Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Special Task Force på tur mens Islommer invaderer Skagen
Vejr: Solrigt til halvskyet, med frisk vind fra NØ. Temperatur fra 13-18°C og god sigt.
Simon, Peter og jeg havde fået en special opgave og drog på tur til Tversted søerne i den årle morgenstund bevæbnet med ringmærkningsudstyr.
Årsagen var den stedfaste Iberiske Gransanger – eller skal vi nøjes med at sige mulige Iberiske Gransanger?
Meget i lydoptagelser og udseende tyder på den art, men for at få endegyldigt bevis, havde vi fået tilladelse fra både Zoologisk Museum og grundejeren Naturstyrelse Vendsyssel til at forsøge en målrette fangst af den fugl og indsamle et par underhaledækfjer til DNA analyse.
Sangeren opførte sig eksemplarisk og sad og sang i hele perioden fra vi ankom – satte et net op og til den 10 minutter senere var fløjet i nettet.
Vi dokumenterede selvfølgelig fuglen med biometriske måltagninger udført af både Simon og jeg, samt fotodokumentation og lydoptagelser. Der er dog ingen diagnostiske mål på fuglen, der kan udelukker enten Gransanger eller Iberisk Gransanger, men i det mindste er der ikke noget i fuglens udseende, der peger væk fra Iberisk Gransanger. Det bliver spændende en dag at få svar på DNA analysen, der foretages i Skotland, så der vil gå lidt tid inden vi får svar.
Henrik Haaning Nielsen har lagt en lille artikel om fuglen på DOF Pandion siden.
En meget slidt fjerdragt på en 2k fugl, men det relativt lange næb med udbredt lyst på undernæb, meget gult i front af øjenbrynsstribe og de lyst brune ben er noget af det, der godt kunne passe på Iberisk Gransanger.
Efter den morgen kørte vi forbi markerne ved Troldkær nær Råbjerg Kirke og kunne nyde de 5 Pomerans fugle, der stadig fouragere på de bare marker. Flotte fugle og første gang Peter ser andet en efterårets mere beskedent farvede ungfugle.
Mens vi var væk fra Skagen blev der set over 300 Mallemukker trækkende forbi Grenen i nordøstenvinden, men dagens fugl i Skagen må uden tvivl gå til Islommen.
Hele 8 stk blev set af observatørerne på Grenen og det er ny dagsrekord for Skagen!
Tilbage på fuglestationen tog Simon og Peter sig af en guidet tur ved nettene i Fyrhaven, mens jeg var inde i byen og fik sendt den sidste omgang blodprøver for Vest Nile Virus analyser. Rart at få det overstået og jeg kunne samtidigt få købt ind til aftensmaden, som jeg stod for med en vegetargryde til Peter og jeg. Vi var alene om aftenen, da Simon sammen med naturvejleder Bo Storm afholdt en aftentur i Frederikshavn.
Inden da var Michael Ancher forbi og aftalet, at Peter og jeg i morgen tidlig tager os af CES ringmærkningen ved Jennes sø, så der venter på ny lange dage med lys over Skagen næsten døgnet rundt.
Ringmærkning ved Tversted Søerne:
Iberisk Gransanger 1
3. dag på Skagen Fuglefestival
Vejr: Igen Skagens vejr med sol og blå himmel. Endda med svag vind fra skiftende retninger, så temperaturen kom op over 20 grader og havet var næsten blankt.
Morgenens ringmærkning på Grenen var ikke helt tosset i forhold til de seneste dage og årets første Lille Fluesnapper kunne vises til de interesserede nedenfor Verdens Ende. Peter og jeg var igen ude før solopgang og passede nettene til kl 10. Peter fik dog lov at gå ud og observere lidt inden lukketid, så jeg tog mig af de sidste timer, men havde undervejs godt besøg af DOF Ung gruppen. De var en gruppe entusiastiske unge, der helt sikkert har fået meget ud deres lejr her i Skagen i festivaldagene. Jeg blev imponeret over, at de blev stående og lyttede til min fortælling om ringmærkningen, selvom der midtvejs kom et opkald på Zello om fundet af en Hortulan ved stien mod Jennes sø.
