Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Kold og blæsende weekend.
Vejr: En kold og blæsende weekend med meget nedbør. Lørdag kuling fra SØ drejende til NØ og tiltagende vind, der natten til søndag nåede op i stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Det fortsatte søndag, hvor vinden langsomt tog af til kuling styrke og forblev i retningen fra NØ. Temperature lige over frysepunkt, men med vinden et kuldeindeks ned mod -15 grader! Nedbøren lørdag var af regn og var ret vedvarende med omkring 20mm, mens søndag morgen og formiddag havde mere slud end regn. Dog knap så store mængder som lørdag og nogenlunde tørt om eftermiddagen.
Under de vejrforhold kunne jeg som ventet ikke havde gang i ringmærkningen og lørdagen blev brugt med mødeaktivitet. Arbejdsgruppen for Skagen Fuglestation holdt møde og jeg var inviteret med for at give en kort status for ringmærkningen i 2016.
Det var i øvrigt sidste møde i gruppen inden en egentlig bestyrelse for Skagen Fuglestation indsættes og overtager de opgaver arbejdsgruppen har haft gennem en længere årrække.
Samtidig blev det daglige ansvar overdraget fra Kurt til Simon, men der vil stadig være brug for det frivillige engagement fra såvel lokale som besøgende ornitologer for at få en velfungerende fuglestation fremover.
Stor tak til Kurt for hans indsats gennem årene og for samarbejdet omkring ringmærkningen i år!
Ud over selve mødet blev det også til en rundvisning i lokalerne i Fyrboligen, der snart er færdig med renoveringen og hvor indretning af udstilling og Fuglestation starter omkring nytår.
Inden da inviterer Real Dania til åbnet hus den 11. december 2016, hvor alle er velkommen til at se den flotte bygning.
https://realdania.dk/samlet-projektliste/skagen-graa-fyr
Søndag holdt jeg mig også fra felten og arbejdede ved pc og tog en fri eftermiddag med at nyde mit gamle favorithold Liverpool FC udradere Watford med 6-1 på Anfield.
Der var barske folk som gennem weekenden trodsede vejret og havde kikkerter med ude, men det blev ikke til den helt store liste af observationer under de forhold.
Lørdag var bl.a. Mogens Erlandsen og RoC på Grenen med 500 Suler, 1 Dværgmåge og 2 Lapværling som det bedste.
Søndag stod RoC igen på Grenen og noterede 229 Sule, 18 Fløjlsand, 10 Havlit og 110 Alk.
En del dykænder havde søgt i ly for stormen ved Skagen Havn, hvor EC. KK og RoC var omkring og bl.a. så 1 Gråstrubet Lappedykker, 16 Bjergand, 10 Havlit og 2 Tejst.
De næste dage ser fortsat ud til vinterligt vejr, selvom stormen er løjet af. Temperatur omkring frysepunktet og lidt sludbyger vil begrænse, hvor mange net jeg vil arbejde med, da fuglene ikke må risikere at ligge for længe i net i det kølige vejr. Jeg vil dog være i felten igen og se hvad der sker i løbet af den sidste uge, inden jeg sætter alt udstyr i vinterdepot næste weekend.