Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Fyldte net
Der fortsætter med at være masser af småfugle i området – og ikke mindst i nettene! 224 fugle blev ringmærket i dag, hvoraf topscoren lidt usædvanligt blev rørspurv (Reed Bunting) med 63. Vi var heldige med at næsten alle byger passerede udenom os, dog var vi nødsaget til at lukke nettene kortvarigt lige omkring solopgang - kun en halv time efter de var sat op. De blev dog hurtigt aktiveret igen, da det første hold fugle var kommet igennem systemet. Herefter fortsatte fabriksarbejdet frem til kl. 17. Esben, Oluf og Kirsten var her en stor hjælp ligesom de foregående dage og deltog fra start til slut. Desuden tog både Laila, Jørgen og Kristina fat med blyanten og skrev protokol i løbet af morgentimerne.
Flittige ringmærkere tømmer net
Midt i det hele fik vi gennemført en tur for studerende på Natur– og Kulturformidlerudannelsen, som Kristina tog vel hånd om. Desuden kom en del birdere forbi i løbet af morgenen og hilste på, bl.a. Lars og Casper, som fik et godt tip til en hit-busk, hvilket resulterede i at de fandt en hvidbrynet løvsanger.
Lille Gråsisken (Lesser Redpoll) - en af de mange fugle mærket i dag
Sent på eftermiddagen ventede der brød og kage til de hjemkomne (samt kød til kødæderne), det blev dog til en lettere aftensmad i stedet. Om aftenen prioriterede vi at få det hele tastet ind – frisk og klar til i morgen, hvor vi forventer der nok skal blive tryk på igen.
Christina og Martin havde en tiltrængt fridag og tog Søndenfjords for at se på store vingefang i Lille Vildmose, hvilket lykkedes meget godt med både kongeørn (Golden Eagle) og havørn (White-tailed Eagle), men de fik også syn på bl.a. pungmejse (Penduline Tit) de udsatte elge og besøgt vores venner på Lille Vildmosecentret. De kom tilbage om aftenen.
Elg Lille Vildmose
Folk: Amelie Zeller, Oluf Lou, Esben E. Hansen, Kirsten, Kristina Sønderkjær, Laila Neermann, Jørgen Kabel + Igor, Thomas Lillelund, Lars Grøn, Casper Sylvester Jensen, Søren Skov & Simon S. Christiansen.
Ringmærkning (Kabeltromlen):
Rørspurv 63
Rødhals 58
Fuglekonge 29
Munk 20
Gærdesmutte 17
Blåmejse 7
Sangdrossel 7
Gransanger 5
Jernspurv 5
Lille Gråsisken 4
Musvit 3
Gulspurv 2
Bogfinke 1
Sortmejse 1
Vindrossel 1
Stor Flagspætte 1
Total: 224