Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (281)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Første store formidlingsopgave dette forår

lørdag 3. marts 2018
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Overskyet uden nedbør. Frisk vind fra øst. Temperatur hele dagen omkring -3°C. God sigt.

Skønt temperaturen er steget et par grader siden jeg ankom og vinden nu er nede på 9m/s, så var det stadig en kold fornøjelse at være ude. Havde lidt spredte observationer i nærområdet gennem morgen og formiddag, mens jeg vekslede med at forberede eftermiddagens guidning af over 60 personer.
Hans Jørgen var ramt af lidt ondt i halsen og blev inde i varmen, så det var Kirsten Marie, der deltog i, at kigge på lidt dykænder og trækkende måger ved Kattegat midt på formiddagen.
Ingen specielle arter var imellem, skønt et par unge Gråmåger jævnligt må komme forbi fyret, da de ses både på havnen og ude på Grenen.
Over middag gik Kirsten Marie en tur ud omkring spidsen, mens jeg satte gang i rusen ved foderpladsen og kunne fange lidt Gråsisken. Det store besøg af folk, der havde bestilt den store kombitur med besøg i udstillingen guidet af Jacob Funder, kaffe og brød i Cafeen, samt min fortælling om fuglestationens arbejde med ringmærkning, gik derfor godt, da alle tre hold af gæster fik set håndteringen af Gråsisken.
To timers snak og fortælling blev det til, så jeg var lidt brugt, men blev tanket op med kaffe og kage under en efterfølgende fælles evaluering i Cafeen af dagens program.
Derefter blev det snart mørkt udenfor og tid til endnu en gang god mad og efterfølgende hyggesnak i stuen.
Kirsten Marie og Hans Jørgen har sidste dag heroppe i morgen, så de når desværre ikke at opleve noget forår i luften over Skagen i denne omgang, men kommer nok igen en anden gang. 

Ringmærkning:

Stor Gråsisken     4 (+5 genfanget)