Her på Skagen Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (217)2023 (289)2022 (292)2021 (279)2020 (282)2019 (304)2018 (261)2017 (247)2016 (2)(se alle)

Simon tilbage fra ferie

søndag 9. juli 2017
af MJH

Vejr: Hård vind på 12m/s fra V prægede morgen og formiddag. Fra middag tog vinden lidt af og endte helt nede på svag vind til aften. Få skyer og meget sol med god sigt og temperatur fra 14-18°C.

I den hårde vestenvind var der ingen ide i at forsøge ringmærkning. Jeg prøvede først lidt obs ved havet, men der var slet ikke den samme gang i fuglene derude som i går aftes. Endte derfor med at tage en ”fri morgen” og køre ned til Klitplantagen og gå en morgentur i håb om, at kunne pille et par Hvidvingede Korsnæb ud blandt de mange Lille Korsnæb, der i øjeblikket turnere rundt og æder frø fra koglerne. Det lykkedes ikke, men mange Korsnæb var der da og et par Grå Fluesnappere blev det også til.
Selvom det ikke blev til nogle specielle arter, så var det egentligt rart, at gå en tur i lidt andre omgivelser end Skagen Grå Fyr og Grenen. Jeg kom tilbage til fuglestationen tids nok til at orientere Mark om dagens obs inden han stod for briefing til turisterne.
Selv gjorde jeg mig klar til dagens ringmærkningstur, hvor én person deltog og lød til at være godt tilfreds med den guidning, trods det, at vinden stadig var lige kraftig nok til at få en fugl i nettene.

Eftermiddagen gik ellers med at byde Simon velkommen tilbage fra ferien. Mark og han har selvfølgelig en del at nå igennem, mens Mark er her, men jeg skulle også lige orientere lidt om ugens forløb og de nyeste tiltag på Trækfuglecenteret.

Ingen ringmærkning i morgenregn

lørdag 8. juli 2017
af MJH

Vejr: Overskyet indtil middag med lidt regnbyger fra morgenstunden. Derefter opklaring, men samtidig tiltagende vind fra vest, der til aften var oppe i hård styrke.

Med regnbyger i morgentimerne blev ringmærkningen droppet. Jeg prøvede at køre en tur syd for byen mellem kl. 9 og 11, men fandt ikke meget i Klitplantagen. Et par Ravne blev bedste fugle dernede sammen med en del Lille Korsnæb.
Mark blev på stationen og var klar som formidler på dagens briefinger, mens jeg tog mig af ringmærkningsturen kl 13, hvor en familie på 4 deltog. Desværre uden held med fangst selvom regnen var holdt op. De var nu alligevel godt tilfredse med gennemgangen og fortællingen, så de kommer gerne igen en anden gang og ser en fugl i hånden.
Som fuglestationens telefonpasser fik jeg et opkald fra en Vendelbo, der har arvet sin fars æg samling. Han var godt klar over, at den slags i dag er ulovligt og ville høre, om Fuglestationen kunne være interesseret i, at overtage samlingen i formidlingsøjemed. Det var en af de forespørgsler, hvor jeg som frivillig ikke helt kan tage ansvaret og må vente på, at Simon kommer retur fra ferie.
Om eftermiddagen kiggede Lars Mortensen og Martin forbi. Hyggeligt besøg og en god snak, inden jeg gjorde klar til en gang rester fra køleskabet til aftensmaden, mens Mark udforskede Skagens tilbud for spisesteder. Måske var jeg kulinarisk ikke helt på højde med Skagens restauranter, men til gengæld kunne jeg havobse fra køkkenvinduet, så Mark gik glip af godt med Suler, terner og Storkjover.
Han huskede til gengæld sin nøglekode i dag og kom ind igen uden behov for ekstra cykelture

Lidt morgenringmærkning inden oprydning på loftet

fredag 7. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen med svag vind skiftende fra vest til syd. Halvskyet indtil middag, hvor let regnfront kom ind. Eftermiddagen vindstille. Temperatur 12-16°C

