Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (217)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Tyskerne kommer til Skagen!

fredag 23. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Efter nattens tåge og svage vind blæste det i løbet af formiddagen op fra SV og S. Vindstyrken nåede 10m/s gennem eftermiddagen og det føltes igen rigtig koldt kombineret med temperaturen, der kun lige kom over frysepunktet. Overskyet og gråt med dis.

Jeg havde gennem morgenen Morten med som lærling ved nettene i Fyrhaven, som vi holdt åbne fra kl 6 til kl 11. Fik fat i 12 fugle, hvor en Gransanger var den første jeg har heroppe i år.
Endnu mere spændende var dagens genfangst – en Stor Gråsisken med tysk ring fra Helgoland ringmærkningscentral.IMG 4802

Gråsisken fortsætter med at gøre det godt og denne fugl kom til Skagen Fuglestation med en ring fra den tyske ringmærkningscentral Helgoland.

Ikke nok med den, så havde Michael Ancher også gang i ringmærkningen på heden/birkeskoven ud for Batterivej og fangede der en anden Gråsisken med ring fra Helgoland.
Ret bemærkelsesværdigt, med to tyskere på samme dag!

Ved Skagen Grå Fyr havde vi igen et kort besøg af en han Sortstrubet Bynkefugl, mens en Bjergvipstjert trak ud mod øst og en Hvid Vipstjert kom retur fra Grenen – det gav da lidt forårsstemning samme med et par rastende Trane mellem Storsig og Reservatet.
Det var ellers en kold omgang i vinden og Morten Christensen fandt også ud af, at det endnu ikke er sommer, da han på en tur ud mod Storsig trådte gennem isen og fik fyldt gummistøvlerne med vand.
Lidt køligt på denne tid af året!

Simon havde mest travlt indenfor med administrative opgaver, så det blev Morten og jeg, der fik fornøjelse af Jørgen og Igor, der på deres tur kom forbi midt på morgenen.
Jørgen kunne berette om, at den stedfaste Isfugl stadig holder til ved grøften i Batteriskoven, mens en Skovsneppe rastede i heden ud for Sønderstrand.
Efter vi havde lukket for nettene kørte jeg over og besøgte Michael Ancher for at udveksle nyhederne om de tyske Gråsisken. Lige da jeg ankom fløj en ung Havørn lavt forbi fra Reservatet og ind over byen – nok den samme som jeg havde over Fyrhaven den anden dag.
Nåede med på en enkelt runde ved Michaels net og set planerne for det komme CES mærkningsområde ved Jennes sø. Det ser spændende ud for de kommende måneders ringmærkning derovre!

Morten Ch. brugte middagen på en tur rundt og fik også handlet lidt mad ind.
Eftermiddagen bød mest på pc arbejde og der var ingen bemærkelsesværdige fugleobs på vores korte ture ude i kold vind og gråvejr.  
Så vi har igen tid til at hygge på stationen med aftensmaden.

Ringmærkning:

Art Mærket Aflæst
Solsort 1  
Gransanger 1  
Stor Gråsisken 7 1 (tysk)
Grønirisk 2  
     

Michael Ancher:

  Art Mærket Aflæst
  Musvit 7  
  Gråsisken 56 1
  Bogfinke 1  
  Gulspurv 1  

Simon tilbage fra ferie og svar på den engelske Strandskade

torsdag 22. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Nattens nedbør viste sig at være slud i stedet for regn. Dagen var grå og overskyet uden yderligere nedbør. Vinden svag fra NV og temperaturen lå lige over frysepunktet efter let frost i nattetimerne.
Sigten præget af vekslende dis.

