Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Tid til at se Amerikansk Sortand

tirsdag 7. november 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Kølig og klar luft med masser af sol, selvom der lå nogle tynde højtliggende skyer. Vinden holdt sig i SV og var jævn til frisk, mens temperaturen ikke kom over 9ºC efter en nat med ned til 5ºC.

Prøvede igen fra dagens første lys med lyd fra Gråsisken ved et net i ringmærkningsområdet, hvor jeg så frem til, at Athena ville vende tilbage i løbet af morgenen. Det endte nu med, at der egentlig ikke var behov for ekstra hænder i forhold til antal af fugle i net. Da Athena dukkede op og kunne holde øje med nettene, fik jeg derfor chancen for at gå ud til Knud Pedersen på nordvestsiden af Grenen, hvor han havde genfundet den Amerikanske Sortand. Den lå i dag i flot lys sammen med Sortand hunner i et Skagerrak, hvor bølgerne ikke var større end at ænderne kunne følges hele tiden.
Efter et kort kig i Knuds teleskop gik jeg tilbage og afløste Athena ved nettene, så hun også fik chancen for at se den sjældne and.
Det lykkedes også for hende, skønt hun måtte ud på en længere travetur end jeg, da ænderne i mellemtiden var svømmet ned mod Nordstrand. Athena fik dog indhentet Knud og Jørgen Kabel, der også var kommet ud til strandkanten for at nyde amerikaneren.
Da Athena kom tilbage til ringmærkningen passede det med, at jeg lige havde været på en runde og var klar til ringmærkning af 2 Munk, 2 Dompap og 2 Gråsisken. Athena og jeg kunne derfor køre parløb pr art og Athena var vågen og gjorde mig opmærksom på, at den Gråsisken hun havde i hånden mindede hende om en Bjergirisk, da den intet rødt havde i panden.
Et interessant eksemplar af en hun Lille Gråsisken – normalt har de alle rød front efter skiftet af juvenil dragt og denne fugl var en adult hun.rsz img 5238 2rsz img 5296 2

Dagens to små Gråsisken - øverst en normalfarvet med rødt forrest på issen - nederst et individ helt uden rødt.

I alt blev det til 20 fugle ringmærket denne morgen og Athena valgte at gå tilbage til opgaver ved pc´en på Fuglestationen kl 11, mens jeg lukkede ned for ringmærkningen kl 12.
Inden da havde jeg noget at snakke med Andreas Winding Mønsted, der havde brugt morgenen på Verdens Ende i håb om Krognæb. Hyggeligt at hilse på en af de gamle venner fra Østjylland.
Krognæb dukkede ikke op i dag, men inden jeg forlod ringmærkningsområdet lød meldingen fra Rolf Christensen om 3 trækkende Hvidvinget Korsnæb.
Dagens bedste småfugle, da det snart er ved at være en måned siden de sidst er set heroppe, hvor vi jo stadig har daglig fornøjelse af pæne antal Lille og Stor Korsnæb.

Da jeg kom tilbage til Fuglestationen, fik jeg lavet lidt opdateringer med Athena. Derefter gik vi i gang med dagens store projekt, der hed oprydning og rengøring af køleskab. Køleskabet er nu både rent og alt indhold er sorteret, så vi kan være bekendt at få gæster til spisning senere på ugen.
Efter den omgang drog vi ud i det sidste flotte lys før solnedgang. Athena tog Aika med ned til hundeskoven i Klitplantagen, hvor de kunne lege sammen med andre hunde og fik set en flok Grønirisk for at få lidt fugl med. Jeg prøvede en kort tur ved Batterivej uden at støve Krognæb eller andet spændene op, mens Fyrhaven bød på en flok Sjaggere og lidt Vindrosler i solnedgangen.
Vi afslutter dagen med pizza og aftensmøde inden morgendagens ringmærkning, hvor vi er klar til at håndtere flere fugle på en dag, hvor Simon også er retur på Fuglestationen.

Ringmærkning:

Gærdesmutte 1
Munk 2
Gransanger 1
Fuglekonge 1
Blåmejse 1
Gråsisken, stor 6
Gråsisken, lille 2
Dompap, lille 6