Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Simon tilbage fra ferie og svar på den engelske Strandskade
Vejr: Nattens nedbør viste sig at være slud i stedet for regn. Dagen var grå og overskyet uden yderligere nedbør. Vinden svag fra NV og temperaturen lå lige over frysepunktet efter let frost i nattetimerne.
Sigten præget af vekslende dis.
Jeg troede, at jeg skulle stå op til, at nedbør og plusgrader havde fjernet de sidste rester af sne og is.
Jeg havde sat vækkeuret tidligt for at prøve lidt natfangst inden det blev lyst. Kom derfor ud i et nyt hvidt dække af slud, men det gav helt friske spor at gå efter med lygte og ketcher.
Fandt ingen Skovsneppe, men så både Hare og Rådyr. På Åkandevej var der friske spor af en stor hund og ingen menneskespor i nærheden. Det er altså ikke kun enlige Ulve, der strejfer om på egen hånd heroppe om natten!
På stranden var der lyde fra Stor Præstekrave, men de lod mig ikke komme tæt på, da 3 stk havde gang i territoriehævdelse selvom der stadig var en time til at det blev lyst.
Gik derfor ind og fik min morgenmad, hvorefter det passede med at jeg kunne åbne net i haven.
Lukkede på ny ned kl 10, da de 4 timer kun havde givet genfangst af 2 Gulspurve. Begge mærket sidste år ude på Grenen. En fra maj og den anden fra august måned.
Strandens 3 Store Præstekraver i dagslys - de var også aktive i mørket kl 5 om morgenen.
I ventetiden på fangst fik jeg set en ung Gråmåge flyve ud mod Grenen kl 7 og lidt senere passerede en Bjergvipstjert samme vej. Ellers var der ikke meget træk i luften denne morgen, men 2 rastende Snespurve på stranden ud for fyret har ikke været hverdagskost.
Fik hilst på en række af Naturstyrelsens folk, da Jesper og Jacob havde et morgenmøde med Flemming og Christel, mens Lars ankom med bænke og borde til udendørscafe – så nu er det bare vejret, der skal vise sig fra en lidt anden side for at gøre udendørs serveringen attraktiv.
Ved middagstid ankom Simon og gik i gang med at komme tilbage fra sin ferie.
I løbet af eftermiddagen kom Morten Christensen for at deltage i fuglestationens arbejde frem til søndag. Der kom altså liv på fuglestationen i forhold til mine seneste dage alene på skansen.
Ud opdatering for Simon af begivenhederne på fuglestationen i min tid siden starten af marts, så fik vi lige set skoleskibet Danmark runde Grenen.
Mere interessant var, at vi har fået svar tilbage på den mærkede Strandskade jeg fangede om aftenen d. 13. marts.
Det er en erfaren fugl, der minimum er 28 år gammel, da den blev ringmærket som adult fugl 21. august 1993 i Lincolnshire, England.
Den genmelding fejrer vi med ekstra proteiner til aftensmaden, hvor en roastbeef efter en tur i ovnen bliver en rigtig herreret.
Mæskede vi os til aften med roastbeef, så var krabber på dagens meny for Gråkragen.