Jeg troede, at jeg skulle stå op til, at nedbør og plusgrader havde fjernet de sidste rester af sne og is.
Jeg havde sat vækkeuret tidligt for at prøve lidt natfangst inden det blev lyst. Kom derfor ud i et nyt hvidt dække af slud, men det gav helt friske spor at gå efter med lygte og ketcher.
Fandt ingen Skovsneppe, men så både Hare og Rådyr. På Åkandevej var der friske spor af en stor hund og ingen menneskespor i nærheden. Det er altså ikke kun enlige Ulve, der strejfer om på egen hånd heroppe om natten!
På stranden var der lyde fra Stor Præstekrave, men de lod mig ikke komme tæt på, da 3 stk havde gang i territoriehævdelse selvom der stadig var en time til at det blev lyst.
Gik derfor ind og fik min morgenmad, hvorefter det passede med at jeg kunne åbne net i haven.
Lukkede på ny ned kl 10, da de 4 timer kun havde givet genfangst af 2 Gulspurve. Begge mærket sidste år ude på Grenen. En fra maj og den anden fra august måned.P3220582 2

Strandens 3 Store Præstekraver i dagslys - de var også aktive i mørket kl 5 om morgenen.

I ventetiden på fangst fik jeg set en ung Gråmåge flyve ud mod Grenen kl 7 og lidt senere passerede en Bjergvipstjert samme vej. Ellers var der ikke meget træk i luften denne morgen, men 2 rastende Snespurve på stranden ud for fyret har ikke været hverdagskost.
Fik hilst på en række af Naturstyrelsens folk, da Jesper og Jacob havde et morgenmøde med Flemming og Christel, mens Lars ankom med bænke og borde til udendørscafe – så nu er det bare vejret, der skal vise sig fra en lidt anden side for at gøre udendørs serveringen attraktiv.

Ved middagstid ankom Simon og gik i gang med at komme tilbage fra sin ferie.
I løbet af eftermiddagen kom Morten Christensen for at deltage i fuglestationens arbejde frem til søndag. Der kom altså liv på fuglestationen i forhold til mine seneste dage alene på skansen.
Ud opdatering for Simon af begivenhederne på fuglestationen i min tid siden starten af marts, så fik vi lige set skoleskibet Danmark runde Grenen.
Mere interessant var, at vi har fået svar tilbage på den mærkede Strandskade jeg fangede om aftenen d. 13. marts.
Det er en erfaren fugl, der minimum er 28 år gammel, da den blev ringmærket som adult fugl 21. august 1993 i Lincolnshire, England.

Den genmelding fejrer vi med ekstra proteiner til aftensmaden, hvor en roastbeef efter en tur i ovnen bliver en rigtig herreret.P3220605 2P3220609 2

Mæskede vi os til aften med roastbeef, så var krabber på dagens meny for Gråkragen.

 

Fra småt til stort

onsdag 21. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr:  Overvejende skyet, men solen fandt alligevel frem til blå huller i skydækket. Morgenen startede med let frost, senere kom tøvejret til Skagen og midt på eftermiddagen kom vi op på 5°C. Vinden holdt sig i det vestlige hjørne. Startende med let vind, men sidst på dagen var den oppe på 10m/s. Let dis i horisonten.

Uden megen vind i morgentimerne kunne jeg åbne net fra solopgang, men næsten ingen fugle rastede i Fyrhaverne, så da jeg lukkede igen kl.10 var ikke en eneste fugl blevet fanget.
Mellem tjek af net vekslede jeg mellem runder i haverne og en plads med udsyn til Kattegat. Undervejs var der musik i luften, da Trane parret i Reservatet kaldte løs den første time af morgenen.
Bedst som jeg sad og kiggede på Suler og nogle små flokke af trækkende Sangsvaner over Kattegat, fløj en lille fugl op fra strandkanten og satte sig kortvarigt i buskene ved plankeværket omkring Fyrhaven.
En rigtig nydelig han Sortstrubet Bynkefugl!
Jeg nåede ikke at få kameraet frem før den forsvandt rundt om hegnet og mit håb var, at den var fløjet ind i haven og var endt i et net. Desværre var den som sunket i jorden og jeg genfandt den ikke, skønt jeg gik rundt og tjekkede alle buske i klitrækken.