Jeg forstod godt deres gip og håb om en ny art på listen, men stor respekt for, at de lod mig tale færdig og virkede glæde for fremvisningen, selvom Hortulanen så var fløjet videre inden de nåede frem til den.
Helt sikkert en række unge folk, der kommer igen og måske vil tage ophold på fuglestationen i løbet af de kommende år.
Det stille vejr havde inden da givet en anden god art - udenfor fugleverdnen - da en Vågehval blev set runde Grenen et stykke ude.
Simon havde senere gang i de unge, da de fra Fyrhaven blev sendt afsted på et 2 timers ”Bird-race”, hvor de i grupper gik rundt og fandt tæt på 50 arter på de 2 timer.
Ved middagstid havde vi igen en velbesøgt ringmærkningstur i Fyrhaven, hvor vi tog samme procedure som i går. Jeg tog det store voksenhold og Simon børnefamilierne, mens vores dyrlæge kontakt Birthe Hald afløste Simon ved at styre børneaktiviteterne mens ringmærkningsturen stod på.
Der var igen mange fugle at se på rundt omkring, men igen måtte mange tage bilerne og drøne et stykke væk, da Mogens Neergaard ved Tversted Søerne hørte og så en afvigende Gransanger. En meget mulig kandidat til Danmarks 4. fund af Iberisk Gransanger.
Godt gået af Mogens og samtidig store tak til DOF Ung gruppen, der lod Peter få en ledig plads i bilen derned. Lars Mortensen, Simon og jeg fik ikke tid til ”det pjat”, da den stod på forberedelser til en grill aften med start kl 18.
Det blev en rigtig dejlig aften i det skønne vejr på terrassen bag cafeen. Omkring 70 personer deltog – nogle lidt forsinke efter en tur omkring Tversted søerne – men alle fik noget at spise, gode snakke og underholdning i form af Fiskeørn og Mosehornugle.
Undervejs fik Simon annonceret vinderen af festivalens sjældenste fugl, hvilket endte med at gå til jes Gravgaard, der syd for byen i dag fik fotograferet en Lille Skrigeørn – en fugl, der undgik at blive set af andre.
Den Iberiske Gransanger er godt nok noget mere sjælden, men Tversted Søerne er lige udenfor det, der kan kaldes Skagen, så Mogens må prøve igen næste år.
Ringmærkning:
Art | Mærkning | Genfangst |
Rødhals | 1 | |
Rødstjert | 11 | |
Munk | 3 | |
Havesanger | 3 | |
Gærdesanger | 4 | |
Tornsanger | 2 | 1 17/8-17 |
Løvsanger | 14 | |
Lille Fluesnapper | 1 | |
Broget Fluesnapper | 1 | |
GBogfinke | 1 | |
Gulspurv | 0 | 1 30/5-17 |
Rørspurv | 1 |
Michael Ancher:
Art | Mærkning |
Rødhals | 1 |
Rødstjert | 6 |
Solsort | 1 |
Sangdrossel | 2 |
Gærdesanger | 1 |
Tornsanger | 2 |
Munk | 2 |
Gransanger | 1 |
Løvsanger | 7 |
Broget Fluesnapper | 1 |
Musvit | 2 |
2. dag på Skagen Fuglefestival
Vejr: Natten bragte et vejrskifte med passage af en regnfront, der både gav en del nedbør og vindstød. Vinden var drejet om i vestlige retninger, men fra solopgang var det af jævn styrke og nedbøren var draget videre, så dagen endte tør og solrig. Temperatur op på 20 grader.
De hårde dage fortsætter med Peter og jeg ude før solopgang med ringmærkningen – retur til festivaldagene ved fuglestationen inden kl 10 og i gang hele dagen med ture og smalltalk med de mange gæster. Denne morgen med en ekstra opgave, da nattens regn og vindstød havde lagt venneforeningens store telt ned, så det blev pakket sammen, da resten af dagene på festivallen står i solens tegn.
Peter og jeg kommer til at savne Anders og Ann, der forlod lejligheden i morgentimerne, da Ann skulle afsted mod hovedstaden for at løbe Marathon i morgen. De har været så glæde og hjælpsomme med masser af mad til os og Ann´s friskbagte morgenboller, når vi kom tilbage fra ringmærkningen var helt superbe!
