Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Ringmærkning i Fyrhaverne og en aften i bløddyrenes tegn.
Vejr: Klar nat med temperaturen nede på 5ºC ved solopgang. Vinden startede frisk fra nord og tog af i løbet af dagen mens den drejede til nordvest. Dagen var solrig, men eftermiddagen havde en overgang 4/8 skydække. Temperaturen midt på dagen 8ºC, men den faldt igen inden solnedgang til 4ºC. Med svag vind og klart vejr igen til aften, når vi nok ned omkring frysepunktet, inden der skulle komme skyer og regnbyger med temperaturstigning efter midnat. Dagen igennem klar luft med god sigt.
Jeg blev ved Fyret i morgentimerne, da jeg ville holde øje med lavvandet i håb om, at vandstanden ville tillade at tage prøver af Purpursnegle og Blåmuslinger på ydersiden af høfderne. En opgave vi har lovet Århus Universitet at hjælpe med, da de skal bruge prøverne som led i overvågning af miljøfarlige stoffer i kystmiljøet. Desværre gjorde morgenens vind det umuligt at komme ud på ydersiden, så jeg gik i stedet over til Fyrhaverne og åbnede net. Det var ikke så tosset en beslutning, for der er stadig gang i Gråsisken trækket og jeg fik fanget et par flokke af den art. Dagens ringmærkningstotal nåede derfor op på 56 fugle. Ganske pænt taget i betragtning, at der i Fyrhaverne kun er 4 net, hvor jeg i går havde gang i 16 net ude på Grenen og da fangede færre fugle!
Dagens underligste fangst blev en han Solsort med deformt næb, men den har overlevet mindst et år og kan åbenbart finde føde selv med et gevaldigt underbid.
Ikke Saksnæb, men en han Solsort!
Lige efter solopgang satte 5 Silkehaler sig til rette i toppen af et træ i Fyrhaverne, så jeg havde et kortvarigt håb om, at få en ny ringmærkningsart i hånden. Desværre valgte de ikke at gå ned til bær ved et net,men fløj videre ud mod Grenen.
I morgenmodlys havde vinden godt fat i toppen af Silkehalen.
Efter at have spist frokost fik jeg tastet lidt data ind og rengjort vores ovn, hvilket var en opgaver jeg længe har lovet at tage mig af. Nu skulle det være efter den lige har været brugt til andestegen Mortensaften. I det flotte vejr tog jeg derefter en kop kaffe og kage fra cafeen ude på terrassen med udsigt til Kattegat. Jeg kunne fornemme, at der kom en del Rider ud af Kattegat, så folkene ude på Grenen har igen i dag kunnet nyde en god portion trækkende Rider og alkefugle.
Inden solnedgang gik jeg en tur ved kysten og havde en ung Islom, der først kom flyvende i god højde fra vest ude over Kattegat for at vende rundt og gå til rast. Jeg kunne derefter følge den i 20 minutter, mens den med lange dyk fouragerede hele vejen forbi Fyret og ned mod Sønderstrand et stykke ude.
Efter aftensmaden ankom Athena og sammen skal vi nu ud med lygter og waders. Vi må udnytte, at aftenlavvandet er 30cm under daglig vande og i en næsten vindstille aften er der ingen bølger, så det er nu vi har chancen for at få indsamlet snegle og muslinger!
Mere om den udfordring i morgen - tror mine fingre vil være alt for kolde til at ramme tasterne, når jeg kommer ind igen ude fra Kattegat!
De sidste par døgn med kold klar luft giver rigtig flot himmel både morgen og aften. Her er det aftenstemning, mens morgenen kunne byde på synet af Venus og Jupiter mindre end en grad fra hinanden lavt i horisonten lige før solopgang.
Ringmærkning:
Solsort | 2 |
Vindrossel | 1 |
Blåmejse | 1 |
Gråsisken, lille | 4 |
Gråsisken, stor | 48 |