Da jeg kom tilbage til fuglestationen fra den gåtur stod Jørgen Kabel klar med Igor til en hyggelig snak over en kop kaffe. Bagefter gik jeg endnu en runde uden held til at finde den Sortstrubede og som sagt lukkede jeg tidligt ned for en tom omgang ringmærkning.
Der var ellers småfugle i luften, da der var returtræk ind over området ude fra Grenen og Kattegat. Både lærker, drosler, finker, siskner og kragefugle kom i dag den vej. Det samme gjorde de første af dagens Musvåger.
Inden middag tog jeg en tur ind og hentede en dejlig bogpakke på posthuset. Sigrid Andersen havde sent mig et eksemplar af Klaus Malling Olsens nye mågebog. Der venter spændende læsning!
Jeg benyttede turen ind til posthuset til lidt indkøb af mad og en tiltrængt bilvask – det er et hårdt liv for den gamle bil, at stå herude i første klitrække.
Kom også hjem med et par nye gummistøvler, så jeg er klar til, at gå rundt i fugtige klitlavninger uden den faste grund, som frosten hidtil har sikret i marts.

Over middag kom der lidt flere Musvåger i luften og jeg gik ud til den nordlige ende af Fyrhaverne i håb om lidt ekstra krydderi blandt rovfugle i vestenvinden.
Det lykkedes til fulde, da en ung Havørn pludselig dukkede op på returtræk – tog et par runder over haven og forsvandt lavt mod vest i retning af Nedermose.
Dagens største oplevelse, der lige akkurat udkonkurrerede både morgenens Sortstrubede Bynkefugl og den lækre kartoffelsuppe Christel og Flemming bød mig, da jeg satte mig ind i udstillingens showroom og viste mine Havørn fotos.P3210479 2P3210487 2P3210471 2

Fik også lige ringet til Thomas Bregnballe fra Aarhus Universitet og aftalt lidt omkring årets projekt med studie af skarvkolonien. Jeg regner med, at isen i Skarvsøen bryder helt op i løbet af det næste døgn, så vi skal snart i gang med at følge de første Skarver bygge rede i år.
Ellers er det sidste døgn med minimal bemanding af fuglestationen, da Simon vender tilbage fra ferie i morgen.
Godt timet, da det ser ud til at vinteren endelig slipper sit tag og forårets aktiviteter skal til at komme op i omdrejninger.

Retur til Fuglestationen med sol over klitterne

tirsdag 20. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Svag vind fra nord. Næsten skyfrit med sol, der varmede efter en kold nat. Temperatur fra -3 til +1°C, men meget varmere på klitsider i sol. God sigt.

Kørte fra Århus før solopgang, men tog mig god tid langs Vendsyssels vestkyst, så jeg nåede først tilbage til fuglestationen ved middagstid.
Årsagen var, at der søndag muligvis var set en Sneugle ved Uggerby å. Jeg syntes, at den var værd at eftersøge. Brugte derfor tid i klitterne fra Uggerby/Tversted, over Skiveren, Råberg Kirke, Kandestederne og Hulsig Hede inden ankomsten til Skagen.
De eneste hvide fugle jeg fandt i klitterne var lidt for store og lidt for mange, da der var en del Sangsvaner i området ved Råbjerg Kirke og Råbjerg Mile.
På Hulsig Hede gik et lokalt Trane par i en af de delvis frosne klitsøer langs landevejen, mens en skrue på 12 Musvåger var over klitplantagen, hvor 20 Stor Korsnæb også fløj rundt.20180320 095821

Forår på klitheden mellem Råbjerg Kirke og Råbjerg Mile. Mange syngende Sanglærker over heden, men jeg savnede den lille hvide prik på en klittop.

Med rovfugle i luften gik jeg over middag ud på en tur fra Skagen Grå Fyr til Reservatet. En enkelt Duehøg fløj over Reservatet, mens Musvåger og 2 Røde Glenter gjorde trækforsøg. De kom ud over Skagen by, over Reservatet mod Ellekrattet og fløj i nordenvinden retur langs Kattegat kysten.