Dagens festival program havde de faste punkter med Nordstrand og Flagbakken, mens Knud P. havde en velbesøgt morgentur rundt på stien fra Nordstrand og forbi Jennes sø, hvor Michael fremviste en pæn variation af ringmærkede fugle.
Simon havde gang i standen med fuglelege for børn i haven og hjalp mig med middagens ringmærkningstur, hvor jeg tog mig af de 18 voksne, mens Simon havde børnefamilierne med rundt ved nettene.
Der var igen mange folk at snakke med og med vindskiftet kom nogle af rovfuglene også over på vores side af Grenen, så både 5 Havørne, lidt Lærkefalke, en enkelt Aftenfalk, Hvepsevåger og andet godt kunne nydes herfra.
Mange valgte dog at drøne ned til Hulsig Hede, da Slangeørnen blev genfundet og igen bare forsvandt mod syd i stedet for at tage turen ind over Skagen. Blandt de andre arter, der håbes på blandt mange af de besøgende, bød dagen bl.a. på Hvidnæbbet Lom og Rødstrubet Piber.
Til aften var der foredrag med Morten D.D. Hansen i en helt fyldt sal (ca 150 deltagere) inde i kulturhuset ved svømmehallen.
Ringmærkning:
Art | Mærkning |
Rødstjert | 3 |
Gærdesanger | 1 |
Løvsanger | 15 |
Broget Fluesnapper | 1 |
Michael Ancher:
Art | Mærkning |
Skovpiber | 1 |
Rødhals | 2 |
Rødstjert | 5 |
Gærdesanger | 1 |
Tornsanger | 1 |
Munk | 1 |
Løvsanger | 9 |
Gransanger | 1 |
Grå fluesnapper | 1 |
Broget Fluesnapper | 2 |
Musvit | 1 |
1. dag af Skagen Fuglefestival
Vejr: Masser af sol, hvor skyer først dukkede op sidst på eftermiddagen. Vinden svag til jævn fra SØ til S og temperaturen nåede op på 20C. God sigt.
Vågende til de hektiske dage med Fuglefestival. Jeg tog ud før solopgang til en runde med nettene på Grenen, mens Peter igen tog sig af optællingen ved Skarvsøen. Mark Desholm og Simon fik lov at sove lidt længere, så de var klar til den store åbningsdag for Fuglefestivalen.
På Skagen Fuglestation var vi travlt optaget hele dagen. Jeg måtte lukke ned for ringmærkningen lidt i 9 for at være tilbage til underholdningen ved det Grå Fyr.
Niels Eriksen og Knud Pedersen holdt velkomsttalerne kl 10 for de næsten 90 fremmødte. Derefter gik snakken livligt med alle de mange gæster fra nær og fjern – mange gamle venner blandt fuglefolk kom forbi og hilste på, mens andre var fuldt optaget i felten i det fantastiske Skagens vejr, hvor der blev set en række af de gode arter som Islom og én Rødrygget Svale, mens rovfuglene brillerede med bl.a. de skønne Aftenfalke og Steppehøge blandt mange andre arter i pæne antal.
Turudvalget var godt fra starten af, hvor Lars Mortensen havde en lille gruppe med til på en vellykket tur til Hirsholmen, Niels Eriksen havde en velbesøgt gåtur rundt om Grenenlige efter åbningestalen og jeg stod for en ringmærkningstur med 20 gæster ved Fyrhaverne.
Lars Grøn tog sig af formidlingen fra Flagbakken, så alle kunne være med til de store oplevelser fuglene giver heroppe.
Michael Ancher havde det meste af dagen gang i ringmærkningen ved Jennes sø og fik en del flere fugle i nettene, end min morgenmærkning ved Grenen.
Vi var godt brugte og trætte, da det blev tidlig sengetid inden vækkeuret endnu engang vil ringe før kl 4!
Ringmærkning:
Art | Mærkning |
Tornsanger | 1 |
Løvsanger | 1 |
Gransanger | 1 |
Michael Ancher:
Art | Mærkning |
Rødstjert | 1 |
Solsort | 1 |
Sangdrossel | 1 |
Gærdesanger | 1 |
Tornsanger | 4 |
Havesanger | 1 |
Løvsanger | 8 |
Gransanger | 2 |
Broget Fluesnapper | 1 |
Bogfinke | 1 |
Kernebider | 1 |
Klargøring til Fuglefestivalen og sjældne fugle i felten
Vinden fra syd øst var svag til let, og solen hyggede om os alle hele dagen. Det betød også at dagen fuglemæssigt blev rolig, ikke overdådig, men der var alligevel mange dejlige oplevelser i felten, som var vær at delen ved ”aftenparolen” på Skagen fuglestation.
