Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (279)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Fuglerigt Farvel

fredag 24. november 2023
af Gustav Nyberg

I dag drog vi alle af sted til træk-tælling ved Verdens Ende 3. Der var blevet lovet blæsende vejr fra V-NV, og det skal jeg da så sandelig også bekræfte, at det blev. 4 mand stærkt sad vi der på sandklitten og spejdede ud over havet. Jeg besluttede at tælle Sortænder, Rødstrubet Lommer og Rider. Jeg fik travlt. Da den første time begyndte så det ganske normalt ud på fuglefronten, men efter nogle minutter blev det tydeligt, at en art i dag vil blive dominerende. Riden. Den ene efter den anden Ride kom susende ud af Kattegat efter at være blæst derind de seneste par dage. Efter de 4 timer havde vi alt i alt talt 5516 Rider, hvilket var helt vanvittigt at få lov til at være vidne til. Efter vi stoppede tællingen, kunne vi blive ved med at se den ene store gruppe Rider efter den anden kom susende ligesom de mange før dem. 

Selvom det var blæsende og sandet kom ind alle vegne, brændte solen sig igennem og dagen i dag endte med at blive en helt vildt skøn sidste dag at have her ved Grenen. Jeg kommer helt sikkert til at savne, at have mine daglige gåture ud til Verdens Ende 3 eller Nordstrand, sætte mig ned sammen med Knud, Thomas eller Simon og tælle de mange fantastiske havfugle, der er derude.

387499418_312508001617920_6878175263450958970_n.jpg

Efter den begivenhedsrige morgen tog vi lidt frokost og så stod den ellers på nedtagning af ugle-net og justeringen af et andet i Fyrhaven. Der er forhåbninger om at ringmærkning vil kunne fortsætte i det små henover slutningen af november og starten af december. Efter det tastede jeg data ind i DOFbasen fra observationen i morges. 

Resten af dagen hyggede vi og spillede spil. Særligt et spil har vi fundet særligt sjovt de sidste to dage. Shuffleball. Et spil stations Simon præsenterede os for, hvorefter han vandt over os alle. 

Ellers fik jeg sagt farvel til de andre, og at jeg ønsker dem al held og lykke fremover. Jeg kommer jo nok herop på et lille besøg i Marts, hvor Simon og Hayley vil være at finde på stationen igen. Tak fordi I fulgte med her på bloggen, det var alt fra mig for denne gang. Ligesom alle de fugle jeg har talt trækkende ind og ud af Skagerrak og Kattegat, skal jeg nu trække sydpå i morgen. Det har været en fornøjelse at have været en del af helt fantastiske efterårshold, og jeg er blevet tusinde oplevelser og venner rigere.

Ses derude!

387495604_888114095801441_2104380394362913062_n.jpg