Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Mandagslukket på Trækfuglecenteret
Vejr: Hård vind fra sydøst til øst med 12-14m/s. Gråt og overskyet morgen og formiddag, med udbredt nedbør eftermiddag og aften. Nedbøren vekslede mellem lidt isslag og sne. Temperaturen hele døgnet lige under frysepunktet. Sigtbarheden ned til 1km i forbindelse med nedbøren og snefygning.
Startede i det første dagslys med en gåtur gennem Fyrhaverne og rundt om Ellekrattet uden af finde Skovsnepper, der ellers er nemmere at finde end normalt i disse dages vintervejr.
Det føltes i hvert fald som vinter med den vind og ”chill faktoren” bed i kinderne.
Efter lige at have varmet mig med morgenkaffen aktiverede jeg fælden ved foderpladsen.
Stoppede dog igen efter et par timer, da det dels var et lille antal fugle jeg fik fat i og dels kunne jeg se, at næsten alle fuglene i Fyrhaven allerede havde ring på.
En familie med to børn nåede dog at få set to Gråsisken i hånden, så de gik ikke helt forgæves, skønt Trækfuglecenteret og adgangen til Fyret er lukket om mandagen.
Derefter søgte jeg læsiden af plankeværket med udsyn mod syd over Kattegat indtil sne og slud nåede Skagen ved middagstid. Der var de samme arter at kigge på som de seneste dage, men bølgerne gjorde det svært at tjekke havdykænderne.
Jeg havde denne dag kameraet klar, men alligevel snød Gråmågen mig, da den ved 10 tiden kom ude fra Grenen og fløj ind mod havnen. Jeg sad nede i læ med ryggen til og opdagede den først, da den havde passeret mig og var på vej ind over Sønderstrand.
Ingen fotos af Gråmågen, men måge skal i ikke snydes for.
Her en teenager af Sølvmåge med delikat madpakke - jeg fik selv helt lyst til en gang krabbesuppe efter at have siddet ude ved havet.
Eftermiddagen blev brugt ved computeren, en snak i telefon med vores ringmærker Michael Ancher og nogle få ture ude i det barske vejr. Vejret holdt dog ikke alle turister borte og et par stykker var lidt kede af, at jeg ikke kunne lukke dem ind, så de kunne komme op i Fyret. De havde jo set mig komme ud af bygningen, men lige meget hvor godt man tale for sig, så kan jeg altså kun tilbyde en tår kaffe og udsigten fra Fuglestationen på 1. sal. Jeg har ikke nøgle til Fyrtårnet, så dem der ønsker udsigten deroppe, må altså komme forbi på en anden dag end mandag!
Ringmærkning:
Solsort 0 (+1 genfanget)
Stor Gråsisken 1 (+4 genfanget)