Morten luftede nettene i tre timer med 3 fugle som resultatet. Et ekstra forsøg med nettede i fuglestationens lille baghave gav heller ikke noget. Så også for Morten blev det chancen for at koncentrere sig om observationerne. Selv om Morten fik en del observatuioner i bogen, så var hans melding om en Lille Kjove, der fløj på tværs af Odden ind i Kattegat i første omgang den bedste observation fra Fyrhaven. Det viste sig siden, at fugle ikke var en Lille Kjove, men en gamle han Almindelig Kjove, der er små og lette i flugten og har relativt lange midterste halefjer.
Når Morten ikke kan finde ud af at bestemme kjover, må han i stedet slå sig på pattedyr på tæt hold - en rævehvalp er ikke til at tage fejl af..
Peter tog baglandet med over mod Batteriskoven, og slog et ordentligt slag omkring kysten og fik mange hav- og strandobs. med masser af lommer (is-rødstrubet- og sortstrubet lom).
Simon slog sig sammen med sin kammerat Morten og rundede Højer Fyr, Stald Lillelund og Batteriskoven. De fik fat i en del af de ca. 8 aftenfalke, som har beæret Skagen med deres besøg i dag.
Med den sydøstlige vind og det flotte solskin, var det nok Nordstrand og Verden Ende der løb med de mange rovfugle. Og her tog Ann ud til Rolf på Verdens Ende og Anders tog formiddagen på Nordstrand.
Det er fik os alle mere eller mindre op af stolene i Skagen i dag var rødstrubet piber, Slangeørn, de mange aftenfalke og lærkefalke, steppehøg og hedehøg.
Eftermiddagen stor i forberedelsernes tegn. Der blev sat telte op, budt velkommen til flere af de indbudte gæster som begynder at ankomme, og der blev afholdt generalforsamling i Fuglestationens Venner. Her i aften er der kl. 20.00 generalforsamling i Birders Klub.
Mark Desholm, der til dagligt leder DOF`s naturafdeling ankom for at være med til at få alt til at blide på bedste vis. Og det samme gjorde Simons mor!
At alt det foreningsmæssige bliver gennemført god ro og orden, sørger formand for bestyrelsen Niels Eriksen for. Inden han ankom til fuglestationen nåede Niels en kort havops. Og her var det de mere en 200 suler der imponerede og gjorde indtryk.
Endelig er Zeiss og Swarovcski kommet med deres præsentationsboder. Der bliver nok mange fuglekiggere der får stjerner i øjnene og hede drømme om nye ”Scoper”, lækre nye kikkerter og andet godt.
Så derfor skulle alle være klar til en fejende flot festival i et fint forårsvejr. Velkommen til gode oplevelser og godt selskab på en af Danmarks absolut fornemmeste fuglelokalitet
Ringmærkning:
Art | Mærkning |
Gransanger | 1 |
Løvsanger | 2 |
Varme søndenvinde gav godt med fugle!
Det er for alvor blevet maj! Mildt og solrigt, svag vind og stadig et strejf af kølighed. Rigtig ”birder-vejr”. Eneste risiko er årets første rigtige solskoldning.
Morten og Athena tog igen morgentjansen med ringmærkningen. Der kom 10 fugle i nettene og endnu et gensyn med en tidligere ringmærket gærdesanger. Med de få fugle i nettene, var der god tid til at tage ordentlige blodprøver hvis formål det er at skabe mere viden om ”Vest Nil-virus”. Denne virus er oprindelig fra områder i Afrika, men kan bæres med trækfugle op til os i Europa.
Ann tog turen på ”Verdens ende” og fik sin førte citronvipstjert. Peter, Simon, Athena og Anders susede rundt på de andre hotspots i området, bla. Nordstrand, Batteriskoven, bunkeren.
