Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (291)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)mar. (31)apr. (23)maj (22)juni (30)juli (31)aug. (29)sept. (28)okt. (30)nov. (20)dec. (16)

Vinteroplevelser en uge i Januar

fredag 12. januar 2018
af Erik Kramshøj

Det var egentlig ikke med de store forventninger omkring fuglene, at vi drog nordpå fra Dragør 4. januar. Det var mere forventningen om at bo i Det Grå Fyr efter at have gået og kigget misundeligt på det udefra i noget over en menneskealder. Nu fik vi lejlighed til at opholde os i lejligheden, og se det hele indefra. På et tidspunkt af året, hvor kun fragmentariske forekomster af lokale fuglefolk kunne ses i de få lyse timer fra 9-15, hvis ikke det regnede eller var tåge, hvad det var flere af dagene. Trangen til bare at stå og glo på det bistre Kattegat og Grenen fra vinduerne overskyggede ofte trangen til udendørsobservationer. En ekstra oplevelse fik vi sidste aften (d.10/1), i hastig fremskaffelse af ekstra stole da SkafVen havde arrangeret foredrag om Nordøstsibirien med Jens Kirkeby, og over 30 mennesker troppede op trods mørke, blæst og slud. Det var stort! Selvom Birders Club lokalet var lige lovligt småt....

Modtagelsen var også flot, idet Stationschef Simon ved ankomsten havde lavet en udsøgt middag med rødvin for os, og ovenikøbet taget hensyn til min vegetarianske hustru, som fik serveret kikærtebøffer (som jeg huggede en af) og en Simon specialitet: Græske frikadeller til os andre.Inden vi trak os tilbage mumlede han noget om at sætte net op i haven med henblik på at fange lidt gråsisken næste formiddag. Det syntes jeg lød godt, men da jeg kiggede ud af vinduet kl. lidt i 8 fredag morgen, så jeg mørke, blæst og regn, og lagde mig lettere bedrøvet igen med tanke på, at jeg da i det mindste skulle være heroppe en lille uges tid endnu, så der var vel stadig håb om lidt del i eftervirkningen af efterårets invasioner af gråsisken og stor korsnæb. Havde ellers ikke nogen forventninger af betydning omkring fuglene.

IMG 2427

IMG 2506

Det burde jeg have haft, for et par timer efter, var det blevet tørvejr, nettene var sat op, og en grønirisk og gråsiskenflok var i frontalt angreb på det foder, som Simon havde lagt ud sammen med et bånd af jublende høje kald fra gråsiskerne. Det lød godt, selvom det var kunstigt. Det syntes siskenerne åbenbart også, for i løbet at en times tid havde vi fanget omkring 30 fugle, hvoraf 4 var hvidsiskener og en enkelt lige midt imellem. Desuden havde vi også et ordentligt monster af en gråsisken, med et næb som nærmede sig grønirisk, og som Simon formodede, eventuelt kunne komme langt østfra..Selvsamme Simon gav mig også en instruktion i, hvordan man kunne kende de unge fugle i hånden. Det var noget med farvenuancer i de store dækfjer. Det holdt lidt hårdt. Der er virkelig tale om små nuancer. Det hjalp dog en kende, da jeg skiftede okular til læsebriller. En reminder om altid at have læsebrille med, når jeg skal hjælpe med ringmærkningen. Stationen kunne nemlig se det fornuftige i, at forny min gamle licens (nr, 130 fra 1964 – STIK DEN!), for at jeg kan stå til rådighed under evt. spidsbelastning.

IMG 2575

Det var en stor oplevelse ligefrem at vælte sig i gråsiskener. En vinter-husrødstjert blev det også til. To unge gråmåger samtidigt så jeg i havnen, og stor korsnæb fik jeg også kontakt med i felt, da den ligesom gråsisken har invaderet landet denne sæson. Fremfor alt var det dog en hyggelig og opbyggelig uge.

Erik & Lene Kramshøj


FORRIGE     1  |  ...  |  25  |  26  |  27