Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Ingen nye arter, men ny vaskemaskine taget i brug.
Vejr: Vekslende med en overskyet morgen, hvor der fra natten endnu var enkelte regnbyger. Fra midt på eftermiddagen kom der lidt mere sol, men stadig halvskyet vejr og lidt ”truende” skyer, der dog ikke gav mere nedbør. Temperatur fra 14-17ºC. Sigten moderat til god afhængig af perioderne med nedbør.
Da jeg vågnede til normal tid kunne jeg høre at regn faldt på gårdspladsen, så jeg ville lige tage en halv time ekstra under dynen efter det sene bestyrelsesmøde i går aftes. Endte med først at vågne igen over en time senere og kom ud i en noget mere stille morgen end DMI havde varslet. Valgte ikke at tage ud på Grenen til ringmærkning, men luskede rundt i Fyrhaverne og nærområdet. Der var ikke fald af småfugle, så jeg endte med at springe helt over ringmærkningen i dag.
Michael Ancher havde derimod en god morgen inde ved Nordstjernevej med fangst af 38 fugle indtil kl 10. Hele 21 Løvsangere fik han mærket og til sammenligning havde jeg kun 3 rastende i Fyrhaverne.
Da jeg sprang ringmærkningen over fik jeg tid til at tage en morgenindkøbstur ved forretningernes åbningstid og har nu mad nok til efter weekenden, så jeg ikke behøver tænke mere på indkøb før næste uge.
Lars Mortensen kom derefter forbi med sin trailer og hjalp med at køre den udslidte vaskemaskine til genbrugspladsen og bagefter fik vi tilsluttet og afprøvet den nye vaskemaskine. Stor tak for hjælpen til Lars og vi fik efterfølgende en god kop kaffe fra cafeen på terrassen med udsigt til et roligt Kattegat, hvor de Rødstrubbede Lommer og en ung Tejst var nemme at finde.
Senere på dagen var der samlet det imponerende syn af 420 Suler i en stor fiskende flok ude ved Grenens Rev.
En Stor Flagspætte var inde og undersøge træerne i Fyrhaven, mens der til aften var samlet en blandet svale flok, hvor både By-, Land- og Digesvaler fik selskab af et par Mursejlere, der alle fouragerede på insekter over træer og buske i et flot gyldent aftenlys, da solen gik ned mellem skyerne i vest.
Inden da havde jeg tilbragt noget tid inde ved computeren og Trækfuglecenterets alt mulig mand Jan havde været forbi og skiftet ruderne i det vindue i ”Zobbe værelset”, der i lang tid har været revnet.
Det er nyt glas der er kommet i det vindue, så nu er det muligt at se ud uden den bølgende horisont, som de gamle glas gav.
Efter denne lille ”fridag” er jeg klar igen fra i morgen med ringmærkning fra solopgang – forhåbentlig giver weekenden både flere fugle og gæster til Trækfuglecenteret – det var en lidt tam fredag på de punkter.