Det blev til en dejlig dag hvor alle nød vejret og fik spændende observationer. Det var som om der kom lidt mere fart på rovfuglene med flere aftenfalke, dværgfalk, 4-5 fjeldvåger, 4 fiskeørne, 5 havørne, godt med røde glenter og mindst 6 sorte glenter. Der var 2 islom, svaleklire, 5 lille korsnæb, utroligt mange gule vipstjerter – og ikke mindst pirol, med en helt udfarvet og flot, skrig-gul han – i alt bød dagen på 3 piroler, og eftermiddagen bød på flotte aftenfalke!
Samtidig kan man mærke at vi nærmer os Skagen Fuglefestival, som starter i torsdag. Inden aftensmaden fik Morten besøg af Carsten Krogh Pedersen og hans kone Lizzette. Carsten er en af landets mest talentfulde og prisvindende naturfotografer
Ole Krogh stødte til os igen om eftermiddagen. Og han slog sit ”omsorgs-gen” til og hjalp Morten med en gennemgribende oprydning og rengøring. Det var alle beboerne den gamle fugle-kæmpe meget taknemmelig for.
Ole K. blev en stund spiste med og var igen en fornøjelse at være sammen med.
Ved aftensamlingen var det opgaverne med at gøre klar til Fuglefestivallen der fyldte. Ellers forlader Athena os i aften. Hun skulle lige uploade nogle billeder inden hun tager afsted.
Selv om der bliver travlt i morgen, så er vejret og humøret nok til at vi på fuglestationen, tager en ordentlig tur med nettene og observationerne i morgen. Vejret ser ud til at blive lige så godt som i dag, så der venter garanteret flere spændende fugle-oplevelser i morgen
Ringmærkning:
Art | Mærket | Genfanget |
Munk | 2 | 0 |
Gærdesanger | 2 | 1 |
Gransanger | 1 | 0 |
Løvsanger | 3 | 0 |
Besøg af gamle kendinger
En fin forårsdag på Skagen Fuglestation. En klar dag der startede med stille vind der gik fra øst til sydøst med lidt mere kraft for at slutte med et stille aften med nordlig brise.
Ringmærkningen blev gennemført med 13 net mellem kl. ca. 05.00 og ca. 11.00. Det gav omkring 17 fugle til mærkning og to genfundne fugle. Fint gensyn med gærdesanger som trofast har båret sin ring i 4 år og som jævnligt lader sig genfange på helt samme sted ved Sardinkrattet.
Ellers bød ringmærkningen på rødstjerter, grå fluesnapper, han og hun munk, gærdesangere, gransanger og løvsanger.
Så fik Skarvsøen også et ordentligt tjek, selv om der er tilbagegang fra sidste år, så var der heftig byggeaktivitet med i alt ca. 270 fugle og 118 registrerede reder. Så blev der observeret 10 par gråstrubede lappedykkere, og et atlingeande-par kiggede også forbi.
Der var mindst 3 sorte glenter og mindst 7 røde glenter, der turede rundt i området med følge af 4 – 5 fjeldvåger og en del musvåger. 3 skestorke, 6 traner og ved Grenen var der stenvender kl. ca. 09.20 og temmicksryle.
Finalen blev klart en meget smuk citronvipstjert ved Grenen, der lod sig fotografere til langt ud på eftermiddagen
Ellers var der godt med ”birdere” på de fleste af områdets kendte Obs-pladser. Og her ved dagens slutning var det en hæderlig og rolig trækdag i en vejrmæssigt flot forårskulisse.
Hjemme på fuglestationen gik det heller ikke stille for sig. Der var fint besøg af flere af den danske ornitologiske Gran Old Men. Jørgen Rahbøll, der står for noget af det mest legendariske forskning i fugletrækket kiggede forbi sammen med sin familie. Michael Grell med ”Fuglenes Danmark” var her også. Og til Simons fornemme aftensmåltid kom Den nordjyske fuglefoto-legende Ole Krogh og spiste med.
