Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Vinterdag med Sandløber fotos
Vejr: Udbredt sne i løbet af natten og dagen vekslede mellem sne og slud byger. Gråt og diset med jævn vind på 6-8m/s fra Ø til NØ. Temperatur hele døgnet omkring -1°C.
En ren vinterdag, hvor jeg valgte ikke at ringmærke.
Brugte hovedparten af tiden med computerarbejde, men var dog ude og gå et par ture. Fik også snakket med et par enkelte gæster til Centeret for Trækfugle, men der var altså langt mellem både besøgende og fugle denne torsdag.
I stedet for at bruge mere krudt på, at skrive dagbog om gengangere blandt de fugle jeg ser disse dage, så får I en tidlig opdateret dagbog fyldt af fotos inden aftensmaden.
Trods sne og slud byger og meget gråt lys, så kunne jeg ikke lade være med at prøve fuglestationens Olympus kamera, da der det meste af dagen holdt Sandløbere til i strandkanten lige neden for fyret.