P3200408 2

Rød Glente i modlys

P3200410 2

Og så er det med ikke lige at stå i skudlinien, når tarmen tømmes...

Det blev ellers ikke til meget nævneværdigt i felten gennem eftermiddagen. Jeg kiggede forgæves efter min første Hugorm i år, skønt der var god varme nede i klitterne på sider med sol på.
Kattegat bød ikke på meget andet end Knopsvane parret i den lille bugt lige vest for Fyret, men et par lystfiskere havde fornøjelse af de rolige forhold ved havet.P3200431 2

Kan man kalde det en form for isfiskeri?

Døde dyr fra Skagen til Århus

mandag 19. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Fra nattefrost til tøvejr i dagtimerne med vind fra SV og efterhånden udbredt skydække inden endnu en frostklar nat.

Selvom jeg var hjemme i Århus, så var Skagen Fuglestation ikke helt ude af mit dagsprogram.
Jeg havde den Odder, der blev fundet trafikdræbt ved vejen mod Højen d. 25. oktober sidste år, med mig i bagagerummet.
Heldigvis var det hård frost om natten i Århus, da jeg ikke lige har en fryser med plads til dyr i den størrelse, så den lå i bilen til jeg kunne aflevere den til Naturhistorisk Museum i Århus.

20180319 113945

Naturhistorisk Museums glade konservator Charlotte Wikkelsø Rasmussen modtog den Odder, der sidste efterår blev fundet traffikdræbt.
Odderen vil dermed indgå i deres database. Efter et stykke tid i deres dybfryser for at sikre, at der ikke kommer levende udtøj med, vil den blive undersøgt og skind og skelet vil indgå i museets samling.
I vinterferien havde Charlotte været igang med et andet stort pattedyr, der også var fundet i Skagen sidste efterår.
Hvidnæsen fra Nordstrand blev dissekeret og den seance blev fulgt med stor interesse af besøgende til Naturhistorisk Museum.
God formidling for både børn og voksne, så besøg endelig et spændende museum, hvis i kommer forbi Århus.

Lyset over Skagen

søndag 18. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Skyfrit og sol, men stadig frost med -3 – 0°C. Svag vind fra SØ og god sigt, men noget kuldeflimmer i luften.

Flot og dejligt vejr med svag vind, så frosten bed ikke i dag.
Helle og Claus startede før solopgang med at gå ud på stranden, så de kunne nyde den flotte solopgang inden de kom ind til morgenmaden.
Jeg var dum nok til at tage morgenmaden først, da jeg ville åbne net i Fyrhaven når solen var kommet op og kunne hjælpe med at tø de frosne net. Derfor stod jeg i køkkenet på 1. sal og så solopgangen.
Jeg skulle havde været ude med kameraet for netop denne morgen kom det fantastiske lysfænomen ”det grønne glimt”!
Set fra vinduet var det ikke bare et svagt grønt glimt, men et kraftigt grønt lys lige som øverste kant af solen skulle bryde horisonten. Kun anden gang jeg oplever det her fra Skagen!

Jeg havde nu snart net åbne, men der var få fugle i Fyrhaven og flokken af Gråsiskener ser ud til at være taget videre. Det blev kun til fangst af 2 Musvit og 1 Grønirisk, men i det mindste fik Helle og Claus da set de fugle i hænderne. Den ene Musvit var en genganger mærket i Fyrhaven i september sidste år.

Med de få fugle at håndtere, så havde vi tid til at nyde et stort træk af kragefugle domineret af Alliker og blandet med en mindre del Råger og Gråkrager. Der var næsten konstant flokke i luften og jeg endte med at havde talt 3800 Alliker inden jeg kørte mod Århus over middag.P3180379 Kopi Kopi

Luften var fuld af snaksaglige Alliker på træk gennem hele morgenen og formiddagen.