Ringmærkningen forløb med alle net åbne fra solopgang til kl 08:30. Ungfuglene af Tornsangere var det mest markante indslag og der var ikke meget rører i luften. Havde aftalt med Lars Mortensen, at han ville komme med en trailer, så vi kunne få ryddet alt papaffald ned fra loftet.
Vi ville helst havde det overstået før Trækfuglecenterets åbningstid kl 10, så jeg var tilbage på Fuglestationen kl 9 og hjalp Mark med at bære pap ned.
Lars kom som aftalt og endte med at køre to gange med fyldt trailer til genbrugspladsen. Kæmpe hjælp for os, at havde så gode venner af Fuglestationen!
Mark tog igen lidt formidling med briefing om dagens obs, mens jeg tog mig af ringmærkningsturen. Om eftermiddagen havde Mark gang i Skype møder, mens jeg tjekkede Kattegat, der havde en af de helt sjældne dage med havblik.
Det gav bl.a. en adult Tejst, som Flemming fra Cafeen blev kaldt ud til, da det var en ny art på hans liste.

Der kom besked fra Michael Ancher, at han havde haft lidt gang i ringmærkningen og fanget 15 fugle – de 10 var kommet i på en gang, da 2 voksne og 8 ungfugle af Lille Korsnæb fløj i et net og fik ring på.
Mark og jeg spiste tidligt, hvorefter Mark ville udforske Skagen Bryghus. Det viste sig nu, at de lukkede kl 19 – lige som Mark var kommet derind, men så cyklede han da bare videre i byen. Åbenbart så god en tur, at da han ved midnat kom retur til en låst hoveddør på Fyrmesterboligen lige måtte cykle en ekstra gang til byen for at blive klar i hovedet til at huske nøglekoden.
Jeg lå da troligt og fik min skønhedssøvn og opdagede ingenting.

Ringmærkning:
Kærsanger             1
Rørsanger              1
Gulbug                  1
Munk                    3
Tornsanger            6
Gærdesanger        3
Rødhals                1
Rørspurv               1

Ringmærkning, reklamespot og frisk fisk

torsdag 6. juli 2017
af MJH

Vejr: Stille morgen med jordtåge, siden jævn vind fra S til V. Solrigt med lidt skyer midt på dagen og igen til aften. 12-18°C

Mark var med mig ude til morgenens ringmærkning inden han gik videre omkring Verdens Ende.
Ringmærkningen var ganske god med 17 fugle fanget.
Mark tog sig igen af briefingen for Trækfuglecenteret indtil middag, mens jeg havde kl 13 ringmærkningsturen. Ingen gæster var med på den tur, men en fotograf der skal lave en reklamevideo for Trækfuglecenteret og Turisthus Nord var med. Det lykkedes at fange en Munk, der blev filmet, ringmærket og vist til en familie, der havde besøgt centeret, så fotografen fik de ønskede scener i kassen.
Eftermiddagen lavede jeg lidt indkøb og indtastninger, mens Mark var aktiv med både Skype møde og en tur ved høfterne med fiskestangen. Det gav pote med en friskfanget Hornfisk som forret til aftensmaden.

Ringmærkning:
Kærsanger          1
Rørsanger           2
Munk                  2
Tornsanger          7
Gærdesanger      5
Lille Korsnæb      1

Mark Desholm ankommer og venneforeningen samles i Birders Clubhouse

onsdag 5. juli 2017
af MJH

Vejr: Solrigt til sidst på aftenen, hvor lidt skyer drev ind over Odden. Vinden svag SØ i morgentimerne, senere drejende omkring S til V og tiltagende til jævn styrke. 15-18°C og god sigt.

