Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Kuling udenfor - møder indenfor!
Vejr: Tryk på gennem natten og hele dagen med kuling fra øst og nedbør i form af både regn, hagl og slud. Sammen med blæsten var temperaturen vinterlig på 1°C til 2°C. Sigten moderat pga nedbøren.
Simon overnattede på stationen og sammen kæmpede vi os midt på morgenen mod vinden og sandfygning ud til ringmærkningsområdet og fik markeret de steder, hvor vi planlægger at lave netbaner.
Undervejs kom en besked fra Morten Christensen om, at en Gråmåge var på vej langs klitkanten ud mod Grenen og den var så venlig lige at komme op over klitten ud for hvor vi stod.
Tilbage på stationen fik vi sidst på formiddagen besøg af Michael Ancher, der dels fik set stationen indvendig og dels fik en snak om den kommende sæsons CES mærkning i området over for Nordstjernevej.
Samtidig fik vi afklaret, at den rudedræbte Blåmejse indleveret i går var ringmærket af Michael d. 6. januar i år.
Derefter gik turen ind til Naturstyrelsens lokale, hvor hele eftermiddagen blev brugt til et DOF-base møde, hvor Morten Christensen fortalte om tiltag i basen og arbejdet med lokalitetsafgrænsninger. En god gruppe af de lokale fuglekiggere var mødt op og vi fik gennemgået og tilrettet afgrænsningerne af DOF-basens lokaliteter fra starten af Hulsig Hede og ud til Grenens spids.
Simon kørte efter mødet hjem mod Aalborg, mens jeg tog motionen på cykel mod vind og slud tilbage til Fyrboligen.
Efter den tur trængte jeg til en solid varm aftensmad. Den nye ovn blev indviet med en god forloren hare og der er nem varmemad til i morgen.