Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Ny art i nettene!
Vejr: Lidt flere skyer end i går, men stadig en solrigdag i Skagen. Vinden startede jævn fra nordvest og blev efterhånden frisk fra vest. Temperatur op til 17°C. God sigt, men lidt mere dis i horisonten end i går.
Var ude ved ringmærkningen før solopgang og kunne starte med lidt oprydning, da blæsten havde haft fat i vores feltbord og væltet det. Vegetationen var også kommet godt i gang derude, men jeg måtte ret hurtigt sande, at en hæksaks ikke er det bedste redskab at bruge, når ens venstre arm ikke kan klare ret store belastninger. Det bliver derfor kun nogle få netbaner pr dag, der bliver trimmet i bund.
Ude i den gamle standengssø var vandstanden steget nogle centimeter, men jeg kunne stadig klare den yderste del af nettene i rørskoven med gummistøvler, så de fleste net blev åbnet og kun et par stykker, hvor vinden stod lige ind forblev lukket. Endnu engang måtte jeg sande, at vind fra nordvest til vest ikke er fuglevejr i Skagen. Fik kun fanget 6 fugle fordelt på 6 arter inden jeg lukkede ned efter 5 timer. Nyt var den første unge af Topmejse, så nu er ungfuglene så småt i gang med deres spredningstræk.
Det var også småt med fugle i luften over området, så dagens store oplevelse for mig var en af de guldsmede jeg måtte pille ud af nettene. Det var en af de store, der lignede en Mosaikguldsmed, men af en art jeg aldrig havde set før. Mindede mest om en stor udgave af Grøn Mosaikguldsmed, som jeg kender fra Brabrand sø. Jeg tog et par fotos og sendte dem til Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum i Århus og han meldte straks tilbage, at jeg havde haft en frisk hun af Stor Kejserguldsmed.
Ny art for mig og en art, der første gang blev registreret i Danmark i 1994, men siden har bredt sig og nu findes i det meste af landet. Fra Grenen er der et fund i 2009, men de senere år har arten været set ved både Nedermose og Skøjteløbersøen, så den er ikke helt ukendt i Skagens området.
Med få fugle at håndtere fik jeg tid til at hilse på Jørgen Kabel, der gik forbi med Igor i klitrækken ud for ringmærkningen, mens jeg midt på dagen fik uventet besøg af Jes Gravgaard inde på fuglestationen. Desværre kom han forbi lige i timen op til kl. 13 formidlingen, så det blev en lidt kort snak med ham. Han fik dog set fuglestationen og kom med over og tjekkede Fyrhaverne, hvor der var meget tomt for fugle, så det mest blev sommerfugle vi kiggede på.
Jacob Funder fik jeg også hilst på, da han sad og arbejdede inde ved udstillingen gennem eftermiddage. Selv fejrede jeg min nye art med at smage cafeens lækre dessert i form af pandekage med creme, jordbær, havtornkompot og chokoladestykker.
I mangel på fugle blev selv botaniken kigget igennem, men de blomstrende Gøgeurte er nu heller ikke så ringe at opleve.
Ringmærkning:
Munk 1
Gransanger 1
Topmejse 1
Bogfinke 1
Gulspurv 1
Rørspurv 1