Klart en herlig dag at få lov til at være med i livet omkring Skagen Fuglestation
En flot fugl for mange var dagens Citronvipstjert ved Grenen søen fundet af Rolf Christensen og her fotograferet af Peter Denyer
Ringmærkning:
Art | Mærkning | Genfangst |
Rødstjert | 2 | 0 |
Munk | 5 | 0 |
Gærdesanger | 4 | 2 |
Løvsanger | 4 | 0 |
Gransanger | 3 | 0 |
Grå Fluesnapper | 1 | 0 |
Skiftedag og Vendehals i hånden
Vejr: Morgen med let dis og tyndt skydække blev afløst af fuld sol resten af dagen. Vinden var let til svag fra syd til sydvest og løjede fuldstændig af til en vindstille aften. Temperatur fra 6-14°C.
Jeg tog alene ud til ringmærkningen på Grenen og havde net åbne før solopgang, mens Peter, Simon og siden Athena dukkede op midt på morgenen. Athena er tilbage for et på dage og det blev i det hele taget en stor skiftedag på Fuglestationen, da Jens og Peter drog hjemad fra lejligheden for at blive afløst sidst på eftermiddagen af Anette og Anders fra Århus kanten, mens Athena overtog Michael Grells plads på fuglestationen.
Ringmærkningen forløb ok med 31 mærkede fugle og én aflæst Gærdesanger fra dagen før. Simon og jeg er i fuld gang med at indsamle prøver for West Nile Virus på de langdistancetrækkende småfugle, så der er lidt ekstra håndtering af nogle af fuglene. Alligevel var der tid til lidt obs mellem netrunderne og Simon fandt først en Gulirisk flyvende over Grenens p-plads og siden en rastende Vendehals i ringmærkningskrattet. Vi fik alle set den sidste og en time senere var der endnu én Vendehals rastende i toppen af en pil, samtidig med, at vi fangede én. Første Vendehals ringmærket for Skagen Fuglestation i de par år vi har været aktive.
En sad og nød morgensolen i pilebuskene ved ringmærkningsområdet
Siden kom én i hånden og blev beundret af de fleste folk fra Verdens Ende lige før den blev sluppet fri. Photos: Peter Denyer
Peter og jeg blev ved at passe nettene, selvom antal af fugle dalede noget gennem formiddagen, mens Simon og Athena tog ud til Jennes sø for at tjekek natlytoptageren.
Siden gik de videre til Storsig klit/bunkeren ”Kap Gadagung”, hvor jeg i de flotte vejr sluttede mig til dem over middag, mens Peter obsede fra Ellekrattet og Sylviastien.
Vi missede dog alle den Hvidnæbbede Lom, der trak ud over Reservatet, skønt der kom en god melding om den fra Jan Speierman. Til gengæld var der et flot antal af rovfugle i luften, men ikke den ønskede sjældne ørn imellem, så bedste art var endnu engang en Steppehøg på lang afstand fra os.
En Gråmåge blev set flyve ud mod Skarvsøen, mens Peter holdt ud lidt længer end os andre og fik en god Skagens art, da en Grønspætte kom ud på trækforsøg. Jeg havde inde da mødt en Mosehornugle på min vej tilbage mod Fuglestationen, så den/de holder stadig til i klitheden ved Storsig.
Til aften samledes vi til introduktion for Anette og Anders, der kommer med super godt humør og det helt rigtige Skagens vejr. Vi nød en helt vindstille aften med lidt obs ved Kattegat, hvor 5 Mudderklire rastede på kystsikringen. Peter og Simon legede imens sommer i shorts med petanque på plænen foran fyrmesterboligen.
Vi er alle godt brugte af den megen sol og de lange dage, så dagbøgerne er hårde at få skrevet.
Heldigvis vil vi de kommende dage få hjælp fra Anette og Anders, der har lovet at skrive dagbog de næste dage.
Jeg stopper i øvrigt på fuglestationen i starten af juni, så de daglige læsere skal alligevel snart vende sig til nye forfattere på denne blog. Peter fortsætter gennem sommeren og frem til starten af efteråret, så inden længe vil dagbogen blive skrevet på engelsk i stedet for dansk – Skagen Fuglestation er et internationalt sted…
Ringmærkning:
Art | Mærket |
Vendehals | 1 |
Jernspurv | 1 |
Rødstjert | 2 |
Gærdesanger | 5 |
Munk | 6 |
Gransanger | 8 |
Løvsanger | 5 |
Tornsanger | 1 |
Rørspurv | 2 |
Ny rekord til Tårnenes Dag!
