Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Hvidvinget Måge og Thaimad
Vejr: Hård vind fra øst på 12-9m/s. Let skyet med sol, der ind imellem var sløret af skyer. Temperaturen på 4-9°C.
Næsten samme procedure som de foregående dage. De unge tog afsted til Nordstrand fra morgenstunden, mens jeg prøvede lidt med fælden i Fyrhaven, inden jeg gik ud til klitterne i Storsig og Reservatet. Mødte lidt senere Lene og Stig ved klitten bag Ellekrattet, inden vi tog en frokost på Fuglestationen.
De havde også nået Nordstrand fra morgenstunden og været med på den Hvidvingede Måge, der fløj forbi derude. En afveksling til det daglige syn af en ung Gråmåge, der flyver mellem havnen og Nordstrand/Skarvsøen.
Hvidvinget Måge passer Nordstrand - foto: Lene Ørskov
Rovfuglene overraskede ikke og de samme arter som i går blev set.
Blandt småfuglene var der lidt Ringdrosler og jeg havde 2 Silkehaler på træk over Storsig, mens det ser ud til, at det store antal Gråsisken nu er ved at have passeret, så der kommer flere Grønsisken end Gråsisken i de her dage.
Midt på dagen kørte Simon ind til togstationen og hentede en god ven af Flemming – Paul Robinson – endnu en englænder, men med masser af erfaring om fuglene i Vestafrika. Har bl.a. boet i Senegal, hvor Flemming fra cafeen også arbejdede nogle år og kiggede på fugle sammen med Paul.
Paul har et par overnatninger på fuglestationen og som tak for det ophold gav Christel og Flemming stor middag og en hyggelig aften for os alle.
Der var både Christels bedste thaimad, isdessert og fuglebingo, så vi var både mætte og godt underholdt, da vi gik til ro.
God mad og hygge for alle på Skagen Fuglestation!