Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (206)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Rastende Islom foran Det Grå Fyr på en sensommerdag

søndag 27. august 2017
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Natten bragte lidt regnbyger, der stoppede lige før solopgang kl 6, hvor dagen startede overskyet og med ganske svag vind. Lidt jordtåge hang lavt over heden men forsvandt hurtigt i løbet af morgenen. Det samme gjorde skyerne, så dagen blev solrig og vinden holdt sig i svag til let styrke fra nordvest til nord. Temperatur fra 13-18ºC og god sigt.

Efter nattens regnbyger og gårsdagens lave fangsttal ude på Grenen valgte jeg at afprøve Fyrhaverne for morgenringmærkningen, så jeg mellem netrunderne også kunne nå at tjekke Kattegat kysten, hvor der var havblik og rastende fugle kunne findes på lang afstand. Der blev det bl.a. til en enkelt Sortstrubet Lom, mens håbet om en Høgesanger i Fyrhaverne forblev ved et håb. Fik kun fanget en Rødhals og en Løvsanger i det forsøg, mens klit og hede kunne byde på en del fouragernede Stenpikkere og enkelte Bynkefugle.
Undervejs kunne jeg over walkien følge med i meldingerne ude fra Grenen, hvor de fandt dagens sjældneste fugl i form af en rastende Balearskråpe, der kunne ses de meste af en time.
En fugl jeg ikke kunne se fra Kattegat side, men efter kl 10 hvor jeg var inde på Fuglestationen og friske mig lidt op med noget mad, kom et nyt opkald på walkien. Denne gang var det Knud P. der havde fundet en rastende Islom, som svømmede ned langs Kattegat i retning mod Det Grå Fyr.
Jeg kom ud igen med teleskopet og efter lidt tid fik jeg fundet den flotte lom, der lå i modlys lige ud for Fyret. Fik kaldt Flemming fra Cafeen ud, så han kunne få en ny lom art på sin liste og da den blev i området det meste af en time var der yderligere 10 fuglekiggere, der nåede forbi og fik set den. Til sidst mistede vi den, da den var svømmet retur ud mod øst – hele tiden ivrigt fouragerende med lange dyk.
En spændende fugl, der viste dragttegn til at være en 3k og lidt anderledes at se arten rastende i forhold til det klassiske forårstræk af Islommer, der ”bare” flyver forbi. 8272039 2

Midt på dagen var jeg igen i Fyrhaverne med net åbne og havde en guidet tur for en person, mens briefingerne var begrænset til enkelte forespørgsler fra gæsterne til centeret, der fandt mig på gårdspladsen.
Sidst på eftermiddagen kom Anette Aaen forbi med en hjemmebagt kage, så der var plads til lidt hyggesnak i fuglestationens køkken med alt godt til den søde tand – tak til Anette!
Aftenen var rigtig flot med sol og stille vejr, men fugleudvalget i området var ikke meget anderledes end morgenen. Eneste nye arter for dagen blev en trækkende Hvinand og et par rastende Mudderklire ved høfterne foran Fyret.

Ringmærkning:
Rødhals        1
Løvsanger     1