det bedste den har lært for at forsvare sig mod en stor grim fjende som mig.
En lille Hugorm havde midt på eftermiddagen forvildet sig ind midt på gårdspladsen foran fyrboligen.
Et udsat sted for så lille en størrelse, men efter en tur nede i drænrenden for overfladevand fandt den selv tilbage til mere beskyttende habitat i Fyrhaverne. Den havde sine instinkter i behold og forsvarede sig efter bedste evner, når man kom tæt på den.
Lars Ytte og Anders Bojesen kom hjem fra Flagbakken med stor indkøb af mad til Fuglestationen og lavede verdens bedste Lasagne. Luksus med den madordning og det kan anbefales alle, der overnatter og deltager i arbejdet på fuglestationen, at være med i den superordning!
Morten, Anders og Lars overnatter her til i morgen, hvor de får lov at tage på morgenobs, inden de skal hjemad mod en hverdag med deres normale arbejde.
Til gengæld får vi andet godt besøg i morgen, da SKAF venner over middag deltager i en arbejdsdag på fuglestationen.
Spændende, hvor langt vi når med alle opgaverne inden åbningsdagen d. 12. maj!
Ude fra Nordstjernevej meldte Michael Ancher om mærkning af 24 fugle, hvoraf én var en Spurvehøg De fugle Michael mærkede er ikke med på nendestående liste over ringmærkning fra Grenen.
Ringmærkning:
Gærdesmutte 2
Sangdrossel 2
Rødstjert 2
Rødhals 7
Munk 2
Gærdesanger 2
Løvsanger 8
Gransanger 5
Rørspurv 1