Alene på skansen i dagens første timer fravalgte jeg ringmærkningen og brugte tiden på obs – først ved Kattegat, hvor der var godt med Suler med 200 rast og 170 træk V. En enkelt Almindelig Kjove og en Sortstrubet Lom var også ude over havet, mens dagens rastetal for Toppet Skallesluger ud for Det Grå Fyr blev 32 stk.
Fra sidst på formiddagen og hen over middag kom der lidt rovfugle på trækforsøg med Rørhøg, Rød Glente, Musvåge, Hvepsevåge og Spurvehøg på listen og kunne bruges under dagens briefing.
Mark Desholm fra Fuglenes Hus ankom midt på dagen efter den lange rejse fra København.
Han er dels ferieafløser for Simon og i det hele taget heroppe for at suge til sig med indtryk fra Fuglestationens arbejde. Brugbart for det videre forløb, hvor Mark som DOF´s videnskabelige chef er inde over strategien for fuglestationens virke.
Min kl 13 ringmærkningstur havde 2 deltagere, der fik en god fortælling, men desværre ingen fugle i hånden.
Sidst på eftermiddagen var der kaldt til møde i ”Birders Club” mellem venneforeningen og Naturstyrelsen ved Jakob Funder. Håbet er, at der kan blive indrettet et brugbart klublokale og mødested. Der var mødt 8 op fra vennenforeningen og flere forslag kom på bordet, men der er stadig et stykke vej til at lokalet fungere optimalt.
Mark gav aftensmad fra Cafeen som fejring af hans ankomst og ”mini-ferie” væk fra stenbroen og med arbejdsplads på Danmarks flotteste fuglestation.

Godt besøgt ringmærkningstur mens jeg er alene om at passe Fuglestationen

tirsdag 4. juli 2017
af MJH

Vejr: Højtryk med blå himmel og sol. Svag vind fra N i første halvdel af dagen senere op til jævn styrke. Temperatur 12-18°C

”Alene hjemme” med ansvar for at tage mig af både briefinger og kl 13 tur valgte jeg at springe morgenringmærkning over. Der var godt besøg til dagens tur med 6 voksne og 1 barn. Bestyrelsesmedlem Børge Søndergaard var én af dem, da han havde sit barnebarn med på en sommerferietur. Ud over de betalende gæster, så deltog Kristoffer og Matilde fra Cafeen også og fik dermed lidt baggrundsviden om det vi laver på Fuglestationen.
Der var desværre ikke meget gang i småfuglene og fangsten midt på dagen, men deltagerne kunne da nyde lidt rovfugle på turen. Der var bl.a. 45 Musvåger, 8 Hvepsevåger, 2 Røde Glenter og 5 Spurvehøge over Fyrhaverne i middagstimerne.
Resten af dagen blev brugt på praktiske opgaver ved stationen og der sker også hele tiden nye tiltag omkring Centeret for Trækfugle. I dag var det G4S og alarmsystem, der var igennem nogle ændringer. Heldigvis til en lettere løsning for os som brugere af bygningen.

Rekreationsdag i blæsevejr

mandag 3. juli 2017
af MJH

Vejr: Blæst fra nord med 9-11m/s. Halvskyet og kun 15°C.

Det var en rigtig dagen derpå. Sent hjemme fra aftenens gode musik og øl på Skagen Bryghus sov jeg længe og lavede kun spredte obs gennem dagen. Jeg havde dog timet den udskejelse til at passe med en dag, hvor vejret ikke tillod ringmærkning.
Var alene på skansen til dagens briefinger og aflyste dagens ringmærkningstur pga den kraftige blæst, der gjorde det umuligt at åbne net i Fyrhaverne.
Fra Kattegat ved Fyret var der stadig gang i Sulerne, lidt Mallemukker, Rider og 2 Tejst, mens enkelte rovfugle midt på dagen trodsede nordenvind. 8 Hvepsevåger og 3 Røde Glenter kom henover.  

Lidt rovfugle trods kuling - til aften blæst igennem af bluesmusik

søndag 2. juli 2017
af MJH

Vejr: Kuling fra vest og en blanding af sol og skyer gennem dagen. Temperatur fra 13-17°C.

