Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: nov. (2)

Kold og blæsende weekend.

søndag 6. november 2016
af MJH

Vejr: En kold og blæsende weekend med meget nedbør. Lørdag kuling fra SØ drejende til NØ og tiltagende vind, der natten til søndag nåede op i stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Det fortsatte søndag, hvor vinden langsomt tog af til kuling styrke og forblev i retningen fra NØ. Temperature lige over frysepunkt, men med vinden et kuldeindeks ned mod -15 grader! Nedbøren lørdag var af regn og var ret vedvarende med omkring 20mm, mens søndag morgen og formiddag havde mere slud end regn. Dog knap så store mængder som lørdag og nogenlunde tørt om eftermiddagen.

Under de vejrforhold kunne jeg som ventet ikke havde gang i ringmærkningen og lørdagen blev brugt med mødeaktivitet. Arbejdsgruppen for Skagen Fuglestation holdt møde og jeg var inviteret med for at give en kort status for ringmærkningen i 2016.
Det var i øvrigt sidste møde i gruppen inden en egentlig bestyrelse for Skagen Fuglestation indsættes og overtager de opgaver arbejdsgruppen har haft gennem en længere årrække.
Samtidig blev det daglige ansvar overdraget fra Kurt til Simon, men der vil stadig være brug for det frivillige engagement fra såvel lokale som besøgende ornitologer for at få en velfungerende fuglestation fremover.
Stor tak til Kurt for hans indsats gennem årene og for samarbejdet omkring ringmærkningen i år!
Ud over selve mødet blev det også til en rundvisning i lokalerne i Fyrboligen, der snart er færdig med renoveringen og hvor indretning af udstilling og Fuglestation starter omkring nytår.
Inden da inviterer Real Dania til åbnet hus den 11. december 2016, hvor alle er velkommen til at se den flotte bygning.
https://realdania.dk/samlet-projektliste/skagen-graa-fyr

Søndag holdt jeg mig også fra felten og arbejdede ved pc og tog en fri eftermiddag med at nyde mit gamle favorithold Liverpool FC udradere Watford med 6-1 på Anfield.

Der var barske folk som gennem weekenden trodsede vejret og havde kikkerter med ude, men det blev ikke til den helt store liste af observationer under de forhold.
Lørdag var bl.a. Mogens Erlandsen og RoC på Grenen med 500 Suler, 1 Dværgmåge og 2 Lapværling som det bedste.
Søndag stod RoC igen på Grenen og noterede 229 Sule, 18 Fløjlsand, 10 Havlit og 110 Alk.
En del dykænder havde søgt i ly for stormen ved Skagen Havn, hvor EC. KK og RoC var omkring og bl.a. så 1 Gråstrubet Lappedykker, 16 Bjergand, 10 Havlit og 2 Tejst.

De næste dage ser fortsat ud til vinterligt vejr, selvom stormen er løjet af. Temperatur omkring frysepunktet og lidt sludbyger vil begrænse, hvor mange net jeg vil arbejde med, da fuglene ikke må risikere at ligge for længe i net i det kølige vejr. Jeg vil dog være i felten igen og se hvad der sker i løbet af den sidste uge, inden jeg sætter alt udstyr i vinterdepot næste weekend.

Der ringmærkes søkonge.

fredag 4. november 2016
af MJH

Vejr: Gråvejrsdag med fugt i luften og regnbyger fra kl 10. Vind fra SØ der var af jævn styrke i morgentimerne, men i løbet af dagen tog til og nåede hård vind til aften. Temperatur hele døgnet på 6 grader. Sigten god til moderat i det grå lys.

Da der var fugt i luften og regnbyger truede med at komme ind over holdt jeg mig til at åbne nogle få net i Fyrhaverne, så jeg hurtigt ville kunne lukke igen, hvis der kom egentlig regn.
Mellem pasningen af net vekslede jeg med at kigge ud over Kattegat fra klitten ved fyret og kratlusk omkring de dele af Fyrhaven, hvor jeg ikke havde åbne net.
Fra havet var den unge Brilleand stadig på plads – dog lidt længere ude end i går – og 10 rastende Havlit underholdt også. Det samme gjorde de mange Suler ved Revet og et pænt træk af specielt Alke.
Småfuglene blev det ikke til mange af og det virkede igen meget tomt i området. En enkelt Jernspurv, der gemte sig midt i Fyrhaverne fik pulsen en smule op med tanke på, at der stadig bliver opdaget Sibirsk Jernspurv rundt om os med fund ved Falsterbo, Lista og Helgoland de seneste dage – håbet er ikke helt ude endnu..
JoK og Igor hilste på, da de gik deres daglige tur ud mod Grenen og var heldige, at det var lige som jeg var i gang med at håndtere en flok på 7 Nordlig Halemejse. Ringmærkningen var ellers meget stille og det blev kun til 10 mærkede fugle.

Michael Ancher meldte også om få fugle ved Nordstjernevej, hvor han kun mærkede 16 fugle og fik aflæst 10 tidligere mærkede. En Stor Flagspætte og en Nordlig Træløber var på hans liste, hvor 5 Nordlig Halemejse og 9 Musvit var dagens højeste tal.
Jeg lukkede de sidste 2 net ved Det Grå Fyr allerede kl 11, da det så ud til at manglen på fugle og fortsat nedbør ville kendetegne resten af dagen.

Soekonge

Den ringmærkede Søkonge umiddelbart før den sættes fri ved Nordstrand d. 4/11 2016. Foto: KnP.

Efter at have spist frokost hjemme blev jeg midt på eftermiddagen ringet op af KnP, der havde fået indleveret en Søkonge fra nabolaget. Fuglen var fundet ved en carport på Frejasvej, men var i live og uskadt trods landingen i den lidt usædvanlige habitat.
KnP hentede mig og vi kørte omkring Det Grå Fyr, hvor den livlige Søkonge fik en ring på, inden vi tog den med ud til Nordstrand. Vi vurderede at det var det bedste sted at sætte den fri og den kom da også godt afsted, da den først havde kæmpet sig gennem brændingen. Vi kunne følge den dykke aktivt ude på den anden side af brændingen, så der er gode chancen for at den klarer sig videre.
Efter den seance var KnP og Inge flinke at invitere på eftermiddagskaffe med både smørrebrød og æblekage. Fik også en 2017 kalender fra Hanne og Jens Eriksen´s hånd med Oman fotos, så jeg bliver rigtig forkælet heroppe. Forhåbentlig kan den til foråret hænge på et værelse i den gamle Fyrbolig
På vej hjem stødte jeg på en flok på knap 100 Silkehaler ved stien bag Frejasvej, men det var Anders Sydney Jensen, der havde dagens største flok i Skagen med 200 stk på Assistents Kirkegåden.

RoC var på plads på Grenen og fik bl.a. noteret 1250 Sule, 9 trækkende Havlit, hele 1019 Ride, 695 Lomvie, 3943 Alk, 4 Søkonge og 1 Tejst. Både en Blå Kærhøg og en ung Duehøg rastede på Grenen, hvor 3 Bjergpiber også blev set.

Var vejret ikke det bedste i dag for ringmærkning, så ser det helt håbløst ud for weekenden, hvor der skulle komme både kuling og samtidig op mod 30mm nedbør. Alt tyder på, at jeg må vente flere døgn, inden jeg igen kan åbne nogle net.

Ringmærkning:
Søkonge  1  – fundet ved Frejasvej og sat ud ved Nordstrand
Munk  1
Halemejse, nordlig  7
Musvit  2


1