Der var meget snak i luften fra de fugle, men også Sanglærkerne kaldte lystigt på deres træk mod øst.
Enkelte rovfugle var på vingerne om formiddagen, hvor bl.a. min første Tårnfalk ved Fyret i år stod og musede over klitrækken.
Nogle af Allikerne tog en pause undervejs på deres træk for at give sig tid til at genere en Spurvehøg og et par Musvåger, der vove sig i luften trods de mange kragefugle.
En af områdets unge Gråmåger tog midt på formiddagen turen forbi Skagen Grå Fyr på vej fra havenen til Grenen. Opdaget tidsnok til, at jeg denne gang kunne nå, at råbe Flemming op, så han kom ud fra butikken og kunne få sig en ny art.

Helle og Claus pakkede sammen og tog ud for at se efter flere rovfugle ved middagstid. Jeg håber, at de fik nydt det dejlige vejr og vil vende tilbage til os på et tidspunkt i foråret med flere fugle.
I mellemtiden var Kurt og Marianne var ankommet til Birders Klubhus og fik samlet og sat et par skabe op, som Venneforeningen kan bruge til deres ting.  
De klarede sig selv og jeg fik tid til en lille snak med Anne Lise Jensen, der kom forbi for at hilse på.
Derefter tog jeg hjemad mod Århus som planlagt, selvom det fine vejr over Skagen gjorde ondt at forlade.
Jeg fik fx ikke set den Havørn, der kom forbi senere på eftermiddagen, men mere ondt gjorde det, at der i den klare frostaften overraskende var stor aktivitet af nordlys over Skagens Odde.
Selvfølgelig sker den slags når jeg er taget hjem…

Ringmærkning:

Musvit          1 (+1 genfanget)
Grønirisk      1

Kulde, men en smule smag af forårets rovfugletræk

lørdag 17. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Stadig bidende koldt med -5 til -2°C og samtidig strid østenvind på 11-12m/s. Få skyer og masser af sol. God sigt.

Ikke meget grønt forår her på Sct. Patricks Day!
Vind og kulde gjorde det umuligt at bruge net til ringmærkning af fugle. Jeg forsøgte dog med fælden i Fyrhaven i håb om, at jeg kunne vise vores arbejde med fuglene til Helle og Claus.
Der var dog få fugle i haven og det lykkedes ikke at fange en eneste trods fælden var klar hele morgenen og formiddagen. Måske den kolde blæst fra øst har fået de fleste af småfuglene til at søge ly i de tættere beplantninger ved fx Batteriskoven.
Det var stedet Helle og Claus gik en tur og fik set den overvintrende Isfugl, der stadig fanger Hundestejlere i grøften ved Bøjlevej/Batteriskoven. De nåede også en tur ud til Nordstrand, hvor der i dag var flere fiskende Suler end ved Kattegat ud for Skagen Grå Fyr.
Vi havde ellers først prøvet en lidt tam og kold havobs med teleskoperne i læ af Cafeen.

Midt på dagen kom der en smule forsmag på forårets rovfugletræk over Skagen. 12 Musvåger var på trækforsøg, mens 2 stk Rød Glente var seje og fløj over klitlandskabet i strid modvind.P3170314 2

Olympus kameraet klarede midt på dagen et foto af fugl i landskabet - lad der bare komme flere Røde Glenter forbi de næste dage!

Senere fik jeg besøg af en af Simons svenske venner fra Ottenby-tiden. Linius var i Skagen med sin familie og fik en lille rundtur på Fuglestationen og ringmærkningslaboratoriet.
Ellers er det her før spisetid noget begrænset, hvad jeg har at berette.
Dagens højdepunkt kommer snart, da Claus og Helle står for aftensmaden og hentede en Pighvar på havnen, så der venter en superlækker fiskeret!20180317 170658

Så kan i godt være misundelige på Skagen Fuglestations festmåltid!

