Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Reduceret aktivitet pga influenza
Vejr: Stabilt vejr med jævn vind fra øst til sydøst. Overskyet og døgnet rundt temperatur fra 14-15ºC.
Jeg var stadig nede med influenza og feber, så jeg holdt ikke til at tage Morten med ud til Grenen for oplæring i ringmærkningens kunst. Han kunne derfor nyde sin ferie som fuglestationens aktive i felten i dag, da Johan blev inde og holdt mig med selskab på stationen og hvilede ud mellem indtastningsopgaver.
Jeg vovede mig dog ud og havde net åben en time i Fyrhaven fra morgenstunden, men efter fangst af en Jernspurv måtte jeg tilbage i sengen.
Morten brugte dage på Grenen med diverse obs og en tur ned til Jerup Strand. Der var godt med Suler ud i farvandet og dermed også basis for lidt Storkjover, mens der blandt småfuglene igen i dag var dominans af Lille Korsnæb med over 350 på trækforsøg. En enkelt Rødstrubet Piber var dagens bedste fugl, på en dag hvor fuglestationens aktivitet var noget nedsat.
Til aften arbejdede Morten med et opslag på Facebook som reklame for den store europæiske Birdwatchday der løber af stablen på lørdag. Kom gerne forbi Morten og de andre frivillige, der lørdag vil tælle fugletrækket fra Verdens Ende – mere om det på fredag!
Ringmærkning:
Jernspurv 1