Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Birdcast og besøg af rødstrubet lom
Efter en blæsende aften og nat vågnede vi op til gråvejr. Nogle valgte at sove længe, imens andre startede dagen med en løbetur i de skønne omgivelser omkring Det Grå Fyr.
Efter et solidt morgenmåltid åbnede Simon og jeg nettene. Vi ringmærkede gulspurv og grønirisk, som blev vist frem for nogle besøgende. Derudover fortalte Simon lidt om, hvordan man køns- og aldersbestemmer fugle samt lidt om fuglenes fjer.
Her viser Simon en ringmærket grønirisk frem
Imens vi ringmærkede, var Mark ude at besøge Rolf - som dagligt observerer de fugle, der passerer Grenen - ved Verdens Ende. På vejen så han desuden en sortand et noget uvant sted i en regnvandssø på Åkandevej. Vandstanden i området er meget høj for tiden, og med den hårde vind i ormådet oveni har måske 'udvasket' forskellen mellem hav og land lidt for havfuglene.
Mark ved Verdens Ende
Da Mark kom tilbage til fuglestationen, gik han og Simon i gang med at forberede indholdet til den “Birdcast” (podcast), som de skulle lave senere på dagen. Den kan snart høres på Sound Cloud. Vi laver et link til den på vores Facebook-side, når den er klar.
Mark og Simon laver Birdcast
Om eftermiddagen fik vi besøg af en smuk rødstrubet lom, som nogle gæster havde fundet på stranden. Vi tog den med ind i laboratoriet for at tjekke, om den var ok. Efter en grundig undersøgelse kunne vi konstatere, at den havde det fint, så den blev ringmærket. Bagefter satte vi den ud i Kattegat.
Den første ringmærkede rødstrubet lom på fuglestationen
Sidst men ikke mindst bød dagen også på en genmelding af en ung sangdrossel, som vi havde ringmærket i oktober 2018. Den blev i januar i år fundet skudt i dens vinterkvarter i Nordspanien 1.951 km herfra. Sydpå er drosler en yndet ret. En ret som vi herhjemme kaldte for “kramsfugle” i gamle dage. Det er heldigvis ikke længere tilladt at skyde småfugle i Danmark!
D. 15/2. Ringmærkning (Fyrhaven):
Gulspurv 1
Grønirisk 2
Sum: 3
Folk: Simon S. Christiansen, Pernille Roed, Mark Desholm og Malthe Desholm.