Kan i øvrigt varsle, at der lige kommer en kort pause i dagbøgerne fra Skagen Fuglestation.
Simon har ferie frem til slutningen af næste uge og jeg har et ærinde hjemme i Århus.
Jeg kører derfor fra Skagen i morgen midt på dagen, men vender retur tirsdag, så da vil der på ny blive skrevet dagbog.

Sibirisk kulde i hård østenvind!

fredag 16. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Kuling fra øst med middelvind op til 15m/s og kraftigere vindstød. Frost hele døgnet fra -4 til -2°C. Masser af sol og kun få skyer i klar polarluft med god sigt.

Klar luft og sol i midt marts kunne jo godt få en til at tænke på forår, men stak man snuden udenfor heroppe i dag blev man slemt skuffet. Frostgrader og en bidende vind gav en chill faktor, der i den grad sved i kinder og næsetip.
Jeg kunne dog ikke holde mig inde, men var ude under den flotte himmel før solopgang.P3160009 2

Inden solopgang spejlede morgenrødmen sig i vinduerne på 1. salen af Fyrmesterboligen.

P3160048 2

Flot, men mega kold solopgang

Valgte ikke at ringmærke, da det var den stedfaste flok Gråsisken og et par Solsorte med ring, der besøgte foderpladsen. Prøvede i stedet at holde øje med trækket langs Kattegat, men der kom ikke de flokke at Edderfugle som i går. Det var mest mågerne, der underholdt på strækningen ud for Skagen Grå Fyr.P3160193 2

Levede Stormmågerne op til deres navn og var elegante i deres flugt mod vinden

P3160232 2

Så var det mere rå kraft og pondus der kendetegnede Sølvmågernes flugt.

Med vinden som afkølende faktor måtte jeg holde nogle pauser og søge ind til en halv times opvarmning.
Det gav en ekstra opgave, da Christel hev mig ind til at prøvesmage 2 hvidvine og 2 rødvine.
Hun ønskede en uvildig bedømmelse for at vælge, hvilke vine, der skal være Cafeens husvine i år.
En hård opgave for mig, der ikke er den store vindrikker, men hvad gør man ikke for det gode samarbejdes skyld..

Det endte med, at jeg fik de 4 testflasker med op på Fuglestationen. En god gave, så kan jeg nemlig tilbyde vin til aftensmaden til Claus og Helle fra Frederikshavn, der ankom kl 16 til en forlænget weekend i Fuglestationens lejlighed.
Forhåbentlig lykkedes det at se flere fugle de kommende dage, selvom der stadig er varslet hård vind fra øst og kulde i morgen.
Om ikke andet, så kan man jo nyde mange Suler i sol over et oprørt hav!

Midt marts og vinterligt med jule(fugle)flet!

torsdag 15. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Overskyet, koldt og blæsende! Vinden var gennem natten drejet om i SØ og tiltaget. Steg i styrke gennem dagen fra 9m/s til 13m/s og samme med temperatur lige ved frysepunktet var det råkoldt at færdes ude. Sigten var egentlig god, men i teleskopet var der noget ”kuldeflimmer” og uro i billedet.

Med den kraftige vind ind i Fyrhaverne fra Kattegat var det umuligt, at bruge net denne morgen. Derfor havde jeg fælden i gang i stedet. Det blev nu ikke til den helt store fangst og kun 2 Stor Gråsisken blev mærket.
Prøvede at finde læ for vinden ved plankeværket bag Cafeen, men sad alligevel og frøs ved teleskopet, mens jeg tjekkede Kattegats bølger.
Der var på ny en del adulte Suler, en flok Sandløbere trak øst og min første Hvide Vipstjert i år tog samme vej. Blandt ænderne var der en del flere Ederfugle trækkende mod øst end de foregående dage.P3150215 Kopi 2

I ly for vinden ved hegnet omkring Fyrhaven var der udsigt over klitkanten ned mod Skagen Havn. Mågerne sloges om Søstjerner og krabber ved stranden, mens flokke af Ederfugle trak forbi.

