Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (281)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Dante i felten på en kold solskinsdag

onsdag 28. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Klar arktisk luft blæste ind over Skagen odde med kuling styrke. Flot blå himmel og sol, men ikke noget forår over den luft. Vindstyrke på 12-14m/s og temperatur lige under frysepunktet. Selv med en vindretning fra sydøst var der ingen tegn på et snarligt varmefremstød.  

En hundekold dag at være ude i vinden. Med vindretning fra sydøst og kuling i styrken, var det umuligt at arbejde med net i Fyrhaven i dag. Holdt fælden på foderpladsen i gang til over middag, hvor vi gav gæster en chance for at komme med på en times ringmærkerfortælling.
Der var godt nok få småfugle at tage af i det lille krat, så dagens resultat på ringmærkningsfronten blev beskedent og kun en Rødhals og en Gråsisken gik i fælden, selvom der var Solsort, Bogfinke og lidt Gulspurve nede og besøge foderpladsen.
Michael havde også en beskeden morgen ved sine net med 13 fugle fanget.

Ude ved Kattegat siden havde morgenen budt på en flot solopgang og en række flokke af Edderfugle, der fløj mod øst i det flotte morgenlys. Blandt småfuglene var 2 returtrækkende Snespurve det mest interessante.P3280772 2

Jeg sørgede for at være på plads i klitten med Olympus kameraet lige før solopgang i håb om endnu et ”grønt glimt”, da der var helt klart i horisonten. Det blev dog kun til lidt lysrefleks i atmosfæren og ikke det rigtige grønne glimt.

P3280813 2

Mågerne var på vej ud mod Grenen i solopgangen.

P3280875 2

Mange Edderfugle trak øst helt inde over strandkanten.

Dante tog cyklen midt på formiddagen og besøgte Anders Sydney´s have i Skagen, hvor der var matrikelrekord på 130 Silkehale, som mæskede sig i æbler.
Dante tog videre omkring havnen for at se til den unge Gråmågen derinde, mens Simon og jeg vekslede mellem pc opgaver og tjek af småfuglefælden, samt snak med gæster til Centeret for Trækfugle.
PC arbejdet blev afbrudt undervejs af strømafbrydelse, men det blev hurtigt rettet igen.
Et par kig ude afslørede lidt Musvåger på trækforsøg over nordsiden af Odden, men ellers få fugle i luften i den kolde vind. Ved Fyret havde vi besøg af den daglige Sortkrage, men det lykkedes ikke at finde gårsdagens Husrødstjert igen.
Dante var derimod aktiv i felten og nåede omkring den stedfaste Isfugl i grøften ved Batteriskoven.
Han tog videre og nåede både et besøg i Nedermose, plus en gåtur fra Nordstrand til Grenen og retur via stien forbi Skarvsøen.
Det blev belønnet med lidt Snespurve på stranden og en 3k Havørn over Skarvsøen som højdepunkter.

Det var også tid til onsdags rengøringen, som vi delte mellem os.
Et hårdt dagsprogram for Dante, der havde kæmpet sig rundt i blæsten på cyklen og endda stod for dagens pastaret til aften.
Den unge brite gør det godt og er en fornøjelse at have på Skagen Fuglestation!

Ringmærkning:

Art Mærket Aflæst
Rødhals 1 0
Gråsisken 1 0

Michael Ancher:

Art Mærket Aflæst
Musvit 2 0
Bogfinke 1 0
Gråsisken 9 0
Grønsisken 1 0