På denne side kan du finde både nye og gamle nyheder fra Skagen Fuglestation.



Efterlysning: Døde mallemukker

onsdag 23. februar 2022
Døde havfugle med plastik i maverne efterlyses
af Simon S. Christiansen

I et projekt mellem Miljøstyrelsen, Aarhus Universitet og Skagen Fuglestation i Det Grå Fyr efterlyses døde mallemukker som skylles i land langs de danske kyster – særligt på Vestkysten af Jylland. Projektet er en del af en international bestræbelse på at undersøge og forbedre det marine miljø.

Mallemuk er en havfugl der er særligt følsom overfor plastikforurening i havet. Deres føde består hovedsageligt af småfisk, krebsdyr og blæksprutter, som de samler op fra havoverfladen. Plastik i vandoverfladen forveksles med føde, og ender derfor i fuglenes mavesæk. Plastik ophobes efterfølgende i mavesækken, hvor det ikke kan udskilles.

Det betyder dog også at mallemukkerne derved er en god indikator for at undersøge tilstedeværelsen af plastikforurening. Mavesækken fra mallemukkerne der indsamles, bliver åbnet og undersøgt på laboratorium.

Hjælp os

For at få et bedre indblik i hvor meget plastik fuglene bærer på er vi afhængige af offentlighedens hjælp. Finder du derfor en død mallemuk på strandturen hører vi meget gerne fra dig, for at aftale nærmere omkring indsamling og afhentning af fuglen. Tag gerne et billede af mallemukken med din mobiltelefon og kontakt derefter Simon S. Christiansen, Naturvejleder på Skagen Fuglestation på 40217314 eller ssc@dof.dk.

Mallemuk Foto Lisa Vergin

Mallemukken er knap 50 cm. lang (vingefang ca. 1 meter), og har en hvid krop med grå overside. På næbbet har den store rørformede næsebor. Foto: Lisa Vergin, Skagen Fuglestation

Fakta om Mallemukken

Mallemukken er en ægte havfugl, som tilbringer det meste af tiden til havs. Arten yngler på klippesider i Nordatlanten og Arktis med store bestande i bl.a. Storbritannien, Færøerne, Norge og Island. Den har førhen ynglet ved Bulbjerg i Thy med enkelte par. På svensk kaldes arten ”Stormfågel” hvilket passer meget godt med at det særligt er på dage med kraftig vestenvind at fuglene herhjemme blæses nærmere land. De kan her ses langs især Vestkysten af Jylland. I situationer hvor fuglene når langt ind i Kattegat, kan de også ses svæve forbi på stive vinger på f.eks. nordkysten af Sjælland.