Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (280)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Mærkedag for stationen - første guidede tur og første frivillige assistent ankommet for påsken

mandag 10. april 2017
af MJH

Vejr: Slutningen af natten bød på et gevaldigt tordenvejr, der lige før solopgang blæste mod Sverige i den hårde vesten vind. Nedbøren fortsatte dog en time mere, inden der kom opholdsvejr og lige så hurtigt opklaring til næsten skyfri himmel og sol. Den hårde vind fik vindstød af kuling styrke og blæsten fortsatte resten af dagen. Temperatur døgnet rundt fra 5-7°C. Efter regnens ophør blev det en dag med klart vejr og god sigt.

Simon kom fra morgenstunden og vi ventede til lidt i 7 med at gå ud til ringmærkningsområdet pga nedbør og blæst. Trods blæsten åbnede jeg 8 net, der stod mest i læ og en time senere kom Simon forbi på sin første guidetur heroppe. Familie Kronborg på 5 medlemmer fik en god oplevelse af ringmærkning, selvom jeg kun kunne fremvise 2 Gransangere mens de var her.
Der er selv uden fugle i hånden masse at fortælle om for Simon og jeg omkring ringmærkning, fuglestationen og Skagens fugle. Familien fik også oplevelsen med lydkulissen af Rørdrum og Vandrikse. På en videre gåtur med Simon kom nye arter som Mosehornugle, 1 Fjeldvåge og 2 Ringdrosler på deres liste og vi ser dem garanteret igen en anden gang.
rsz dsc 0713

 Familien Kronborg blev første guidede gæster i ringmærkningsområdet i år. Her trækker Ringduer forbi i baggrunden, mens vi venter på at en Gransanger flyver i nettet.

Jeg valgte i blæsten at lukke ringmærkningen kl 10, da blæsten blev for generende og flere af de åbne net greb fat i grene fra træer og buske. I alt blev det til mærkning af 6 fugle, hvoraf halvdelen var Gransangere.

Da jeg gik tilbage til stationen fandt jeg Anders Brinkmann siddende på obsposten på klitten ved Fyrhaverne. Et velkomment besøg af en aktiv ung frivillig på fuglestationen. Anders skal være her indtil fredag og deltage i fuglestationens arbejde.
Inde på fuglestationen var der gang i gulvfolkene, der ligger midlertidigt beskyttende spånplader over gulvet i stuetagen. Skal bruges som beskyttelse af det fine lakerede trægulv, når der meget snart skal flyttes ting ind til udstillingen. Selvom arbejdet foregik i stueetagen, så larmede det og støvede helt op til os på 1. sal, når de savede plader til.
Simon havde fyldt bilen med indkøb fra Aalborg, så Anders og jeg kunne bruge eftermiddagen på at samle to helt nye Ikea skriveborde. Vores pc blev pakket ud og fik plads på det ene nye skrivebord i ”mit” værelse, så nu er der kontorplads med havudsigt!
Desværre døjer vi stadig med en afbrudt internetforbindelse, så effektiviteten af en ny pc må vente på den reparation.

Med ny mand på stationen og Simon, der overnatter herude hele påskeugen, fik vi debut med aftenrutinerne. Den fælles madkasse blev indviet med, at jeg stod for varmemad til drengene. Efterfølgende holdt vi det første fælles aftensmøde, med dagens oplevelser og planlægning af opgaver for i morgen.
Ganske godt at komme i gang med flere folk på stationen og rigtig hyggelig stemning, trods listen med opgaver der venter.

Ringmærkning:
Jernspurv     1
Vindrossel    1
Gransanger  3
Rørspurv     1