Der var ingen ringmærkning på programmet i kuling, så jeg tilbragte noget tid med obs ved Kattegat kysten. Sulerne var imponerende at følge og jeg fik talt 285 inden jeg midt på dagen vendte blikket mod Fyrhaverne. Efter frokost kom der lidt rovfugle retur på denne side af Odden, hvilket er typisk i nordenvind og jeg fik 30 Hvepsevåger og 3 Røde Glenter i notesbogen.
Til aften holdt jeg fri og tog en tur ind til den sidste dag af Skagen Festivalen, hvor Skagen Bryghus bød på koncert med Karsten ”Flukz” og hans band. Ikke kun en god lokal fuglekigger og tømre, men også en ferm musiker. Fik endda godt selskab af Michael Ancher og familie samt venner. Michael er også tømmer, det samme var en af vennerne Jan – der i øvrigt kunne fremvise et foto af en Brunrandet Humlebisværmer fra deres have i Skagen – fin art af sommerfugl, der ligner en lille kolibri. Sidst på koncerten fik jeg selskab af endnu en af de naturinteresserede tømre - Erik Christoffersen og Jette. Selv om jeg ikke er medlem af den faggruppe, så følte jeg mig i rigtig godt selskab til de fine bluesrytmer og var privilegeret af, at Michael og co gav flere omgange af det gode øl på bryghuset.

Sidste morgen med ringmærkning for Anders og Athena i denne omgang

lørdag 1. juli 2017
af MJH

Vejr: Svag vind fra N i morgentimerne steg i styrke gennem dagen og endte i frisk vind fra N til aften. Solrigt med kun 1/8 skydække og temperatur fra 17-20°C

Anders og Athena var med ude ved ringmærkningen, hvor det blev til fangst af 14 fugle inden vi lukkede ned og vendte retur til dagens briefinger for Trækfuglecenteret. Dagens fangst bød på et par Skægmejser, der gjorde lykke for Anders og Athena, mens jeg mest undrede mig over dagens Bogfinke, der bar en uautoriseret rød metalring fra et fangeskabsophold i et bur.
Jeg valgte at tage den ring af og sætte fuglen fri igen med en ZM ring – selvfølgelig med notat om, at fuglen tidligere har været i fangenskab. Den var nu uden synlige fjer, næb eller ben slitage, så den har nok fløjet rundt i det fri et godt stykke tid.
Med optræk til blæst senere på dagen pakkede både Anders og Athena sammen for denne gang ved middagstid og drog sydover, så Anders kunne køre med til Ålborg.
Trækfuglecenteret fik besøg af et tv hold fra Italien, der laver et turistindslag om oplevelserne man kan få heroppe. Desværre havde Turisthus Nord glemt at informere andre om det besøg, så der var ingen fra Naturstyrelsen tilstede til at promovere centeret og Det Grå Fyr.
Den søde kvindelige italienske journalist fik charmeret mig så meget, at de lånte min kikkert for i det mindste at få nogle optagelser med hjem af noget der lignede aktiviteter omkring det at kigge på fugletræk i Skagen. Det må kunne gøres meget bedre en anden gang, når nogle kommer og egentlig gerne vil gøre reklame for Trækfuglecenteret.
Jeg fik ikke set meget mere på fugle efter ringmærkningsturen kl 13 (med en ung Topmejse fanget), da Henning Ettrup og Mette kiggede forbi til en lille snak og Michael Ancher dukkede også op og fik lidt udstyr med hjem til CES ringmærkningen over ved Nordlysvej.

Gulbug             1
Kærsanger       1
Munk               1
Tornsanger       6
Løvsanger        1
Gransanger      2
Skægmejse     2
Topmejse         3
Bogfinke          1

Kuling fra vest og gensyn med Anders Brinkmann som frivillig på stationen.

søndag 25. juni 2017
af MJH

Vejr: Natten havde regnbyger, der forsatte som meget spredte byger gennem morgen og formiddagen. Efter middag holdt det tørt og resten af dagen bød på sol og blå himmel, da skyerne hurtigt blæste forbi i frisk vestenvind. Sidst på dagen nåede vindstyrken kuling med kraftige vindstød. Temperatur fra 12°C til 16°C. God sigt bortset fra perioderne med nedbør.