P3150371 2

I den kraftige vind fra sydøst kom en del af Ederfuglene helt inde over strandkanten.

Midt på formiddagen kom Rita ud til Fuglestationen og hun havde endnu engang været kreativ. Rita deltog jo som hjælper herude på kalenderdagen i december og er allerede klar til årets jul med flotte fugleflet.20180315 12042620180315 120358

Rita fremviser sine flotte fuglejulehjerter. Ud over jeg, så var både Flemming, Christel og Jacob fra Centeret for Trækfugle også imponeret.

En anden kending, der kom forbi i dag var den store bagedyster Susanne. Hun var på tur med sin hun Clara og hilste på sin gamle arbejdsplads Cafeen.
Om der ud af det besøg kommer nye udgaver af kager på menu kortet må tiden vise.

Eftermiddagen var rigtig kold, da vinden tog endnu mere fat, så jeg endte med at gå ind i varmen. Der ventede jo også noget arbejde ved computeren, da jeg fx ikke nåede dagbogen og DOF base indtastninger i går. Jeg må indrømme, at jeg da var lidt brugt af at være på i Birders Club foran en række af Skagens gode fuglefolk.

Ringmærkning:

Stor Gråsisken         2 (+2 genfanget)

Solrig dag og vennemøde til aften

onsdag 14. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vekslende skydække, der det meste af dagen lå omkring 3/8 og gav plads til masser af sol. Temperatur med frost i jordhøjde, men op til 3°C midt på dagen. Vinden svag fra NØ. Sigten god med kun let dis om morgenen.

Flot dag med sol og svag vind, så jeg kunne bruge nettene i Fyrhaven fra start af. Der var ikke den store udskiftning af fugle ved foderpladsen, så det blev kun til en Bogfinke, der fik ring på.
Genfangsterne bestod af en Solsort, 2 Stor Gråsisken og en Gulspurv.
Den sidste var en han, som vi mærkede ude på Grenen i august sidste år.20180314 081205

Flot fyr - flyttet fra Grenen til Fyrhaven.

Mellem pasningen af net sad jeg lidt og kiggede ved Kattegat og fik der besøg af Jørgen Kabel og Igor.
Det blev ikke til en lang snak, da Igor var utålmodig for at komme videre på sin tur og jeg jo havde nettene at se til.
Lukkede dem dog kl 10 og udnyttede i stedet det fine vejr til en gåtur rundt om heden ved Storsig. Sanglærkerne udnyttede også det flotte vejr og der trak konstant et par stykker ad gangen gennem hele morgenen og formiddagen. Allikerne kom i støre flokke, men var lidt svære at holde styr på, da en del af dem kom retur igen. Ude over Reservatet havde jeg min første Trane i år heroppe og 4 Hulduer kom også forbi.P3140034 resized

Trane, sol og blå himmel - man skulle jo næsten tro, at det var forår, hvis ikke lige man havde kig på de kommende dages vejrudsigt!

Tilbage ved Kattegat holdt Knopsvane parret stadig til lige vest for Fyret og den Store Præstekrave var på stranden sammen med Skærpibere.
En gæst til udstillingen kunne fortælle om en Hugorm, der lå og solede sig nær Drachmanns grav. Den første jeg hører om i år, men der var også helt lunt midt på dagen, hvis man satte sig ned på en solbeskinnet klitside.
Til aften var der klubmøde for Venneforeningen og 14 venner mødte frem til en aften, hvor det lykkedes mig, at udfylde tiden med beretning og billeder fra mine ringmærkningsaktiviteter i årene før jeg kom til Skagen Fuglestation.20180314 202954

Tid til kaffe, the og kage i pausen på min ringmærkningsfortælling.

Ringmærkning:

Solsort                  0 (+1 genfanget)
Bogfinke               1
Stor Gråsisken     0 (+2 genfanget)
Gulspurv               0 (+1 genfanget)


FORRIGE     1  |  ...  |  189  |  190  |  191  |  192  |  193  |  ...  |  218     NÆSTE