Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Gærdesmutter i nettene og flokke af Lille Korsnæb over hovedet
Vejr: Jævn vind fra øst og halvskyet frem til middag. Derefter mere udbredt skydække og en periode svag vind, inden vinden igen blev jævn sidst på eftermiddag. Hele tiden i retning fra øst. Temperatur føltes lidt køligt med 10-12ºC. God sigt.
Trekløveret Johan, Morten Ch. og Morten JH fik på morgenens ringmærkning en times undervisning i felten af Simon, inden han skulle tilbage til dagens møder på fuglestationen. Vi nåede op på 39 fugle i nettene inden vi lukkede ned kl 10, da der den sidste time havde været ret begrænset med fugle i krattet. Til gengæld var der stadig overflyvende Lille Korsnæb med en sum på minimum 350 på trækforsøgi løbet af morgen og formiddag.
En Nordlig Træløber er altid en fin fugl at få i hånden - just ankommet fra den anden side af Kattegat
Morten og Johan fortsatte lidt endnu ude ved Grenen med observationer, mens jeg drog til fuglestationen og gjorde klar til den guidede ringmærkningstur, hvor vi allerede havde et par tyskere tilmeldt fra i går. De fik følgeskab af 4 dansker, men heldigvis var Simon blevet færdig med møde med Anders Østerby fra Hirtshals og kunne tage den danske gruppe på ringmærkningsturen, mens Johan nåede tilbage og kunne gå med mig og guide det tyske par. Vi havde fangst af 3 Rødhalse og 2 Jernspurve i Fyrhaven, så alle deltagere på turen fik set håndtering af fuglene.
Morten filmede imens en rastende Dværgfalk ude på Grenen, inden han kom ind til Birders Kluibhus og snakkede med et par af dagens gæster til Trækfuglecenteret.
Den sidste del af eftermiddagen forløb med lidt mere dataindtastning for Johan og jeg, mens et par yderligere tjek af Fyrhaven og nærområdet ikke gav den ventede Hvidbrynede Løvsanger, skønt flowet af østenvind fra den vestlige del af Sibirien efterhånden har bragt den art til Nordvesteuropa.
Efter en let aftensmad med rester fra køleskabet og aftensmødet røg jeg tidlig til ro, da jeg begynder at mærke en omgang ondt i halsen. Åbenbart ikke helt nok, at spise lidt Havtornebær hver morgen under ringmærkning og få dækket C-vitamin tilskuddet på den måde.
Ringmærkning:
Gærdesmutte 12
Jernspurv 3
Rødhals 7
Rørsanger 1
Munk 1
Gransanger 1
Fuglekonge 7
Træløber, nordlig 1
Bogfinke 1
Kvækerfinke 2
Rørspurv 8