Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (281)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Kold sigthseeing omkring Skagen

tirsdag 27. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: I går aftes var der lidt slud i luften og vi kom op til en kold morgen med frost og blæst fra øst. Vinden oppe på 10m/s og med temperaturen lige ved frysepunktet blev det en rå dag at være ude. Lidt dis først på dagen, men mere klar luft og små huller i skydækket til solen over middag.

Med blæsten ind i haven fra øst startede jeg med at sætte fælden op ved foderpladsen, da vores net var for eksponerede af vind til at kunne åbnes.
Fandt dog et enkelt net i Fyrhaverne på nordsiden af Fyrvej, der kunne bruges, selvom det ikke var idealt.
Dante prøvede at stille sig i læ med udsigt til Kattegat, mens jeg passede fælde og net. Simon tog sig af de gæster, der kl 8 havde booket en times guidet tur om ringmærkningen.
De fik set de 3 fugle, som det lykkedes at fange her under dagens vejrforhold.20180327 081146 2

Simon fortæller om fangst af fugle, mens gæsterne er sat i arbejde med at bringe en frisk forsyning af fuglefrø til fodderpladsen.

Dante så fra sin obspost 5 Bjergænder på vej ud af Kattegat og et par Sildemåger kom også forbi. Ellers var det de daglige arter, der trodsede den kolde østenvind.
Klokken 10 lukkede vi igen for fangsten. Simon passede stationen og havde bl.a. tre amerikanere og nogle nordjyske DOF-medlemmer med oppe til rundvisning på Fuglestationen.
Imens kørte Dante og jeg rundt på intro tur i Skagen. Første stop var ved Michael, der havde lidt mere læ ved heden og derfor havde gang i et par net. Vi kom med på en runde, der gav 16 Gråsisken.
Knud P. og Inger kom forbi på deres gåtur og fik også hilst på Dante.
Michael kunne berette om en aflæsning af en norsk mærket Blåmejse tidligere på morgenen, så han havde mod på at fortsætte ringmærkningen og fik i alt fanget 46 fugle i dag.

Derfra tog jeg Dante med videre ud omkring Nordstrand, Nedermose og Buttervej. Syd for byen blev det til introduktion af Flagbakken, Gyvelstien og Hulsig Heden. Så nu har Dante set lidt af de kendte lokaliteter og kan selv cykle ind til byen og udforske centrum og havnen.
Der var ikke meget i luften på vores tur, så en Fjeldvåge over Hulsig Hede er eneste fugl, som jeg vil nævne fra den rundtur – stadig intet spor af en påske Sneugle i klitlandskabet..

Senere tog Simon hjem med sin familie og meldte om et par Stor Skalleslugere, der trak over hans hus. Dante og jeg håbede på et par ekstra fangster sidst på eftermiddagen. Vi fik dog ikke lokket flere fugle til fælden, men vi kunne nyde nogle Suler, Edderfugle, Sortænder og de blandede flokke af måger, der trak forbi tæt på kysten.
Om lidt står dagens aftensmad på bordet og i dette vejr trænger vi til en god varm suppe!

Ringmærkning:

Art Mærket Aflæst
Grønirisk 1 0
Gråsisken 2 0

Michael Ancher:

Art Mærket Aflæst
Musvit 3 0
Blåmejse 6 1 norsk
Bogfinke 2 0
Gråsisken 34 0