Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Blæsende dag med Topskarv og en spændende ringmærket måge
Vejr: Stadig blæsende med 15m/s fra sydvest, der langsomt aftog gennem dagen til frisk vind. En del sol mellem vekslende skydække og en kort, men kraftig regnbyge sidst på eftermiddagen. Temperature jævne 15-17°C og god sigt.
Stod op til endnu en blæsende morgen og opgav at bruge tid på ringmærkningen ude på Grenen. Prøvede i stedet at veksle mellem havobs fra klitten ved Fyret og brug af de tre net, der stod mest i læ i Fyrhaverne. Der blev det til fangst af 4 fugle, men det var ved kysten og havet de fleste fugle lod sig se i dag. Startede med en Gråstrubet Lappedykker, der trak forbi i det første lys og en time efter at have hilst på Erik Kramshøj, der var på vej ud til obs med Knud Pedersen ved Grenens spids, kom meldingen fra dem om en ung Topskarv, der efter rast var på vej ind i Kattegat. Heldigvis på et tidspunkt, hvor jeg var ved klitten, så jeg fik set den flyve forbi i modlys.
Et andet highlight fra Grenens spids var en 2K Kaspisk Måge, som Knud fik aflæst. Den havde en polsk farvering og kunne genkendes som et individ Knud også aflæste derude sidste år den 17. september – det er jo den slags oplysninger, der gør ringmærkningen og genfund ekstra sjovt!
Jeg havde ikke selv ”sjove” måger på den forblæste kyststrækning foran Fyret, men lidt aktion var der, da en død Spættet Sæl var skyllet op på stranden og gennem morgenen blev parteret af sultne Svartbage, Sølvmåger og to Ravne.
Da Trækfuglecenteret åbnede gik jeg stadig og passede de åbne net i Fyrhaverne, men havde tid mellem runderne til at være til rådighed for besøgende. Bl.a. et par lejrskoler, der kom forbi, men ikke havde sat tid af til centeret og mest af alt var på vej på en tur ud til Grenens spids. Jeg kunne så fortælle dem om naturens skraldemænd og bede dem kigge på det åbne kadaver af den Spættede Sæl, når de alligevel gik den vej.
Jakob Funder fik jeg snakket med om Birders Klubhus, hvor der er ved at blive gjort klar til premiere på SKAF Venners møde onsdag aften. Knud er på programmet med fremvisning af en fotoserie, så det var timet, at der i eftermiddag blev leveret en storskærm, som Venneforeningen fremover kan bruge til deres arrangementer herude. Det er ikke sikkert, at der når at komme nye stole, men siddeplads til 20 personer skal vi nok finde.
Der var ikke folk med på ringmærkningstur kl 13 og da der ikke så ud til at være noget tiltræk af nye fugle til Fyrhaverne lukkede jeg net sammen og brugte resten af dagen ved pc´en samtidigt med, at jeg igen fik leveret dejlige søde sager af overskud fra cafeen. Både deres risalamande og en lækker kransekage kunne bruges til eftermiddagskaffen og som god dessert efter aftensmaden!
Mens jeg nød den dessert var Erik Christoffersen ude omkring strandengssøen på Grenen og fotograferede den Odinshane, der for anden dag svømmer rundt i det lave vand. I kan besøge Erik´s hjemmeside og se de flotte fotos af den fugl i aftenlys! https://ecskagen.blogspot.dk/
Ringmærkning:
Jernspurv 1
Rødhals 1
Munk 1
Musvit 1