Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (300)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

På vej til formidlingskursus i Blåvand

fredag 10. marts 2017
af MJH

Vejr: Klar og flot morgen med Jupiter mod sydvest og månen lavt over horisonten i vest lige før solopgang. Vinden var svag og temperaturen lige over frysepunktet. Senere kom der lidt mere vind, men i sol og læ kunne foråret godt mærkes.

Var ude i den skønne morgen og kunne i dag nyde 4 territoriehævdende Stor Præstekrave ved kysten foran Det Grå Fyr. Uden vind var bølgerne på Kattegat begrænset og det var let at se de rastende fugle – en Skarv kom flyvende til fra havnen og idet den landede for at begynde fourageringen viste den ringmærkede ben med en rød farvering. Desværre for langt ude til at jeg kunne aflæse koden, men det kunne da være sjovt, hvis det er samme individ som blev set i både 2015 og 2016.

Der var træk af Sanglærker over Fyrhaverne og en enkelt Gulspurv rastede, hvilket er den første jeg ser i området siden jeg startede 1.marts.
Det blev dog ikke til mange timer i felten, da jeg skulle afsted til Aalborg og mødes med Simon for storindkøb af mad til weekendens formidlingskursus på Blåvand Fuglestation, hvor 10 mand skal overleve uden at gå sultne i seng.

Denne dagbog er derfor skrevet på den veletablerede Blåvand Fuglestation og vi vil undervejs i weekenden også udveksle erfaringer med Gedser Fuglestation.
Forhåbentlig vender Simon og jeg retur til Skagen mandag med ekstra erfaringer i bagagen til det fortsatte fuglestationsarbejde.