Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (281)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Et møde jeg aldrig vil glemme

tirsdag 20. november 2018
af Simon S. Christiansen

Da jeg satte mig for enden af Buttervej i morges med teleskopet for at tælle de havtrækkende fugle vidste jeg ikke, at jeg få minutter senere ville sidde med en fuldstændig vanvittig naturoplevelse… Jeg havde netop skrevet de første fløjlsænder, ederfugle og alkefugle i bogen da jeg ved solopgang kl. 8.15 af øjenkrogen anede et større dyr komme vandrende på stranden lige neden for (højst 20 meter væk). Jeg kiggede op. Den kiggede op. Vi kiggede på hinanden. Et par sekunder. Et kæmpe hundedyr uden ejermand. Jeg blev tryllebundet et kort øjeblik indtil det gik op for mig at det der – det må fandme være en ulv! Gyldenbrun med grå nuancer. Noterede desuden at den havde en meget stor, nærmest cylinderformet snude og at øjnene ikke rigtig fyldte noget i ansigtet. Ulven vendte sig om og løb væk i østlig retning hvor den også kom fra, mens jeg rullede rundt i klitten i jagten på min mobiltelefon inde i Haboøre-habitten. Oppe på en klittop kunne jeg se den løbe ind over klitheden i sydlig retning og væk. Fik den ud på Zello (walkie-talkie-systemet på mobilen), og så stod jeg der. Benovet over det der lige var sket, men også rigtig ærgerlig over at jeg ikke fik mobilen hurtigt nok frem til at dokumentere den. Den var mere end tæt nok på til at jeg kunne have fået billede af den. Det gode var heldigvis at den jo havde gået på stranden og lavet nogle rigtig fine fodspor i sandet, så det næste lange stykke tid gik med at fotografere og videofilme sporene, som var det eneste der var tilbage af den sindssygt fede oplevelse jeg lige havde haft. Jørgen Kabel, Annelise Jensen, John Kyed og Jens Jørgen Andersen kom også til for at se sporene. En lille sidehistorie er at Jens Jørgen var den som så den allerførste ulv ude i Thy, efter de genindvandrede. Ingen troede Jens Jørgen – lige indtil der næsten et år senere dukkede en død ulv op i samme område….

At det stadig overhovedet er muligt at få sådan en naturoplevelse i vores land, det er jeg evigt taknemmelig for og ønsker at andre fortsat får mulighed for at møde det virkelig vilde.

Hvis du en dag er lige så heldig som mig så husk at indrapporter til www.ulveatlas.dk under Naturhistorisk Museum i Aarhus. Det har jeg.ulvespor

fodsporsforlobulv

jensjorgenigorJens Jørgen "The Wolf Man fra West", John Grå(sejler), Jørgen "med en vigtig meddelelse" og hunden Igor der vist ikke er helt tryg ved de store fodspor...