Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Kæmpedag for alkefugle
Knud Pedersen, Oluf Lou og jeg enedes om Nordstranden på grund af den sydlige vind, og chancer for at se kysttrækket på tæt hold - ikke mindst alkefuglene. Det lykkedes også ret godt, hvor især Knud koncentrerede sig om lomviernes individuelle variationer og forekomster af mørk undervinge. Jeg hang på med ét hovedformål: Komme i gang med alkefuglene i al almindelighed, efter at have set mindre end en håndfuld det seneste år. Det gik da også fint, mens jeg var der, over 5000 alkefugle (helt overvejende og efter bogen alke). Se i øvrigt Knuds cifre på DOFbasen. Et par tejster og 4 søkonger fik vi også set, men så heldige som Grenen, var vi ikke. Hele to polarlomvier blev noteret af Rolf Christensen, som ydermere fik 2 hvidnæbbede lommer (en af dem leveret fra Nordstranden) og sammen med Sebastian Klein havde fornøjelsen af kortvarigt rast af en ung rosenstær ved Strandengssøen. Dværgmåge (2 adulte) og storkjove (1) blev desuden spottet fra Nordstranden. Simon havde på en tur i Buttervej-området set fjeldvåge og stor tornskade.
Dagens medvirkende Knud Pedersen, Oluf Lou, Lars Paaby, Rolf Christensen, Simon Christiansen og Erik Kramshøj