Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Ny rekord til Tårnenes Dag!
En rigtig fin dag på Skagen med varieret og artsrigt fugletræk – særligt af rovfugle, hvor hele 14 forskellige arter noteredes. Heriblandt sort glente 3, rød glente 6, duehøg, fjeldvåge, vandrefalk 2, fiskeørn 3-4, dværgfalk 5, lærkefalk 3-4, havørne 3 set fra Grenen og 5 fra Flagbakken, en storkjove og 15 traner. Småfugletrækket var noget mere sparsomt, men dagens bedste fugl – en superflot Guldpirol (han) – lod sig se rigtig fint to gange. Derudover sås bl.a. en sen silkehale, 2 ringdrosler, lapværling og gulirisk. Lomtrækket var kun på det jævne med få rød- og sortstrubede og lidt skuffende desværre ingen storlommer.
På Grenen var et superengageret nordjysk team klar fra kl. 5 morgen til at tage den benhårde kamp om arter op med øvrige tårne i Danmark. Og det blev et superflot resultat med hele 109 forskellige arter set på 8 timer (kl. 5-13). En vandrefalk set kl. 12:55 blev den afgørende fugl, der dizzede den tidligere rekord på 108 fra 2016. Og så manglede oven i købet flere oplagte ’Skagen-arter’ for årstiden. Rekorden blev sat på en dag med vestenvind og halvkølige temperaturer. Så tænk hvad der kan opnås under mere optimale forhold med vinde fra den østlige sektor! Det flotte resultat blev skabt på et super teamwork og dedikeret kollektiv indsats , hvor gejsten og optimismen var helt i top lige til sidste sekund. Meeeen.. uundværlig support kom fra Ulla (Bojesen), der on the spot leverede Danmarks bedste nybagte kringle på et tidspunkt, hvor teamet var på nippet til at gå en smule sukkerkold.
Teamet der leverede det flotter resultatet bestod af Anders Bøjesen, Morten Christensen, Lars Grøn, Lars Ytte og britiske Peter Denyer.
Morten Jenrich Hansen udførte ringmærkning om morgenen og fangede bl.a. sæsonens første havesanger samt en fin broget fluesnapper han. Men småfuglefald såvel som fangsttal var dog moderate denne morgen. Totalt fangedes 33 fugle. Morten guidede desuden tur for 12 voksen + 6 børn omkring stationen, hvor der blev informeret om ringmærkning samt om fugletrækket og med særligt fokus på rovfugle.
Simon ledte en ekskursion for UCN Hjørring med 19 deltagere på personaletur, og fik en guidet tur ud til ringmærkningsområdet og Grenen.
Undertegnede (Michael) – der på dagen genså Skagen for første gang siden 2010 – var på Grenen hele morgenen, hvor jeg bidrog med en enkelt art (silkehale) til teamet, senere kort på Bøjlevej og Flagbakken en times tid 16-17, hvor der bl.a. 2 dværgfalke trak øst.
Blandt øvrige gæster på fuglestationen var John Kyed, Rita Pate og Kenneth Bach Christensen.
Ud på eftermiddagen tiltog vinden til frisk vestenvind omkring 9 m/s, det blev mere klart og temperaturen sneg sig op på hele 14 plusgader! Den kraftige vind spredte trækket, der langsomt døde ud.
Stationspersonalet afsluttede en dejlig og fuglerig dag med en velfortjent middag (M. kok) og hyggesnak i sofaen bl.a. med Jan Speiermann fra Kbh., der takkede af efter en ugens intensiv birding.
Ringmærkning:
Art | Mærkning |
Spurvehøg | 1 |
Munk | 8 |
Havesanger | 1 |
Gærdesanger | 7 |
Gransanger | 4 |
Løvsanger | 10 |
Broget Fluesnapper | 1 |
Bogfinke | 1 |
Michael Ancher:
Art | Mærkning |
Rødstjert | 1 |
Gærdesanger | 2 |
Munk | 7 |
Gransanger | 2 |
Løvsanger | 6 |
Broget Fluesnapper | 1 |
Kvækerfinke | 1 |
Grønsisken | 1 |
Gråsiskaen | 3 |