Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Silkehale haven
Denne morgen tog vi alle sammen ud til Nordstrand, hvilket ikke er den sædvanlige observationspost. Den kraftige østenvind, der rammer Skagen lige nu og de kommende dage, betyder, at vi ikke vil være i stand til hverken at ringmærke eller sidde ved Verdens ende 3 og tælle havfugletrækket. Men Nordstrand er helt perfekt fordi, der kan vi sidde i læ (sådan da) af vinden, og fortsætte vores daglige arbejde med tællingen af trækket.
Vi skulle ikke mere end 9 minutter ind i tællingen, før vi stødte på vores første Søkonge! Den kom flyvende tæt på kysten, men det var kun mig og Thomas, der nåede at observere den, da den lille fugl hurtigt forsvandt ind i mellem bølgerne. Denne morgen så vi en del andefugle, der var bl.a. Hvinænder, Pibeænder, Krikand, Spidsand, og derudover så vi Lille Skalleslugere, hvilket var vores første observation af denne flotte art. Ellers så vi vores anden Nordiske Lappedykker siden jeg ankom, og så kan vi mærke at sangsvanerne er på vej, da vi havde 29 svaner flyvende over os under observationen.
Foto: Søren Leth-Nissen
Imens Thomas, Hayley, gæsterne og jeg stadig sad ude ved Nordstrand tog Simon med hans familie til Det Grå Fyr og spiste morgenmad sammen, inden de igen vender tilbage til Tyskland. Her modtog Simon et opkald fra Johan, der bor i Skagen By. Det var hos ham, jeg dagen forinden havde fået fat i en Silkehale. Han fortalte Simon, at han havde 4 silkehaler, der desværre havde fløjet ind i hans vindue og var omkommet ved stødet. Vi tog ind i byen og hentede de 4 Silkehaler, der nu kan bruges til formidling om fuglenes fantastiske rejse fra det kolde nord til sydligere himmelstrøg i søgen efter de røde bær.
Da vi hentede fuglene, spurgte vi om vi kunne få lov at slå et net op i hans have, da denne have huserer store flokke af Silkehaler hver eneste dag. Det fik vi lov til, hvilket var til stor begejstring, da det giver os mulighed for at ringmærke denne specielle fugl og bidrage til at undersøge dens videre rejse, hvis fuglen bliver aflæst et andet sted i verden.
Foto: Søren Leth-Nissen
Foto: Søren Leth-Nissen
Resten af dagen befandt vi os i Johans have og prøvede at se om nogle af Silkehalerne ville gå i nettet. Blæsten gjorde det lidt svært, men vi fik heldigvis en Silkehale i nettet, hvilket var til stor glæde for os alle og Johan. Derudover fik vi 2 solsorte og 2 musvitter i haven, hvilket nok er lokale fugle.
Dagen i dag gik stærkt, da vi konstant havde gang i noget, og tiden her på stationen flyver generelt bare af sted. Det var alt fra i dag, tak for i dag!
Ringing (Skagen By):
Silkehale - 1
Solsort - 2
Musvit - 2
A link to today's observations from volunteers and local observers.
People: Hayley Land, Gustav Nyberg, Simon Kiesé, Thomas Weston, Karen Marie & Søren Leth-Nissen, Johan Fynbo.