På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Skagen Fuglestation.
Krognæbbet er landet og sneen falder i nettene!
Det var ventet at arten snart ville dukke op i landet efter store forekomster i bl.a. det nordlige Sverige, hvor der på Stora Fjäderägg uden for Umeå, bl.a. var over 500 individer den 27 oktober. I de sidste dage af oktober var krognæbbene også nået frem til vore venner på Lista Fuglestation i det sydligste Norge, samt til sydenden af de to store svenske søer, Vänern og Vättern. Seneste invasion af krognæb i Danmark er tilbage fra 2012, hvor der bare i Nordjylland blev set over 150 individer. Hvor mange der den næste tid vil dukke op bliver spændende at følge! Foruden træklokaliteterne i Nordjylland, gælder det om at tjekke bærbuske og rønnebærtræer - måske du er heldig at finde den sjove finkefugl mæske sig i bær nede i den lokale park?
Det er i år med fødemangel, i form af bær, knopper og kogler at krognæbbene bevæger sig mod sydvest, hvilket det også tyder på er tilfældet i år, hvor der dette efterår også har været mange af de koglespisende korsnæb – både stor og lille korsnæb, og i sommers endda lidt hvidvinget korsnæb.
Ringmærkeren og Stationslederen havde i morges travlt med at ringmærke flokke af gråsisken i nettene, og blandt dem gemte sig nogle små fine snebolde i form af hvidsisken – eller ”snesisken” som de hedder på svensk. Endnu en ganske sjælden art fra det kolde nord, der især dukker op de år, hvor der er mange flokke med gråsisken. Vi fik besøg af flere fuglekiggere, som ville se de små snebolde tæt på, men kort tid efter kom der melding fra Rolf Christensen på Walkie Talkie, at et krognæb kom på trækforsøg ude ved ”Verdens Ende”! Alle mand løb op på den nærmeste klit og det melodiske kald hørtes inden vi efterfølgende fik øje på den store finke flyve over ringmærkningsområdet, inden den landede i et træ små 300 meter væk. Her sad fuglen lidt tid inden den fløj ind mod Ellekrattet og forsvandt.
November er næsten lige startet, men det lover rigtig godt! Vi står klar til at til tage imod, når invasionen den næste tid forhåbentligt sætter ind for alvor! Vi ses på toppen til krognæbs-fest.