Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (281)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Kulde, men en smule smag af forårets rovfugletræk

lørdag 17. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Stadig bidende koldt med -5 til -2°C og samtidig strid østenvind på 11-12m/s. Få skyer og masser af sol. God sigt.

Ikke meget grønt forår her på Sct. Patricks Day!
Vind og kulde gjorde det umuligt at bruge net til ringmærkning af fugle. Jeg forsøgte dog med fælden i Fyrhaven i håb om, at jeg kunne vise vores arbejde med fuglene til Helle og Claus.
Der var dog få fugle i haven og det lykkedes ikke at fange en eneste trods fælden var klar hele morgenen og formiddagen. Måske den kolde blæst fra øst har fået de fleste af småfuglene til at søge ly i de tættere beplantninger ved fx Batteriskoven.
Det var stedet Helle og Claus gik en tur og fik set den overvintrende Isfugl, der stadig fanger Hundestejlere i grøften ved Bøjlevej/Batteriskoven. De nåede også en tur ud til Nordstrand, hvor der i dag var flere fiskende Suler end ved Kattegat ud for Skagen Grå Fyr.
Vi havde ellers først prøvet en lidt tam og kold havobs med teleskoperne i læ af Cafeen.

Midt på dagen kom der en smule forsmag på forårets rovfugletræk over Skagen. 12 Musvåger var på trækforsøg, mens 2 stk Rød Glente var seje og fløj over klitlandskabet i strid modvind.P3170314 2

Olympus kameraet klarede midt på dagen et foto af fugl i landskabet - lad der bare komme flere Røde Glenter forbi de næste dage!

Senere fik jeg besøg af en af Simons svenske venner fra Ottenby-tiden. Linius var i Skagen med sin familie og fik en lille rundtur på Fuglestationen og ringmærkningslaboratoriet.
Ellers er det her før spisetid noget begrænset, hvad jeg har at berette.
Dagens højdepunkt kommer snart, da Claus og Helle står for aftensmaden og hentede en Pighvar på havnen, så der venter en superlækker fiskeret!20180317 170658

Så kan i godt være misundelige på Skagen Fuglestations festmåltid!

Kan i øvrigt varsle, at der lige kommer en kort pause i dagbøgerne fra Skagen Fuglestation.
Simon har ferie frem til slutningen af næste uge og jeg har et ærinde hjemme i Århus.
Jeg kører derfor fra Skagen i morgen midt på dagen, men vender retur tirsdag, så da vil der på ny blive skrevet dagbog.