Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Lyset over Skagen
Vejr: Skyfrit og sol, men stadig frost med -3 – 0°C. Svag vind fra SØ og god sigt, men noget kuldeflimmer i luften.
Flot og dejligt vejr med svag vind, så frosten bed ikke i dag.
Helle og Claus startede før solopgang med at gå ud på stranden, så de kunne nyde den flotte solopgang inden de kom ind til morgenmaden.
Jeg var dum nok til at tage morgenmaden først, da jeg ville åbne net i Fyrhaven når solen var kommet op og kunne hjælpe med at tø de frosne net. Derfor stod jeg i køkkenet på 1. sal og så solopgangen.
Jeg skulle havde været ude med kameraet for netop denne morgen kom det fantastiske lysfænomen ”det grønne glimt”!
Set fra vinduet var det ikke bare et svagt grønt glimt, men et kraftigt grønt lys lige som øverste kant af solen skulle bryde horisonten. Kun anden gang jeg oplever det her fra Skagen!
Jeg havde nu snart net åbne, men der var få fugle i Fyrhaven og flokken af Gråsiskener ser ud til at være taget videre. Det blev kun til fangst af 2 Musvit og 1 Grønirisk, men i det mindste fik Helle og Claus da set de fugle i hænderne. Den ene Musvit var en genganger mærket i Fyrhaven i september sidste år.
Med de få fugle at håndtere, så havde vi tid til at nyde et stort træk af kragefugle domineret af Alliker og blandet med en mindre del Råger og Gråkrager. Der var næsten konstant flokke i luften og jeg endte med at havde talt 3800 Alliker inden jeg kørte mod Århus over middag.
Luften var fuld af snaksaglige Alliker på træk gennem hele morgenen og formiddagen.
Der var meget snak i luften fra de fugle, men også Sanglærkerne kaldte lystigt på deres træk mod øst.
Enkelte rovfugle var på vingerne om formiddagen, hvor bl.a. min første Tårnfalk ved Fyret i år stod og musede over klitrækken.
Nogle af Allikerne tog en pause undervejs på deres træk for at give sig tid til at genere en Spurvehøg og et par Musvåger, der vove sig i luften trods de mange kragefugle.
En af områdets unge Gråmåger tog midt på formiddagen turen forbi Skagen Grå Fyr på vej fra havenen til Grenen. Opdaget tidsnok til, at jeg denne gang kunne nå, at råbe Flemming op, så han kom ud fra butikken og kunne få sig en ny art.
Helle og Claus pakkede sammen og tog ud for at se efter flere rovfugle ved middagstid. Jeg håber, at de fik nydt det dejlige vejr og vil vende tilbage til os på et tidspunkt i foråret med flere fugle.
I mellemtiden var Kurt og Marianne var ankommet til Birders Klubhus og fik samlet og sat et par skabe op, som Venneforeningen kan bruge til deres ting.
De klarede sig selv og jeg fik tid til en lille snak med Anne Lise Jensen, der kom forbi for at hilse på.
Derefter tog jeg hjemad mod Århus som planlagt, selvom det fine vejr over Skagen gjorde ondt at forlade.
Jeg fik fx ikke set den Havørn, der kom forbi senere på eftermiddagen, men mere ondt gjorde det, at der i den klare frostaften overraskende var stor aktivitet af nordlys over Skagens Odde.
Selvfølgelig sker den slags når jeg er taget hjem…
Ringmærkning:
Musvit 1 (+1 genfanget)
Grønirisk 1