Ringmærkning og Vågehval

Det er onsdag d. 23. maj og kl er 20.30. Jeg sidder og kigger ud af vinduet i gæstelejligheden i Det grå fyr. Der er næsten havblik på Kattegat. Splitflaget vajer lidt i dag, så en smule vind er der dog. Jeg og min mand har lejet lejligheden i en uge. Vi ved, vi skal give bidrag til fuglestationen, så det bedste vi kan gøre, er at tilbyde madlavning hele ugen til dem, der nu vil spise med. (Min mand er ikke fuglekigger, så han har god tid til at købe ind og lave mad????)

Jeg er i gode hænder hos Morten, Peter og Simon. I morges var jeg hos Peter i ringmærkningsteltet kl. 7. Foruden os var der ca 1 million myg, så de var glade for at få endnu een, de kunne suge blodet ud af. På denne lille plet udføres der vigtigt arbejde! Hvad skulle vi gøre uden ringmærkerne? Og det er frivilligt og ulønnet arbejde. Og det er hver dag fra kl 4 - 10 om morgenen. Måske skulle man indsende et borgerforslag om, at alle ringmærkerne i Danmark skal på finansloven, så der også kan blive råd til at købe myggespray!

I dag blev den første kærsanger i år ringmærket. Ellers var det tornsanger, gærdesanger, løvsanger, bogfinke, gærdesmutte. Vi havde håbet på biæder og spurvehøg eller noget andet spektakulært, men det var altså ikke i dag. For mig var det nu også vældig fint at få lov til at holde en løvsanger i hænderne - sådan på rigtig ringmærkningsmaner. Peter roste mig og sagde, at jeg gjorde det helt rigtigt????Følelsen var næsten - altså kun næsten- som at holde sit lille nyfødte barnebarn i armene første gang. Jeg blev helt andægtig og hørte mig selv sige " nårh, dit lille pus".

Bortset fra den rent fysiske glæde ved at være til stede, er der jo også al den viden, som Peter og Morten øser ud af omkring ringmærkning. Jeg hæfter mig især ved deres fortælling om, at ca 50% af fuglene har været stressede med fødemangel i vinterkvarteret på det tidspunkt, hvor de har haft vinterfældning og skiftet deres fjer. Og hvordan ved de så det? Jo, de kigger på halefjerene og svingfjerene og kan se, at de mangler farve - pigmenter - hvis de er stressede. Og det er ca halvdelen af de trækkende fugle. Det er rystende. 

Efter denne vidunderlige morgen - altså bortset fra myggene - fortsatte jeg til Verdens Ende. Jeg har jo læst om, hvilke fugle, der spottes her, men jeg har faktisk været helt uvidende om, hvor Verdens Ende befandt sig. Men man kan jo sige sig selv, at det må være meget tæt på Grenen - og det var det jo så. Jeg havde ladet mit teleskop blive hjemme i lejligheden og valgte at tage mit kamera og min kikkert med. Det er da helt vildt, hvad man kan slæbe med af udstyr. Jeg er en ældre dame -både mormor og farmor, så jeg må prioritere. Jeg tænkte, at der nok var venlige mennesker, der for det første ville spotte nogle fugle, og for det andet ville lade mig kigge med. Og det er der jo altid! Det er nemt at være alene på tur, for alle vil gerne hjælpe og pege ud og fortælle hvad vi ser. Vi så f.eks en vågehval. Den var langt ude, men den var der. Der lå også en lille tillidsfuld ræv i klitten kun ganske få meter fra os, men ellers havde tranerne og havørnene været forbi længe inden jeg kom.

I morgen tror jeg, at jeg vil holde mig lidt til Morten og området omkring Fyret og måske gå til Verdens Ende igen - denne gang med teleskop.

Kirsten Henriksen

Tilfreds lejer i Det grå fyr

Ringmærkning: