Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (281)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Flipper-dag

lørdag 26. oktober 2019
af Af Asger Lykkegaard Møldrup

Endnu en begivenhedsrig dag på toppen af Danmark er ved at være slut. Dagen begyndte med, at vi alle lige skulle se vejret an. Det havde regnet og blæst voldsomt hele natten, men heldigvis stoppede regnen lige inden solopgang og vinden lagde sig. Vi havde derfor mulighed for at afvikle dagens aktiviteter, som vi plejer. Laia, Judith og Chris tog ud og åbnede nettene ved Kabeltromlekrattet, mens Gitte og jeg gik ud til Verdens Ende for at lave morgenobs. Simon var også med til i mærkningen samt ude at kigge i området meget af dagen på en af hans få ”fridage" som stationsleder.
Ringmærkningen var en rolig affære med i alt 16 nye fugle, men til gengæld hele 12 genfangster. Dette fortæller os noget om, at den seneste tids blæsende og regnfulde vejr har forhindret de rastende småfugle i at drage videre på deres træk. Dagens mest spændende fangst var en Sjagger, som kun var efterårets anden mærkede fugl. En art, der ses almindeligt på træk, men sjældent lader sig fange i ringmærkernes net. En af de seneste dages Sibiriske Gransangere lod sig også genfange.

Sjagger

Morgenobsen startede stille. De første par timer bød på få fugle i luften, men masser af snak om, hvornår Krognæbbene mon når til Skagen. En Stor Tornskade underholdt os det meste af morgenen, mens den fouragerede langs Sylviastien. Gitte måtte gå tidligt tilbage til stationen, da hende og Jens Peter skulle hjemad i dag. Kort efter kom der gang i sagerne, da Rolf spotter en flok delfiner! De svømmer rundt ud for Sælbunkeren tæt på land, mens de bevæger sig ind mod havnen. Vi tæller mindst fem dyr og tror, at det er er Øresvin. Få minutter senere ser Flemming, Gitte og Jens Peder dem også fra Fyret. En halv time senere er de tilbage lige ud for Verdens Ende, og vi kan nu sikkert bestemme dem til Øresvin. Vi tæller mindst 7 delfiner, der svømmer forbi Grenen, mens de langsomt forsvinder østpå ud i Kattegat. Simon og Knud ser dem også fra spidsen, mens ringmærkerne desværre misser dem. En rigtig stor oplevelse at se disse store dyr, der var markant større end Marsvin og med flotte, lange rygfinner. Øresvin er sjælden i de danske farvarnde og ses langt fra årligt i Skagen. Det er den art, der fra TV er kendt som Flipper, og de kan blive op til fire meter lange. Mens delfinerne stadig sås, kom en fed gammel Islom også trækkende tæt forbi Verdens Ende. Øresvinene var dagens ubetingede højdepunkt, og historien nåede både TV2 Nord og Nordjyske Stiftidende!

DelfinerØresvin ud for Det Grå Fyr - Foto: Flemming Quist

Gitte og Jens Peder skulle hjem i dag efter en uges ophold på stationen. Vi takker for deres fine indsats og hjælp til stationen med diverse gøremål og håber I snart kommer igen. Resten af dagen gik med kontorarbejde, ligesom Judith og Chris fortsatte deres ubrudte badestreak med daglig dyp i Kattegat. I skrivende stund er Chris og Laia netop gået på natfangst for at se, om der skulle være nogle fugle at fange i mørket.

Ringmærkning (Kabeltromlekrattet)
Rødhals - Robin 5
Sjagger - Fieldfare 1
Sangdrossel – Song Thrush 1
Vindrossel – Redwing 1
Munk - Blackcap 3
Gransanger - Chiffchaff 5

Folk: Christian Stolz, Judith Kloibhofer, Laia Soler Iglesias, Simon S. Christiansen, Gitte & Jens Peder, Asger Lykkegaard Møldrup, Rolf Christensen, Alex Sand Frich, Anders Bojesen, Eric Christophersen, Knud Pedersen, Jørgen Kabel, Lars Paaby og Conny Jensen