Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Lille Korsnæb i luften og skandinavisk besøg på Fuglestationen.
Vejr: Stille dag i Skagen med svag vind fra øst og masser af sol mellem få skyer. Temperatur mellem 12 og 15ºC. Klar luft med fremragende sigt.
De tre unge gutter fra Fuglestationen kom tomhændede hjem i går aftes uden at have fanget en vadefugl på deres tur til Grenen. De brugte dog ikke så mange timer på forsøget, da de var tilbage for at modtage den første besøgende fra Lista Fuglestation kl 22.
Mandag morgen var vi ude og åbne net under en flot østlig himmel med Venus placeret lige over et tyndt månesejl med resten af månens front oplyst af genskin fra jordens atmosfære.
I det flotte vejr kom vi op på 26 fugle i hænderne inden vi lukkede ned kl 10:45. Over os var der et ryk af mere end 350 Lille Korsnæb på trækforsøg og det blev også dagens fedeste art i hænderne, da en ung han og en ung hun midt på morgenen lå i samme net. Den oplevelse var tæt forfulgt af genfangsten af den unge Vandrikse fra den 16/9. Endelig var der en svag piben fra krattet af en ung Skovhornugle - første dag i efteråret med den art på Grenen.
Hun og han Lille Korsnæb - nr 5 og 6 af den art, der bliver ringmærket her i dette efterår. Fotos: Morten Christensen
Blandt diverse observationer ude fra Grenen havde vi både en Gøg over rørskoven og om eftermiddagen så Morten en Lærkefalk. Inde på Fuglestationen gjorde Simon sig klar til at modtage resten af gruppen fra Lista, der ankom midt på eftermiddagen og fik en rundvisning. En tur for nordmændene til Odinshanen ude i Strandengssøen kastede også en observation af en Vandrefalk af sig, så de kom godt i gang med besøget her.
I forbindelse med besøget fra Lista var der fælles aftensmad og hygge i løbet af aftenen, så de sociale rammer var helt i orden for det Skandinaviske samarbejde - endda med ankomst af lederen fra Ottenby Fuglestation sidst på aftenen.
Ringmærkning:
Vandrikse 1
Gærdesmutte 1
Rødhals 2
Rørsanger 5
Havesanger 1
Gærdesanger 1
Gransanger 6
Musvit 2
Blåmejse 1
Lille Korsnæb 2
Gulspurv 1
Rørspurv 3