Da vi stod op var nattens regn ved at blive til meget spredte regnbyger, men de var med så tunge dråber, at sammen med varslet om frisk vind droppede vi igen morgenringmærkningen på Grenen.
Vi var dog ude at lure lidt på vejrforholdene inden den beslutning blev taget og havde der besøg af et par Stære flokke ved Fyrhaven. Størrelsen af de flokke er ved at bygge op, så det i dag var lige ved 350 Stære, der kortvarigt rastede i området.
Ville udnytte tiden til noget mere pc arbejde. Normalt har jeg ikke siddet inde ved computeren i morgen timerne, men fandt nu ud af, at vores placering af skrivebordet ved vinduet med Danmarks bedste udsigt er umuligt at bruge på det tidspunkt af dagen. Blev totalt blændet af solen, så Athena og jeg fik flyttet lidt rundt og indrettet værelset på ny med computerbordet placeret inde i hjørnet af værelset.
Efter den omgang var det tid for mig til at køre ind til byen for lidt madindkøb og afhentning af Anders Brinkmann, der ankom med toget fra Aalborg.
Athena tog sig i mellemtiden af Aika og brugte det meste af dagen i ringmærkningslaboratoriet. Dels havde hun arbejde med nogle jobansøgninger og dels kunne hun underholde gæsterne til Trækfuglecenteret med at svare på spørgsmål, men nåede også at lave lidt opslag på de sociale medier som SKAF Venners Facebook side.
Anders har ikke været her siden april, så han fik en intro til et åbent center og det gode personale i butik og Café. Inklusiv en prøvesmagning på deres gode kaffe, nydt på en nu solbeskinnet gårdsplads, hvor Fyrmesterboligen gav læ for vestenvinden.
Derefter skulle han føle sig godt hjemme, så han fik en opgave med at servicere vores cykler – velkendt for ham, da han også fungerede som cykelsmed sidst han var her.
Undervejs havde han tid til at fange både en Rødfrynset Bjørnespinder og en Græsrandøje. Dejligt at se unge mennesker på stationen med brede naturinteresser! rsz img 1039

Anders i læ ved gavlen af ringmærknignslaboratoriet og i sving med fuglestationens cykler.

Trods blæsten forsøgte vi midt på dagen at åbne det eneste net i Fyrhaverne, der stod bare nogenlunde i læ. Det var klar til kl. 13 turen, hvor eneste gæst blev en norsk repræsentant for Stena Lines turistkontor i Norge. Hun fik først en rundvisning og fortælling om Trækfuglecenteret og Cafeen af Flemming, inden hun kom med rundt og fik forklaret, hvad vi som Fuglestation kan tilbyde af ture til besøgende. Forhåbentlig en rigtig god investering af den tid, hvis det betyder, at folk, der ankommer til Frederikshavn med færgerne fra Stena Lines bliver anbefalet at besøge et spændende sted i Skagen!

Som eftermiddagen gik og vinden tog til i styrke rettede vi mere og mere fokus mod Kattegat og havobs mellem arbejdet inde på stationen. Både Anders og jeg fik sat teleskoperne op ved de østvendte vinduer på første sal, hvor vi kunne lave luksus havobs inde i læ og med kaffekoppen i hånden.
Athena tog sig igen af at sørge for aftensmaden, mens vi andre kunne nyde synet af knap 300 Suler, pænt med Mallemukker, Rider, terner, 4 Almindelige Kjover og en Storkjove.

Michael Anker sendte besked om hans omgang med ringmærkning fra fredag til søndag morgen. Der er tættere med træer og buske i hans område, så trods vinden havde han fredag nået at gennemføre en ny runde af CES mærkningen og efterfølgende forsøgt med yderligere mærkning lørdag og søndag. Der var dog kun få fugle, hvor de lokale ynglefugle var eneste repræsentanter i nettene. Under 10 fugle pr dag var hans resultat denne weekend.

rsz 2f537d39 404f 4ce9 8e4c d516cf52ea221

Michael Ancher havde blandt de lokale ynglefugle bl.a. dette par af Dompap.


FORRIGE     1  |  ...  |  205  |  206  |  207  |  208  |  209  |  ...  |  218     NÆSTE