Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (280)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Endnu en blæsende solskinsdag.

tirsdag 20. juni 2017
af MJH

Vejr: Frisk vind fra nordvest til vest med op til 12m/s midt på dagen. Temperatur fra 13°C til 18°C og næsten skyfrit hele døgnet. Solrigt og god sigt.

Med blæsten fra nordvest havde jeg ikke travlt med at komme ud og åbnet net, så det var først kl. 5, at jeg havde 8 net åbne. De resterende var håbløse at bruge i vinden og jeg var da heller ikke optimistisk for fangst af fugle, da Athena dukkede op lige efter åbningsrunden.
Det var en meget stille start med oplæring af hende indenfor ringmærkningens kunst og vi fik kun fat i 2 Tornsangere i løbet af de timer vi gik rundt i området. Fik derfor startet på at gennemgå Svenssons grønne ringmærkningsguide på pauserne mellem netrunder, kun afbrudt af kig på de enkelte fugle, sommerfugle og guldsmede der var i området. Blandt de få fugle vi registrerede var et besøg af Tranerne fra Reservatet, enkelte Skægmejser ved rørsskoven og en han Rødrygget Tornskade i buskene.
Uden den store gang i fuglene sendte jeg Athena tidligt tilbage, så hun kunne nå en morgentur med Aika, mens jeg selv nåede at hilse på en anden hun, da Jørgen Kabel kom forbi klitrækken med Igor.
På fuglestationen havde Simon travlt med forberedelser til de kommende dages guideture. Han havde en tur med en gruppe midt på eftermiddagen, hvor Athena gik med og på den måde fik første intro til formidlingen. Vi havde inden da været klar med åbne net i Fyrhaverne kl. 13, men der var ingen gæster til den tur i dag og heller ingen fangst. Endte med at Athena begyndte at kigge på botanikken i Fyrhaver, så der kan vi andre nå at lære en del i den kommende tid.
Mens Simon og Athena tog sig af dagens gruppe på tur, tog jeg mig af indkøb og forsendelse af en ny omgang blodprøver for West Nile Virus.
Simon tog kokketjansen til aftensmaden, mens Athena underholdt Aika og jeg sad ved computeren. Udenfor var der flot udsigt til Kattegats Suler og terner, hvor Simon fandt en Almindelig Kjove, der stjal føden fra ternerne.
I Fyrhaven gik jeg en sidste tur inden aftensmaden. Fandt ikke nye fugle i området, men en Rå havde et lille lam med sig inde i den bagerste del af haven.rsz 1 6200825 3

Ringmærkning:
Tornsanger       2