En rigtig fin dag på Skagen med varieret og artsrigt fugletræk – særligt af rovfugle, hvor hele 14 forskellige arter noteredes. Heriblandt sort glente 3, rød glente 6, duehøg, fjeldvåge, vandrefalk 2, fiskeørn 3-4, dværgfalk 5, lærkefalk 3-4, havørne 3 set fra Grenen og 5 fra Flagbakken, en storkjove og 15 traner. Småfugletrækket var noget mere sparsomt, men dagens bedste fugl – en superflot Guldpirol (han) – lod sig se rigtig fint to gange. Derudover sås bl.a. en sen silkehale, 2 ringdrosler, lapværling og gulirisk. Lomtrækket var kun på det jævne med få rød- og sortstrubede og lidt skuffende desværre ingen storlommer.
På Grenen var et superengageret nordjysk team klar fra kl. 5 morgen til at tage den benhårde kamp om arter op med øvrige tårne i Danmark. Og det blev et superflot resultat med hele 109 forskellige arter set på 8 timer (kl. 5-13). En vandrefalk set kl. 12:55 blev den afgørende fugl, der dizzede den tidligere rekord på 108 fra 2016. Og så manglede oven i købet flere oplagte ’Skagen-arter’ for årstiden. Rekorden blev sat på en dag med vestenvind og halvkølige temperaturer. Så tænk hvad der kan opnås under mere optimale forhold med vinde fra den østlige sektor! Det flotte resultat blev skabt på et super teamwork og dedikeret kollektiv indsats , hvor gejsten og optimismen var helt i top lige til sidste sekund. Meeeen.. uundværlig support kom fra Ulla (Bojesen), der on the spot leverede Danmarks bedste nybagte kringle på et tidspunkt, hvor teamet var på nippet til at gå en smule sukkerkold.
Teamet der leverede det flotter resultatet bestod af Anders Bøjesen, Morten Christensen, Lars Grøn, Lars Ytte og britiske Peter Denyer.
Morten Jenrich Hansen udførte ringmærkning om morgenen og fangede bl.a. sæsonens første havesanger samt en fin broget fluesnapper han. Men småfuglefald såvel som fangsttal var dog moderate denne morgen. Totalt fangedes 33 fugle. Morten guidede desuden tur for 12 voksen + 6 børn omkring stationen, hvor der blev informeret om ringmærkning samt om fugletrækket og med særligt fokus på rovfugle.
Simon ledte en ekskursion for UCN Hjørring med 19 deltagere på personaletur, og fik en guidet tur ud til ringmærkningsområdet og Grenen.
Undertegnede (Michael) – der på dagen genså Skagen for første gang siden 2010 – var på Grenen hele morgenen, hvor jeg bidrog med en enkelt art (silkehale) til teamet, senere kort på Bøjlevej og Flagbakken en times tid 16-17, hvor der bl.a. 2 dværgfalke trak øst.
Blandt øvrige gæster på fuglestationen var John Kyed, Rita Pate og Kenneth Bach Christensen.
Ud på eftermiddagen tiltog vinden til frisk vestenvind omkring 9 m/s, det blev mere klart og temperaturen sneg sig op på hele 14 plusgader! Den kraftige vind spredte trækket, der langsomt døde ud.
Stationspersonalet afsluttede en dejlig og fuglerig dag med en velfortjent middag (M. kok) og hyggesnak i sofaen bl.a. med Jan Speiermann fra Kbh., der takkede af efter en ugens intensiv birding.
Ringmærkning:
Art | Mærkning |
Spurvehøg | 1 |
Munk | 8 |
Havesanger | 1 |
Gærdesanger | 7 |
Gransanger | 4 |
Løvsanger | 10 |
Broget Fluesnapper | 1 |
Bogfinke | 1 |
Michael Ancher:
Art | Mærkning |
Rødstjert | 1 |
Gærdesanger | 2 |
Munk | 7 |
Gransanger | 2 |
Løvsanger | 6 |
Broget Fluesnapper | 1 |
Kvækerfinke | 1 |
Grønsisken | 1 |
Gråsiskaen | 3 |
Fugle på Radaren
Vejr: Solen stod op under en overvejende skyet himmel, men midt på dagen var der flere timer med ren sol og blå himmel. Sidst på eftermiddagen blev solen igen sløret af skydække. Vinden holdt sig i vest af jævn styrke på 6-8 m/s, mens morgen var lidt kølig med 6°C og dagens maksimum temperatur lige nåede 11°C. God sigtbarhed.
