Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (280)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Tilbage i nordvestenvinden i Skagen

søndag 9. april 2017
af MJH

Vejr: Et døgn i to halvdele! Morgen og formiddag blæsende og overskyet. Frisk vind fra nordvest med hårde vindstød gjorde morgentemperaturen på 5°C kold. Eftermiddagen og aftenen havde derimod lunt vejr med op til 11°C, samtidig med, at skyerne forsvandt og solen kunne skinne blot let sløret af dis i luften.

Havde net åbne fra før solopgang til kl 09:20, hvor jeg opgav pga at vinden genrede. Nettene stod og blaffrede, så de fleste fugle nåede at opdage dem og flyve udenom. Fik kun fanget 7 stk, hvor der for første gang i år var multiforekomst af værlinge med 4 Rørspurve mærket.
Gik ellers og håbede på, at jeg ville fange en Ringdrossel eller to, da 3 stk var nede og raste i området. Måtte nøjes med en flot Sjagger som dagens drossel.
Trods blæsten var Rørdrummen stadig aktivt paukende og lige inden jeg lukkede hang 4 Røde Glenter og boltrede sig i vinden over rimmen, hvor jeg har net stående.

Michael Ancher forsøgte også at have net åbne, men trods timers indsats mærkede han kun 2 fugle i dagens blæst.

Tilbage på fuglestationen fik jeg først besøg af en gulvmand og midt på dagen af café værtsparret, der går i gang med deres indretning lige efter påsken. Fik afleveret den post jeg har modtaget til dem og det skal nok blive et fint samarbejde, når det hele er oppe at køre. De virker i hvert fald som rigtig flinke folk!
Jeg gik en kort tur rundt i Fyrhaverne uden at støde på nye småfugle og trods det efterhånden fine vejr, så var rovfuglene begrænset til en snes Musvåger og en håndfugl Spurvehøge. Kun en ung Duehøg skilte sig ud på den front.

Vente derfor tilbage til skrive arbejdet på fuglestationen, men pludselig rumsterede det nedenunder. Jeg regnede ikke med, at det skulle være nødvendigt at låse døren i dagtimerne når jeg er i boligen, men det skal jeg måske overveje fremover. En familie var bare gået ind og kiggede sig omkring.
Jeg kunne dårligt tillade mig at være den store bussemand, da turistforeningens hjemmeside faktisk annoncere, at trækfuglecenteret og fyret er åbent i dagtimerne her i april!
Måske jeg bare skal begynde at forlange de 70kr pr voksen en billet vil koste og så lade folk gå rundt og kigge på kunst i form af løse ledninger fra væggene alle de steder, hvor informationsskærme skal hænge.

Folk er også hurtige til at udnytte den endnu ikke færdiganlagte p-plads. Ude ved Grenen har de startet sæsonen med betalings parkering, så det er nu attraktivt at vælge den gratis løsning og parkere på fyrets kommende p-plads.

En aftentur gav ikke meget nyt af fugle, men Fyrhaven havde dog besøg af en af de Gransangere, der kalder med det afvigende to-delte kald og ved fyret havde det lokale ynglepar selskab af to Skærpibere og en Gulspurv.

Ringmærkning:
Sjagger  1
Blåmejse  2
Rørspurv  4