Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

November Løvsanger og spændende Sortand

lørdag 4. november 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Mest gråvejr med enkelte lette regnbyger midt formiddag. Vinden startede jævn fra SV – steg i styrke til frisk vind i løbet af morgenen for at løje af igen midt på dagen, inden den drejede til syd og til aften var nået op på frisk til hård vind. Temperatur Fra 9-11ºC. Moderat sigt i det grå vejr.

Var ude i ringmærkningsområdet og forberede mig på en travl dag, da jeg var alene om ringmærkningen og satte Gråsisken lyd i gang ved et net. Jeg havde kun 122 netmeter åbne, da vinden truede med at blæse nogle af de andre net ind i grene. Desuden var jeg overbevist om, at de fleste fugle ville komme ned i net, hvor jeg afspillede lyd.
Det blev nu ikke sådan det gik, da der var meget få flokke at fugle over området, så det kneb med at trække fugle ned til buske og træer i dag.
Fra 06:45 til jeg lukkede kl 10 blev det til 8 fugle. Dagens store overraskelse var en ung Løvsanger. En art der for længst burde være et godt stykke mod syd på vej mod vinterkvarteret syd for Kattegat.rsz img 5169 2

Dagens Løvsanger. Selvom det er sen forekomst, så var den ikke presset, men havde en god fedtscore og skynder sig nok at trække videre mod syd i løbet af natten.

Undervejs fik jeg en snak med Conny Jensen, der kom gående langs klitkanten på vej ud til Verdens Ende i håb om, at Krognæb skulle vise sig.
Den art dukkede nu ikke op i dag, men til gengæld fandt Rolf Christensen en meget interessant han Sortand tæt på kysten ved nordsiden af Grenen. Den havde meget udbredt gult på næb og da Erik Christoffersen fik dokumentations billeder af den i det grå og disede vejr ligner det meget en Amerikansk Sortand.
Absolut dagens mest sjældne fugl.

Jeg tog en tur ind omkring byen efter ringmærkningen, men fandt heller ingen Krognæb omkring bærtræer derinde, så over middag slappede jeg af på fuglestationen og forkælede mig med gulerodskage fra caféen til eftermiddagskaffen.
Et par ture ud med tjek af Fyrhaverne og kystkanten gav blot de faste arter i området, så jeg har ikke meget at notere denne dag.
Vejrudsigten ser spændende ud sidst på natten i forhold til at forsøge med lys og ketcher, så det blev til meget tidlig sengetid nu hvor jeg er alene på Skagen Fuglestation og ikke bliver fristet af sociale aktiviteter. 

Ringmærkning:

Gærdesmutte 1
Solsort 1
Vindrossel 1
Sjagger 1
Rødhals 2
Løvsanger 1
Træløber, nordlig 1