Peter og jeg var tidligt ude og havde alle net åbne på Grenen før kl 5. Vi endte med at stoppe tidligt og var tilbage på fuglestationen kl 9 efter at have håndteret 12 fugle på de knap 4 timer. En enkelt Kvækerfinke kom med på årets artsliste over ringmærkede fugle, men større overraskelse var dog meldingen ude fra observatørerne på Grenen, da de så en Søkonge i sommerdragt trække ud i Skagerrak – muligvis det første maj fund i Skagen af den art.
Jens og Peter brugte morgenen ved Nordstrand, hvor det var lidt beskedent med fugle i dag og Michael Ancher måtte også kæmpe hårdt for finde fugle at ringmærke ved Jennes sø denne vestenvindsdag.
På fuglestationen arbejdede Peter med et Facebook opslag om dagens fangst af Kvækerfinke, mens jeg var stand in for Simon ved et møde omkring test af en radar til at pejle fugletrækket.
Spændende muligheder og Jacob Funder som centerleder så da også glad ud for den nye teknik. En glædelig overraskelse for mig var, at Bjarke Laubæk er konsulent på opgaven. En dygtig mand, som jeg tidligere har lavet nogle Sangsvane optællinger og aflæsninger for.
Knud P. var lige med til starten af mødet og vi blev lidt forsinket på gårdspladsen, da lidt rovfugle kom henover med en Sort Glente imellem.
Et af hovedstadens DOF-bestyrelsesmedlemmer med frue stod også på gårdspladsen og spurgte til Fuglestationen, så jeg tog dem lige med op til en kort rundvisning, inden jeg skulle tilbage til mødet. De havde ved Batterivej snakket med en fuglekigger, som stod og kiggede efter en Lille Skrigeørn, der skulle være på vej fra syd. Noget hverken Knud eller jeg havde hørt om og der kom da heller ikke andre meldinger om den ørn, men rygtet var nok til at få Peter og jeg en tur over på bakken bag Ellekrattet. Der fik vi en del sol i hovedet, en bunke Musvåge med en enkelt Fjeldvåge og en Vandrefalk imellem, men ingen ørn.
Peter var den anden aften blevet så glad for biografen i Frederikshavn, at han igen til aften tager en tur derned, mens Jens og Peter på ny står for maden.
Dagbogen bliver for en gang skyld lagt tidligt op, da aftenen hurtigt går og morgendagen byder på fuldt program med Tårnenes Dag arrangement ude på Verdens Ende, en guidetur Simon har for lærerstuderende om formiddagen, mens jeg ved middagstid skal guide 15-18 personer.
Til aften dukker der også en ny person op til en weekend på fuglestationen – endnu en af de gamle kendinge nemlig Michael Borch Grell, der bl.a. stod bag det foregående store ATLAS projekt i 1993-95, så der bliver ikke meget tid ved pc´en til aften, da der nok bliver lidt sank i stuen og jeg har brug for at komme tidligt i seng for at være oppe kl 4.
Centeret for Trækfugle kan nu tage konkurrencen op på radar området med forsvarets observationspost - de har dog fokus på skibstrafiken, mens vi følger trækfuglene.
Det blev lige så flot vejr inden aftensmaden, at jeg ikke kunne holde mig inde, men gik en tur ud gennem Fyrhaverne og Åkandevej. Fik først øje på 4 rævehvalpe, der dog hurtigt blev kaldt ned i graven af deres mor. Dernæst havde jeg fornøjelse af 2 Mosehornugler, som Simon, Peter, peter og Jens og nåede at se, da den ene af dem fouragerede over klitheden og helt op mod det grå fyr.
God afslutning på dagen, selvom vi ikke er så tilfredse med at have en ræve familie tæt på ringmækningsnet.
Ringmærkning:
Art | Mærket |
Gærdesanger | 1 |
Munk | 2 |
Gransanger | 1 |
Løvsanger | 3 |
Bogfinke | 1 |
Kvækerfinke | 1 |
Rørspurv | 3 |